LYSTEN, VILJEN OG EVNEN TIL AT VÆRE HER – DET GENERELLE MODSVAR TIL TRAUMER
Der er mange veje til Rom. Det samme gælder i traumearbejdet. Nogle veje går primært via kroppen, andre primært via det relationelle, mens andre traumeveje igen går primært via af det spirituelle etc. Men uanset hvilken vej, vi går, og uanset hvilket traume – også hvilket slags: chok- eller udviklingstraume – så er der nogle få fællesnævnere, som gælder samtlige traumer. En af disse fællesnævnere er vores lyst, evne og vilje – eller manglen på nøjagtigt samme – til at være her. Der vil således altid være en form for tilbagetrækning en form for død, en form for opgiven i ethvert traume. Det gælder også for dem, hvis coping-strategier er handlekraft, præstation, etc. Inde bage ved disse udadgående lag, vil vi kunne finde et sted – som er tæt på selve ”traumestedet” – hvor man ikke ønsker at være til. Det at man ikke ønsker at være her, har i udgangspunktet ikke noget at gøre med selvmordstanker. Basalt handler det om det, Almaas har kaldt for manglen på basic trust (altså vores basale tillid). Når vores basale tillid lider et større knæk, som tilfældet er det i ethvert traume, så vil vi til alle tider kunne finde et sted inde i os, som ikke er trygt, roligt og tillidsfuldt ift. os selv, andre mennesker og selve verden, livet og eksistensen. Tag fx et ægtepar, der har levet almindeligt eller ligefrem lykkeligt sammen i 40 år, fået to børn, udviklet sig selvudviklingsmæssigt og spirituelt sammen. En form for mønsterpar. Set udefra virker det mærkeligt, at begge parter ikke for længst i alle aspekter af deres relation til hinanden er 100 % hengivne, 100 % kærlighedsfulde, 100 % overbærende. Men dette er aldrig tilfældet. Hvorfor? Fordi der i begge parter lever traumer. Selv efter 40 års udviklingsarbejde. Det er så afgjort en illusion, at vi nogensinde eller meget hurtigt kan lægge traumerne helt fra os. Årsagen til, at møsnterparet heller ikke har gjort det? Fordi der i begge parter – stadig efter måske 40 års samliv og udviklingsarbejde – er steder, hvor tilliden (basic trust) er lille, meget lille eller ligefrem ikke-eksisterende. Og den naturlige konsekvens af at tilliden og trygheden falder er en form for manglende lyst til at være her. Når vi ikke er trygge og tillidsfulde, så kan vi ikke få os selv med på den – 100 % eller i længden. Det sted, hvor vi ikke er trygge og tillidsfulde, dét sted vil egentlig bare gerne væk. Altså ikke være her.
EKSEMPLER PÅ IKKE AT VILLE VÆRE HER
Eksemplerne på, hvordan det er ikke at ville være her er utallige. Så jeg håber du får lejlighed til – nu eller lidt senere – at mærke det selv inde i dig. Det kan måske være rart i den forbindelse – som det kan være i alt traumearbejde – at huske på, at i alle mennesker, der er et sted, hvor man ikke har lyst til at være til. På den måde kan man sige, at vi er forbundet i også ikke at ville være her: Fordi det ikke at ville være her er (d)et universelt træk for os alle i vore traumatikker. Eksempler på ikke at ville være her kan fx være at tage tidligt hjem fra en fest, en middag, en fødselsdag eller ethvert arrangement. Eller at komme senere. Det kan være at pjække fra aftaler, arbejde, sociale ting, spirituel undervisning (kurser, workshops, retreats, sessioner). Det er at holde noget tilbage: ikke at sige det, der er inde i en. Eller at fordreje og manipulere bare en anelse. Eller rationalisere: Jeg har det sådan og sådan… Fordi… Det at rationalisere, det at gå op i hovedet, er en bortgang. Det er at gå væk fra. Det er, egentligt, ikke at have lyst til at være her: Dér, hvor man i virkeligheden er: I kroppen og følelserne. Og hvor ofte er det nu lige, at vi går væk fra dem? Kroppen og følelserne? Måske – hvis vi tør – vi vil opdage, at det meste eller meget store dele af vores almindelig liv er alskens måder ”At gå væk” på. Dvs. de er direkte udtryk for de sider i os, som ikke ønsker at være her. Og vi behøver ikke at dømme os selv for det. Vi kan konstatere det med nysgerrighed og selvomsorg. En selvomsorg, der véd, at for hvert sted, for hver følelse, for hver erfaring, hvor man ikke har (haft) lyst til at være der, der ligger et behov for kærlighed – et ønske om kærlighed, som ikke er blevet mødt. Får når der er kærlighed nok (og tryghed nok), så begynder det sted, hvis bedste coping-strategi var ikke at være der, pludselig at være der. Eller begynder at have lyst til at være der. Man kan, så at sige, elske det retrospektivt hjem. Som vel er formularen på alt eller det meste udviklingsarbejde. Og derfor også et centralt trin i traumearbejde.
