TRAUMER OG STRESS – OM DEN GENSIDIGE PÅVIRKNING
Det kan måske synes banalt at adressere to så store emner i et og samme blogindlæg. Alligevel synes det meningsfuldt at undersøge, hvordan de dybere sammenhænge er mellem stress og traumer. Som terapeuter oplever vi meget ofte stress hos vores klienter. Og bl.a. dette har fået mig til at reflektere over sammenhængen mellem traumer og stress. For hvornår er stress bare stress? Og hvornår oplever vi, at stress rent faktisk udspiller sig i et klart samspil med traumerne? Og hvordan ændrer dette ved den metode, behandling og perspektiv, vi som terapeuter anvender?
TRAUMER
Den helt korte pointe er, at traumerne jo rent faktisk – især jo mere ubearbejdede de er – stresser os. Så for alle mennesker gælder det – fordi alle mennesker har oplevet traumatiske begivenheder – at noget i vores følelsesliv faktisk stresser os. Hele tiden. Selv når traumerne ikke larmer, og der er liv og glade dage. Så ligger dispositionen til traume-følelsen forfærdeligt tæt på. Tænk på de mange gange, hvor man har oplevet fryd og gammen, glæde og kærlighed, og millisekundet efter er man blevet ramt, fordi ens traumestof blev aktiveret. Ergo: Traumer er en evig kilde til stress. Det er der ikke så mange, der i almindelighed tænker over. Denne påvirkning fra traumerne kommer i form af uro, angst, smerter/kroniske smerter, sorg, stress, forventningspres etc. Med andre ord: Påvirkningen kommer fra allehånde negative følelser, sansninger og tilstande. Og nøjagtigt dette, de negative tilstande, er hvad et traume producerer.
TRAUMER SOM FRASPALTNING
Ovenfor har vi set på, hvordan der i ethvert traume i ethvert menneske opstår tilstande, større eller mindre, af stress. Som direkte konsekvens af traumet. Hvad vi her skal se på er den fraspaltning, som ethvert traume ligeledes resulterer i. Det er sådan, at når vi udsættes for de traumatiske begivenheder – både de almindelige og de lidt mere kradsbørstige – så har det den konsekvens, at vi fraspalter dele af os selv. Det kan fx være vores legelyst som børn. Som når vi ser vores forældre i børnehaven og falder dem om halsen, og bare vil lege og ses af mor og far. Men mor og far kommer og henter efter en lang arbejdsdag, som bestemt ikke har handlet om at lege. Så derfor – hvis man er heldig – bliver man som det legelystne barn skyndet på af forældrene: ”Vi skal hjem til mor og spise.” Er man lidt mere uheldig bliver man måske skældt ud og irettesat og gjort forkert. På den måde fralægger vi os langsomt vores lyst til at lege. Og vi bliver alvorlige, pligtopfyldende, stramme. Det samme gælder kvaliteter som uforbeholden kærlighed, styrke, kreativitet, og alle andre essentielle kvaliteter. Vi fødes med disse kvaliteter, men vi må alle sammen qua de reelle vilkår, primært hos mor og far, fralægge os en del af disse kvaliteter. For at tilpasse os. Som et ubevidst forsøg på at sikre kærligheden og trygheden fra vores forældre. Og hvorfor er nu dette vigtigt ift. stress? Det er det fordi, at selve traumet gør, at vi har færre resurser i ethvert stress-forløb, end vi måske går og forestiller os. Netop fordi vi i gennem traumestrukturerne og traumeoplevelserne har fralagt os nogle essentielle resurser. Og uden de essentielle resurser – essenskvaliteterne, de sjælelige kvaliteter – dér står vi langt svagere over for enhver trussel. Set på denne måde – og det er en essentiel pointe – så er traumerne direkte årsager til, at vi kommer ind i en stress-periode. Det er der heller ikke så mange, der tænker til dagligt. De fleste af os – det gælder også mange af os der arbejder med selvudvikling, terapi og spiritualitet – har den opfattelse, at stress kommer udefra. Vi ser ikke sammenhængen mellem den traume-typologi, vi har, og så de stress-elementer, der ”opstår” i vores liv. Og på mange måder er årsagen ret klar. Når vi lever med ubearbejdede traumer, så lever vi egentligt med en ikke-bæredygtig software. Dvs. den software, som sindet udvikler, som reekation på traume-oplevelserne, varer aldrig for evigt. Det gælder også for mennesker, der aldrig har eller kunne finde på at arbejde med sig selv. Ubevidstheden fra traumatikken vil uvægerligt stikke sit ikke så kønne ansigt frem, før eller senere. Som tilfældet er det i stres-forløb. En meget stor del af de eksisterende stress-forløb er direkte forårsaget af eller stærkt influeret af ubearbejdede traumer. Og derfor bliver mange stress-forløb også direkte årsager til, at mennesker begynder at forholde sig lidt dybere til sig selv, og faktisk arbejder med noget af den ubevidsthed, der er bundet i traumerne.
