Sådan er hjertet automatisk med i al mindfulness-og nærvær-praksis

Der er knyttet et blogindlæg til denne meditation. Det er indsat nedenfor.

***

Vi kan ofte opleve et skel mellem, på den side, en lidt mere tør, kedelig, opmærksomheds-orienterede praksis, og så – på den anden side – en mere følelsesfuld, levende og hjertelig praksis. At vi oplever det sådan er et faktum. Og det er der mange interessante grunde til. Men faktum er – når vi spørger eksperterne – at der i sig selv ikke er dette skel mellem en hjerte- og en opmærksomheds/mindfulness-praksis. Med andre ord er skellet noget, vi laver. Formentlig også fordi vi i vores vestlige kultur har en indgroet forståelse af, at hjertet og bevidstheden er noget forskelligt. Sådan har man det ikke i Østen. Der er hjertet og bevidstheden nemlig det samme. Et af de mest berømte citater om mindfulness overhovedet er vel netop Jon Kabat-Zinns citat, hvor han beskriver dette: At man i østen ikke skelner mellem hjerte og bevidsthed.

“In Asian languages, the word for ‘mind’ and the word for ‘heart’ is the same word. So, when we hear the word ‘mindfulness’, we have to inwardly also hear ‘heartfulness’…” (Mine fremhævninger)

Med andre ord…

Når vi praktiserer den basale mindfulness – som altid handler om nærvær: Og derfor altid gør brug af en bestemt måde at bruge opmærksomheden på – ja, så har vi egentlig altid, fuldstændigt automatisk, hjertet med! For det er, som Kabat-Zinn siger, én og samme ting. Hjertet og bevidstheden. Så meget den samme ting, at man på de asiatiske sprog – hvor man vel at mærke har opfundet disse praksisformer – kun har ét ord. Ét ord, der dækker både bevidstheden og hjertet. Og: Lad os klargøre med det samme. Det er ikke sådan, at man i de asiatiske kulturer ikke anerkender det fysiske hjerte. Ej heller, at de i de asiatiske kulturer ikke udmærket kender forskellen på fx hjertechakraet og pineal- og krone-chakraerne (også dét har de ”(op)fundet”). Så. Hvad er det så, der er det samme?

Hvad er nærvær egentligt?

For at forstå, hvorfor nærvær/opmærksomhed er det samme som hjertet, bliver vi nødt til dybere at forstå, hvad nærvær er. Normalt når vi skal definere, hvad nærvær er, så bruger vi opmærksomheds-begrebet. Vi siger fx, at nærvær er, når opmærksomheden er rettet mod det, der sker netop nu og her. Når opmærksomheden gør sådan – retter sig mod nu og her – så er nærværet garanteret. Hvorimod når opmærksomheden er rettet mod fortid og fremtid, så har vi fraværs-tilstanden (med de undtagelser, at vi godt kan have situationer, hvor vi er opmærksomme på fortid og fremtid, og samtidigt er nærværende. Dette er vi fx, når vi reflekterer dybere over fortiden, når vi lærer af den. Eller når vi planlægger konstruktivt, eller på anden måde forholder os konstruktivt til fremtiden. Skønsmæssigt antages det, at 95 % af den tid, vi bruger på at ”fokusere” på fortid og fremtid er spild. Eller endda ligefrem stress- og lidelses-fremkaldende). Konklusionen er altså: Nærvær er den tilstand, som naturligt indfinder sig, når opmærksomheden er rettet mod nu og her.

Nærvær og virkelighed

Vi har dog stadig ikke nået til forklaringen af, hvorfor ”hjertet” automatisk er med i dette. Så det prøver vi nu. Når vi er nærværende – dvs. når der er en tilstand af ægte nærvær – så kommer vi tættere på virkeligheden. Igen: Sidder vi til et møde eller læser godnathistorier for vores børn, hvor opmærksomheden er i gang med at planlægge morgendagen, så ”misser” vi virkeligheden. Den virkelighed, der er ved mødesituationen eller ved godnathistorielæsningen. Jo mere nærværende vi er, jo mere vil vi opleve af mødet eller godnathistorielæsningen. Jo flere detaljer. Jo mere intensitet. Jo mere virkelighed. Der er altså nærmest et lighedstegn mellem ordet nærvær og ordet virkelighed. Selve tilstanden af nærvær har det ved sig, at vi får en højere grad af adgang til virkeligheden. Til det der foregår til mødet eller til godnatlæsningen. Og til samtlige andre ting, der findes. Uanset om det er godt, dårligt, kedeligt, svagt, exceptionelt, grønt, ildelugtende. Jo mere nærvær, jo mere af virkeligheden får vi adgang til. Og dette er vel også grunden til – sagt i en sidebemærkning – at vi ikke altid reelt ønsker mere nærvær. Fordi dette automatisk indbefatter at vi får mere af virkeligheden. Virkeligheden om mig selv. Virkeligheden om en anden, man er tæt på, og som måske er ubehagelig at mærke, erkende, stå ved. Virkeligheden ved verden.

Åbenhed og kærlighedsgerninger

En anden måde at beskrive den virkeligheds-kvalitet, man får adgang til gennem nærværet er med begrebet ”åbenhed”. Når vi er nærværende er der en åbenhed over for virkeligheden, en åbenhed i opmærksomheden, som gør, at vi kan opleve virkeligheden. Når vi er fraværende, så er vi lukkede over for den virkelighed, vi er en del af. Der er ingen åbenhed overfor situationen til mødet eller til godnatlæsningen. Derfor er der ikke noget fra de situationer, som gennem åbenheden kan strømme ind gennem sanserne, og på den måde lade mig mærke og opleve virkeligheden. Men det er der, når vi er nærværende. Og jo mere nærvær, jo mere virkelighed. Og det betyder selvfølgelig også: Jo mere nærvær, jo mere åbenhed. Åbenhed overfor virkeligheden. Og det er i denne åbenhed, at vi begynder at have fat i det, som er fælles for både hjertet og bevidstheden.

Du kan prøve det af og træne denne din evne til at lade både bevidsthed og hjerte være en enhed, som du møder verden i og gennem.

Simon Vittus Jasper Hansen