MANGELTILSTANDE – LEDSAGEREN TIL SAMTLIGE TRAUMER

 

Der er mange, og rigtigt mange gode, måder at anskue og arbejde med traumer. Nogle primært kropslige, andre primært funderet i hjerneforskning. Mens andre traume-redskaber igen er funderede i spirituelle praksisser. Og så er der healings-traditionerne, som også på forskellig vis adresserer vores traumer. Og så er der alle kombinationerne. Dvs. flere af de ovennævnte strategier i kombination. Men uanset hvordan vi vender og drejer det. Uanset fra hvilke(n) af de ovennævnte strategier, vi går til traumer, så vil en af de følelser, som akkompagnerer traumerne – på samme måde som bassen akkompagnerer trommerne i et band – være følelsen af mangel. Følelsen af at noget mangler. Ofte uden at vi kan adressere det mere præcist. Det føles – og her bliver det mere konfronterende på det eksistentielle plan – som om noget ikke er helt rigtigt, helt i orden, helt i balance, helt perfekt. Som noget er mere eller mindre fejlagtigt. Som om noget – og det er jo bl.a. en selv, sådan kan det føles: Men det kan også projiceres ud på verden, kosmos, de andre eller gud – ikke helt er godt nok.

 

FORME RFOR MANGELTUILSTANDE

Linjerne ovenfor er en slags head liners. Nogle key words, som beskriver i overordnede træk, hvordan en del af vores traumatik rent faktisk føles. And it’s not nice. It never is. And never will be. Inde fra traumet ser virkeligheden sådan ud. Lige meget om følelsen eller forestillingen handler om mig selv, de andre, gud eller verden: Det er ikke godt nok. Noget mangler. Men oplevelsen af mangel kan føles på mange forskellige måder. Storhedsvanvid fx. Nedenunder storhedsvanviddet ligger en angst for og tidligere oplevelse af at være for lidt, for ikke at slå til etc. Mangeltilstande kan opleves som fysisk smerte, kroniske smertetilstande. Fx alle de nyere og alarmerende stigende diagnoser: fibromyalgi. Kompleks regional smertesyndrom (CRPS) etc. Kronisk træthedssyndrom er en mangeltilstand. Manglen af energi. Eller mangeltilstandene kan opleves på et følelsesmæssigt niveau: Som sorg (manglende kærlighed), som jalousi (nogen har, hvad jeg mangler), som skam (manglende accept, værdsættelse og ståen ved den jeg er). Som vrede (manglende tolerance over for andre). Eller vrede som en direkte og sund respons på situationer og relationer, hvor man har fået langt fra nok af omsorgspersoner og omgivelser. På et spirituelt niveau opleves mangeltilstandene som ikke at have fundet den dybere mening med livet, sig selv og relationerne. Simpelthen at den kilde, som vi vel alle sammen har adgang til er uafdækket, ikke-fundet. Og derfor at man mangler den dybere følelse af retning, af formål, af egentlighed.

 

