Hvordan adskiller man sårbarheden fra traumet?
Vi får meget ofte at vide, at vi skal turde være sårbare. At det er gennem sårbarheden, vi egentlig kan mærke hinanden. Og at der, helt generelt, er meget store ressourcer i at turde mærke sårbarheden noget mere. Ved at lukke den ind, og tillade den, sårbarheden. Og ved at tillade den i sine relationer, sammen med andre. Personligt er jeg enig i alle disse betragtninger om potentialerne i at turde mere sårbarhed. Men det med sårbarheden er ikke altid så nemt. Sårbarheden åbner ofte op til smerte, sorg, frygt. Og til traumerne. Og de følelser, som traumerne har produceret i os (angst, sorg, smerte, skam etc.).
Så det føles vigtigt at adressere, hvad forskellene er på traumet og sårbarheden. Og hvordan vi måske kan lære at navigere bedre i dette ret komplekse farvand. Hvor vi på den ene side af farvandet har vores traume og traumefølelser og på den anden side af farvandet har et stort potentiale for fordybelse gennem sårbarheden.
FOR DET ER NEMLIG TO FORSKELLIGE TING …
Min oplevelse er, at mange ikke kender til denne forskel. I praksis betyder det meget ofte, at når mennesker kontakter deres sårbarhed, så bliver det faktisk meget ofte en form for mild retraumatisering. Dvs. at det der skulle have været sårbarhed ender i traume, traumefølelse, altså retraumatisering. Og det er faktisk synd. Den naturlige forklaring – udover måske ikke at kende nok til forskellene på sårbarhed og traume – er, at de ligger meget tæt ved hinanden, traumet og sårbarheden. Så det er ikke en decideret fejl, at man ofte mærker noget af traumet, når man mærker sårbarheden. De ligger tæt på hinanden. Men med ekstremt store, markante forskelle. Traumefølelserne – fx angst, vrede, smerte – bliver som oftest til noget, som adskiller mennesker. Det er på grund af vores traumer, at vi ikke kan åbne os yderligere for hinanden. Og de følelser, som traumerne har afstedkommet (sorg, angst, smerte, vrede etc.) Og heroverfor er sårbarheden en type følelse eller kvalitet, som bringer os tættere på hinanden. Sårbarheden er en af dørene til dyb kontakt mellem mennesker. Og det længes vi alle sammen efter. Mere og mere dyb kontakt med vores medmennesker. Dvs. vi bør generelt skelne mellem noget, som lukker døre imellem os, og noget, som bringer os tættere sammen. Og i praksis vil begge dele jo være der. Så det er, i praksis, op til os at lære at regulere balancen mellem dem. Endelig, som jeg kommer tilbage til, kan det at lukke hinanden ind i traumelandskaberne være en vej, en ikke så nem vej, til mere sårbarhed mellem fx to mennesker. Men også en nødvendig vej.
I PRAKSIS
Det er fint at teoretisere omkring forskellene på en konstruktiv sårbarhed, som bringer mennesker tættere på hinanden, og så traumefølelserne, som (ofte) over tid skaber mere afstand mellem mennesker. Men det egentlige er, at vi i praksis bliver bedre til det. Så hvordan gør man? En central del af praksis er at kende til forskellene via det mentale – det som vi arbejder på lige nu – og herefter i virkeligheden. At man altså bliver i stand til at vide, om det man mærker, er udtryk for et traume eller udtryk for sårbarhed. Det er klart. Det skal være på plads. Ellers kan man det ikke. Herefter skal man kunne holde sit traume i en vis afstand fra livet, når det dukker op, så at sige. Dette betyder, at hvis man i en situation, hvor man mærker sårbarhed, og derfor en bedre kontakt til et andet eller flere menneske, med det samme identificerer sig med traumet, når det dukker op, så giver man al magt til traumet, og lukker derfor ned for sårbarheden i den positive forstand. Hvilket er uklogt. Det må gerne være der, traumet. Det er der allerede. Som en integreret del af mig, os alle sammen og vores personligheder. Men man skal ikke forære hele forretningen til det. Dette er i virkeligheden, hvad der kaldes for en retraumatisering.