RESPONSEN PÅ MANGLENDE TILLID OG TRYGHED
Ligesom strategierne ift. at arbejde med traumer er mangfoldige, så er også coping-strategierne, og de personlighedsstrukturer, som coping-strategierne sidder i mangfoldige. Tag fx strategier så forskellige som det at prøve at blive usynlig – en meget udbredt traumerespons. Tanken bag kan være, ”Hvis ingen ser mig, så sårer ingen mig, og jeg behøver derfor ikke skamme mig så meget.” Sammenlign så en strategi, der hedder ”Se mig, se mig”. Altså typen, som prøver og ofte også lykkes med at blive midtpunkt for enhver situation. Diametralt modsatte strategier. Men som kan være responser på nøjagtigt det samme traume, den samme type af begivenhed; fx et overgreb, eller et nærværs- eller omsorgssvigt. Tilbøjeligheden til at trække sig tilbage – på alle tænkelige måder – vil selvfølgeligt være tydeligere hos mennesker, der ikke på forskellig vis udøver ”Se mig, se mig-strategien”. Men. Som mange har observeret, så vil der hos de meget selvsikre eller udadgående jegstrukturer være en stor usikkerhed at finde nedenunder. Disse to aspekter kompenserer hinanden; de hænger på en måde sammen. Usikkerheden skaber ligefrem strategien, der hvert øjeblik skal have opmærksomhed og bekræftes og anerkendes og beundres og roses og ses og høres. Et virkeligt sundt og integreret jeg har ikke denne strategi. Nøjagtig samme tendens gør sig også gældende hos dem med mindre jegstrukturer: altså dem, som på forskellig vis forsøger at gøre sig usynlige. Inde i deres personligheder, vil der ofte opbygges en ”skjult” selvfølelse af, at de i virkeligheden er bedre end alle de andre. Altså: Den ene strategi – ”se mig, se mig” – er usikker udadtil, men selvhævdende indadtil. Den anden strategi – ”usynlighedstypen” – er selvsikker udadtil, men usikker indadtil. Bob Moore er kendt for at sige: ”Deflated or inflated? It’s still the same ego.” Altså: ”Inflateret (kunstigt selvhævdende) eller deflateret (kunstigt lille)? Det er stadig det samme jeg. Sandheden er, at de flestes personligheder rummer begge dele. PÅ nogle områder er man udadtil selvhævdende, og indadtil usikker. Mens på andre områder er det omvendt. Og selvfølgelig er der mønstre.
“DISCIPLINE IS THE CAPACITY TO BE”
Citatet kommer fra den afdøde indiske spirituelle lærer, Osho. Det er et citat, som jeg har husket længe. Det rummer en stor tilsyneladende tvetydighed. Som måske er selve årsagen til dets visdom. Nemlig den tilsyneladende tvetydighed, at disciplin defineres som evnen til at være. Men er vi ikke hele tiden? Og hvad har Oshos citat at gøre med den traume-konsekvens, som vi her belyser? Fællesnævneren er selvfølgelig evnen og lysten til at være. Hos Osho handlede det i citatet om at definere disciplin. Her handler det om at belyse en fællesnævner, der er ved alle traumerne: nemlig at vi mister lysten til at være her. Altså være fuldt til stede. Hvis man skulle omskrive Oshos citat til min traume-pointe, så kunne man sige: ”The more you evolve in your trauma work, the more you will increase in your capacity to be.” Altså: Jo mere vi udvikler os i vores traumearbejde, jo mere vokser vores evne til at være her.
KONSEKVENSERNE AF IKKE AT VILLE VÆRE HER
For nogle kan det lyde lidt new age-agtigt, at den manglende lyst til at være her eller være til, skulle være værd at bruge bare to minutter på. Så lad os se på, hvad konsekvenserne af ikke at ville være tilstede er. Altså de sider, som vi alle sammen har: Og lad mig rette fokus herpå med en række spørgsmål:
- Kan du elske, når du samtidigt ikke ønsker at være der?
- Kan du elske andre, når du samtidig ikke vil være her?
- Og hvad med dig selv? Kan du elske dig selv? Give dig selv kærlighed og omsorg, når du ikke ønsker at være her?
- Hvordan er det at forsøge at elske en, der ikke er her? Uanset om det er dig selv eller andre, der ikke vil være her?
- Hvor meget udvikling, spirituelt og selvudvklingsmæssigt, kan du faktisk lave, hvis ud samtidig ikke ønsker at være der?
- Hvor god til noget kan du blive, hvis du samtidig ikke ønsker at være der?
- Og selv hvis det lykkedes dig at blive rigtigt god til noget, hvad vil du så bruge det til, hvis du ikke rigtigt vil være her?
- Hvordan tror du, at det påvirker dine muligheder for at gøre noget godt for andre og for verden, hvis du samtidig ikke vil være til stede?
Og man kunne blive ved.
DEN KORTE KONKLUSION
Er selvfølgelig, at ”hvis” der er et sted inden i os, som ikke har lyst til at være til, så kan meget af det andet ikke slå rigtig rod. Eller meget af det andet hjælper ikke så meget. Eller meget af det andet… We eget the point.
I PRAKSIS
Gælder det derfor om at lokalisere de sider af os, om ikke har lyst til at være her. Som hellere vil hjem. Som slet ikke har lyst til at gå ud af døren. Som skjuler sig. Som overeksponere sig. Og så med en empatisk nænsomhed udfordre denne tilbøjelighed, og den selvbeskyttelse, der ligger dér.
Simon Vittus Jasper Hansen