TRAUMET OG PERSONLIGHEDEN
Når fraspaltningen er sket, efter de traumatiske begivenheder – manglende kærlighed, overgreb, ulykker, manglende resurser – så dannes personligheden. Og personligheden er på mange måder et direkte modsvar på netop denne fraspaltning. Har man fx oplevet manglende kærlighed – og hvem har ikke det? – bliver en almindelig personlighedsdannelse en personlighed, der søger at dække den mangel på kærlighed. Og det kan der være mange måder at gøre på: man kan fx blive dygtig i skolen. Man kan blive smuk og have et attraktivt udseende, man kan please de andre – alt sammen for at skaffe noget af den kærlighed, man ikke fik. Og som føltes livstruende i selve trume-oplevelsen/erne. Eller endnu mere præcist: Man gør det alt sammen for at undgå at traumet – fx manglen på kærlighed – sker igen. For personlighed, traumer, og fraspaltning handler langt mere om at undgå end om at skabe. Det ville i og for sig være klogt nok af enhver at forsøge at skabe mere kærlighed. Men de traumatiske dele af personligheden har ikke denne agenda. De forsøger at undgå, at manglen gentager sig. At traumet gentager sig. At den ubehagelige følelse gentager sig. Set på den måde er der den samme besked i ethvert traumespor i ethvert nervesystem, i enhver traumeramt celle: ”Lad os for guds skyld undgå, at dét sker igen.” Og her har vi så de tre udbredte responser: Kamp, flugt, frys. Som handler om det samme. Nemlig om at det ikke sker igen. Jeg kæmper for at det ikke sker igen. Jeg går i frys for at forhindre, det sker igen. Eller jeg flygter for, at det ikke sker igen.
UDEFRAKOMMENDE STRESS?
Selvfølgelig kommer en del af den stress vi oplever udefra: fra arbejdsliv, familiære forpligtelser, egne ambitioner, og forventninger til os selv og fra andre. Men. Hvis vi har en dybere kontakt med os selv – fx som vi oparbejder i terapi, selvudvikling og spirituel praksis – så har vi en mildest talt væsensforskellig modstandsstyrke (resiliens) over for den stress, der kommer udefra. Har vi ikke denne indre forankring og kontakt, så har vi – som det er tilfældet for mange (suk og hjerte) – kun de resurser, som findes i den fraspaltede personlighed. Dvs. det samme styresystem, som fik os ind i stress-procesen. Og den ”software” – som Einstein er berømt citeret for – som fik os ind i problemet, er ikke den software, som kan hjælpe os ud af problemet. For at løse problemet, må vi forstærke og udbygge softwaren.
INTENTIONEN
På en måde har jeg via det ovenstående faktisk fået formidlet det jeg havde på hjerte omkring sammenhængen mellem stress og traumer. Selvom der selvfølgelig er 100.000’er eller millioner af sider endnu at skrive om emnet. Men jeg synes, det ovenstående faktisk er væsentligt. Og faktisk underbelyst. Selve sammenhængen mellem stress og traumer er underbelyst. Selvom vi allesammen godt ved, den er der.
Man kunne håbe på, at mennesker fik lidt mere mod på at arbejde med både sig selv og deres traumer via det ovenstående. Og måske lidt mere klarhed omkring denne ikke så uvæsentlige gensidige påvirkning af traumer og stress. Jeg synes også – selvom dette aspekt stort set slet ikke er italesat i skrivet – at værdien af det spirituelle står tydeligt frem. I hvert fald når vi forstår det spirituelle som graden af indre kontakt og indre forankring. Eller når vi forstår det spirituelle som betydende, at vi stadig har kontakt med eller decideret, at vi gennem spirituel praksis har genvundet kontakten med de fraspaltede essentielle kvaliteter. For det er svært at se – i hvert fald som det er fremstillet her; jf. Einstein-”citatet” – hvordan vi skal rejse os ud af dybere stress-perioder i vores liv, uden at vi netop generhverver nogle af de essentielle kvaliteter, dvs. en begyndende spiritualitet eller netop ”bare” en indre forankring. Dette ser man da også meget ofte hos mennesker, der kommer i mere grelle stress-forløb. Disse stress-forløb bliver netop for mange en begyndende spirituel proces. Hvor fx yoga, mindfules, psykoterapi, kropsbehandlinger og eksistentiel refleksion bliver nødvendige ingredienser i livet. Og på den måde bliver nødvendige motorer og komponenter i den nye livsvej, som er mulig at skabe i stress-processer.
Simon Vittus Jasper Hansen