Så lad os sige, at to mennesker udveksler gennem sårbarhed. Det har de besluttet at gøre, dels fordi de ved, hvilke frugter, der ligger i at gøre det. Dels fordi de har hørt så mange mennesker tale om frugterne i sårbarheden. De to mennesker sidder derfor nu over hinanden, og taler åbent, ærligt, frit. Sårbart. Den, der taler, begynder at mærke effekterne af sårbarheden. Der kommer en sprødhed. En åbenhed. Det føles egentlig godt. Samtidig føler man en rigtig god kontakt til den anden. Og så sker det. Så vil traumefølelsen lege med. Den er der pludselig. En følelse af angst. En følelsele af at man skal præstere noget bestemt over for den anden. En følelse af, at man gerne vil skjule noget; at der er noget bestemt man ikke har lyst til at sige til den anden etc. Med det samme man opdager dette, skal man gøre noget. Man kan fx sige det til sin partner: “Hov, nu kigger min traumefølelse frem igen. Jeg skal lige have lidt tid til …” Eller hvis man er mere erfaren med terapi, mindfulness, udviklingsarbejde eller meditation, så kan det være, at man bare selv registrerer traumefølelsen, men uden nødvendigvis at fortælle sin partner om det. Dette kræver selvfølgelig, at man kan holde fast i de positive sårbarhedsfølelser, mens traumefølelsen melder sin ankomst. Og det er ret svært. Hvis man har det godt med at snakke om sine traumefølelser, kan man jo som en naturlig del af kontakten med den anden fortælle, hvad man oplever. Man kan fortælle, hvordan det er lige nu, hvor traumefølelsen kigger forbi. Hvordan ændrer situationen sig? Hvilke billeder, tanker, associationer får man til forskel fra før? Hvor er det henne i kroppen? Hvordan ændrer hele kontakten sig til den anden? Og vigtigt er det her, at det ikke bliver en terapeutisk proces, hvor den anden så tager ordet og fixer én fx: “Jamen det er også synd for dig, du ved jo godt hvor meget jeg elsker dig …” Eller på anden vis forsøger at hjælpe eller løse den talende persons traume. Den lyttende part er med som empatisk vidne, mens den talende part udforsker sit indre. Efter lidt tid kan den talende part igen gå til sit her og nu og fortælle, hvordan det var at delagtiggøre den anden i traumedelen. Og dermed forsøge på at vende tilbage til den virkelighed, som ikke er styret af traumet. På denne skitserede måde bruger man traumet som en strategi til at skabe bedre kontakt til den anden. Men det kan man kun, hvis man ikke lader traumet tage over. Man kan selvfølgelig også “insistere på sårbarheden” for derved at holde traumet fra livet. Det lyder lidt hårdt og firkantet. Men det er faktisk det, man må gøre, hvis man vil sikre den positive sårbarhed. Og. Her er vi meget forskellige. Nogle mennesker, hvilket også varierer meget fra periode til periode, lever meget tæt på deres traumefølelse. Hvilket ikke nødvendigvis behøver at være dårligt. Det kan være sensitive mennesker. Eller mennesker der arbejder intenst i deres terapi- og traumeproces. Sådanne mennesker lever normalt meget tæt på deres traumefølelser. Der skal ikke meget til at trigge traumet. Andre er mere robuste eller har arbejdet mindre med deres traumer, hvilket gør, at de lever længere fra deres traumefølelse. Jo tættere man har traumet på livet, jo mere nødvendigt er det at centrere sig, at blive ved sårbarheden, at sørge for at traumet ikke får al magt.
MERE I PRAKSIS OG OPSUMMERENDE
Det handler altså meget om lære forskellene på traumet og den positive sårbarhed at kende. Et andet udtryk for sårbarhed kunne være “blot og bar åbenhed”. Og det er klart, at ordet åbenhed og ordet traume er forskellige. Dette er langt mindre klart, når vi bruger ordene sårbarhed og traume. Ordet traume kommer faktisk fra det græske ord for sår. Så …
I praksis er balancen altså to ting:
1) Lade traumet være med, når det viser sig – dvs. at man slipper for at undertrykke noget som helst. Traumet er velkomment. Selvfølgelig.
2) Og samtidig – via træning, terapi, meditation – lære at adskille traumet fra den positive sårbarhed. Og så blive ved sårbarheden. Som er ressourcen i situationen. Bliv ved sårbarheden, åbenheden. Men sørg for din centrering. Hvis ikke man sammen med åbenheden sørger for en centrering, så er det kun et spørgsmål om tid, før det åbner for meget, og så bliver det overvældende; dvs. traumatiserende eller retraumatiserende. For en fællesnævner for alle traumer er overvældelsen. Så når vi står rigtigt i åbenheden, så undgår vi overvældelsen. Vi åbner op til, hvor vi kan. Man er åben, men uden at åbne mere, end der er, meget bogstaveligt, rygdækning for. Og. Det er ikke den andens opgave at være min centrering. Det er kun mig selv, der kan centrere mig. Og dvs. det er kun mig selv, der kan sørge for den centrering i min åbenhed. Jeg kan selvfølgelig læne mig ind i den gode relation og den gode kontakt til den anden. Men min centrering ligger aldrig primært hos andre eller i kontakten med andre. Centrering er en kunst, jeg selv må mestre. Når jeg er alene, og når jeg er sammen med andre. Og – hvilket er vigtigt – vi kan bruge hinanden som elementer i centrering. Dette er et helt kapitel for sig.
Rygdækningen henviser også til, at vi – midt i åbenheden og sårbarheden – skal finde ressourcer, som hjælper os med at centrere os. Dette kan fx være at mærke ryggen, bagsiden, benene. Eller hele kroppen. Det kan være ved at centrere sig i et bestemt chakra, som man har en særlig tryghed i. Eller alle andre måder, som hjælper os med tryghed og centrering (visualiseringer, mantraer etc.).
Jeg ønsker rigtig god fornøjelse med arbejdet,
Simon Vittus Jasper Hansen