DEN GODE NYHED VED MANGELTILSTANDE

Det lyder jo allesammen ganske forfærdeligt det med mangelstilstandende. Og det er det på sin vis også i en eller anden grad. Men der er også gode nyheder ved at beskæftige sig med mangeltilstandene. Kæmpe store potentialer i at forholde sig til sine mangeltilstande. For det er – selvfølgelig! – i bevidstgørelsen og arbejdet med mangeltilstandene, at vi faktisk laver de egentlige fremskridt. Så længe mangeltilstandene er ubearbejdet og ubevidste, så længe kan de råde og regere dér, i det ubevidste. Og det betyder, at selvom det meste ser rigtigt godt ud i mange aspekter af livet, så ”fungerer” alt dette, som måske er godt og velfungerende, med mangler i kælderen. Og før eller senere bliver man trukket ufrivilligt derned – med mindre man selvfølgelig laver sit hjemmearbejde på forkant. Tilbage til den gode nyhed. Den gode nyhed er på mange måder, at vi faktisk kan få det vi mangler. Hvilket er en flerfacetteret opgave, som både rummer en egentlig opfyldelse af det man går rundt og mangler; dvs. det, der gør at man oplever at livet er uperfekt. Og samtidig kræver denne indfrielse en mangeårig accept-praksis, hvis hele formål er at danne den indsigt, at man faktisk på ingen måde mangler noget som helst. Dvs. helt kort skitseret, så udgøres arbejdet med mangeltilstandene – sådan som al terapi, selvudvikling og spiritualitet gør det – af en kombination af en mangeårig aktiv indsat og aktiv praksis samt et lige så vigtigt accept-arbejde. Og – som jeg også har skrevet om mange gange før – så er det afgørende for ens proces, at man ved, hvornår man skal anvende accept, og hvornår der skal handles og ændres.

 

En meget vigtig pointe vedrørende den gode nyhed ved mangeltilstandsarbejdet er, at det faktisk kræver en længere og dybere proces at få klargjort, hvad det egentlig er vi mangler. Og derfor hvad det egentlig er, som vil kunne opfylde os dybere. Dette skyldes at mangelstilstandene ligger som en indgraveret del af personligheden. Mangeltilstanden udgør en blind plet i sindet, som bare er der. Og som vi ofte i starten af en udviklingsproces har svært ved at sætte en præcis finger på. Og en ting er sikkert: Lykkes vi ikke med en klargøring af, hvad det er vi mangler, så får vi det aldrig. Så den gode nyhed vedr. mangeltilstandene er, at det at bevidstgøre vores mangeltilstand er det første og måske afgørende skridt i at få det vi gerne vil ha’.

 

VIGTIGE ELEMENTER I AFKLARINGEN

En integreret del af de retreats jeg afholder er at afklare sine behov, og så forsøge at få disse behov med ind i ens meditationer. Sådan at de meditationer man laver i en eller anden grad er med til direkte at opfylde nogle af de behov man har. Det er klart, at der er en nær relation mellem dette behovsarbejde og så arbejdet med mangletilstandene. Mangeltilstandene skaber jo uopfyldte behov. Men. Eller ”og”. En ting, som har været en øjenåbner i dette behovsarbejde er, at det på sin vis – og det gælder i en vis grad også ift. mangeltilstandene – er ret nemt at fklare sine behov. Problemet er, at lige så snart man har gjort dette, så er der ingen vej tilbage. Så snart et behov er afklaret, så har man jo lagt en meget præcis vej foran sig. Og det er ikke altid, man har lyst til at gå ned af den vej – selvom dne uværgerlit vil føre til opfyldelsen af manglen eller behovet. Som vi ved fra traumeforskningen, så er der noget tilsyneladende meget trygt i at blive, hvor man er. Og noget tilsvarende og tilsyneladende utrygt i at skulle bevæge sig fremad og faktisk ændre sig. Dette skyldes vel sagtens, at så snart man har afklaret sine mangeltilstande eller sine behov, så kræver det – selvfølgeligt, men nogle gange overraskende – at man også ændre på de vaner, relationer, forestillinger; dvs. de dele af ens selv – som er og har været med til at opretholde ens mangeltilstande og uopfyldte behov.

 

Med andre ord giver man sig selv en større opgave, når man afklarer både mangeltilstande og behov. Og måske manikke er parat til at gå ned af den vej med det samme. Måske processen kræver tid. Og indsigten i at processen kan indfris med små skridt og lidt-af-gangen. Så man ikke får lagt et for stort pres eller en for stor opgave på sig selv. Dvs. små skridt i retning af færre mangeltilstande. Små skridt i retning af mere behovsopfyldelse. Små skridt i retning af mere accept af nøjagtig som man selv og det nuværende øjeblik er.

 

Simon Vittus Jasper Hansen