Hvad er prisen for at give slip på traumet? Og hvad er frugten?
Vi vil så ofte gerne af med vores traumer. Vi ønsker dem, traumerne og dvs. de følelser og den medfølgende adfærd – for det er jo dem, der er det egentlige problem – hen hvor peberet gror. Var man ikke færdig med det her? Havde man ikke været i terapi med netop dette tema, dette traume, denne historie i årevis? Eller måske endda i årtier? Faktum er, at vi gerne vil af med dem, traumerne. Og de følelser, og den adfærd, som udspringer af følelserne. Selvfølgelig vil vi det. Hvilket er mere end forståeligt. Spørgsmålet er imidlertid: Hvilken pris har det for mig, at give slip på et bestemt traumespor? ”Traumespor” betyder her: de følelser, det indre klima, og den adfærd og de livsvalg, jeg har truffet på baggrund af traumesporet. Hvad skal det koste mig at give slip på dette? På dette årtier lange spor? Hvem er jeg, hvis det faktisk lykkedes mig at give slip på traumet? Og måske allermest centralt: Er jeg villig til at betale den pris, det koster at give slip på traumet?
DEN TRYGHEDSSKABENDE FAKTOR I ETHVERT TRAUME
Samtidig med at vi alle sammen ønsker vores traumer hen hvor peberet gror, så giver traumerne os en fantastisk tryghed. Og derfor holder vi faktisk fast på dem. Det kan være svært at forstå, eller måske endda provokerende. Så lad os se på årsagerne til at traumerne skaber tryghed og derfor årsagen til, at vi faktisk også gerne vil beholde dem. Eller i hvert fald meget ofte, at vi ikke er villige til at betale den pris, det koster at give slip på traumet. For et første – som jeg har skrevet en del blogs om – så er traumet en central del af vores personlighedsstruktur. I nogle udlægninger er traumet simpelthen den afgørende årsag til, at personligheden dannes. Uanset hvad, så er traumet en meget stor del af vores personlighed. Dette er vigtigt at forstå. For det andet – og det er lige så vigtigt – så indeholder traumesporet en coping strategi. Altså vores traumatik, som vi alle sammen lever med den, rummer et faktisk bud på en løsning af noget svært. Lad os tage et eksempel. Personen har ikke fået nok kærlighed og nærvær og opmærksomhed af sine forældre (og hvem har faktisk det?). Nå. Dette savn bliver til en traumestruktur for personen. Personen udvikler så en perfektionisme, et pleasergen eller evnen til at være smuk, som et direkte men ubevidst forsøg på at forhindre, at personen skal komme til at opleve at traumet gentager sig – at man kommer til at mangle kærlighed, opmærksomhed og nærvær. Og selvom det, der definerer den traumatiske side af personligheden aldrig lykkes: Dvs. det at man bliver perfektionistisk, at være en pleaser eller det at være smuk aldrig nogensinde kan sikre en den kærlighed, som man inderst håber og længes efter. Men. Det skaber alligevel en falsk tryghed. En falsk forhåbning. Et indre narrativ, som siger; hvis bare jeg bliver lidt bedre, er lidt mere elskværdig og pleasende, er lidt smukkere, så får jeg det. Og dét giver personligheden et drive, en retning, en mening, et formål. Og det skaber tryghed. Og det er netop disse tryghedsskabende faktorer, som man skal give slip på, når man skal ændre et traume. At arbejde med traumer er ikke kun et følelsesmæssigt arbejde. Og det er ej heller kun et handlingsmæssigt arbejde – fx dét at gå ud og gøre noget andet. At arbejde dybt med sit traume er også et vaneskifte, et orienteringsskifte. Et orienteringsskifte, der bl.a. skal gå fra, at man orienterer sig mod at skaffe tryghed fx fra sin pleaser, fra sit udseende eller fra sin præstation og perfektionisme til noget, som man egentligt faktisk kan bygge en tryghed på. Indre tryghed. Indre forankirng. Essenskvaliteter. Centrering etc. Noget, som er egentligt mig.
REALISME
Hvad er meningen så med dette blogindlæg? Vil jeg gerne tage modet fra dem, der gerne vil give slip på deres traumer. På ingen måde. Måske det handler mere om realisme. At vi bliver mere realistiske i vores omgang med traumer. Og ikke tror, at et online kursus på to timer faktisk kan få os til at give slip på et traume – eller et kursus på to år. Det tager meget længere tid. Og det koster meget mere. Og fordi det er svært og langvarigt et projekt, bliver realismen endnu vigtigere. Et af realismens råd er derfor også: ”Ja, bliv ved at arbejd med traumerne. Men huske også at forbedre din nuværende relation med traumet – for det går ikke væk lige med det samme.” Hvis vi faktisk havde kunne slippe alle traumerne på en eller anden smart måde på få timer, få uger, få måneder eller få år, så var det fint. Men erfaringerne fra terapien de sidste 50-60 år i vores del af verden er netop, at de ikke forsvinder. Derfor må vi genoverveje dels vores relation til vores traumer, og dels vores forventning om, at vi på kort tid kan få dem hen, hvor peberet gror. Noget af dén genovervejning har rod i spørgsmålet om afvejningen af: Hvad vil jeg betale for at give slip på traumet.
FRUGTEN
Som jeg nævnte indledningsvist er det klart og naturligt, at vi gerne vil af med vores traumer. Det vil vi også – lige så klart og naturligt – med alle øvrige negative følelser og tilstande. Men den instinktive-astrale mekanisme, der gerne vil af med alt det negative, er langt fra nok til at arbejde dybt med traumerne. Endda meget langt fra. Hvis vi virkelig vil have fat dybt nede ved traumerodens nælde, så må have dybere fat i vores motivation for at ændre på traumesporet. Og denne dybere motivation har en direkte forbindelse til den pris, det koster at ændre traumet. Hvad vinder? Vinder min motivation over den smerte, der ligger i at jeg skal give slip på trygheden i traumet? Eller omvendt? Og der er ingen skam i at tabe til sit traume. Gør man dette til et stort nummer, gør man bare traumet stærkere. Vi taber alle sammen regelmæssigt til vores traumer – fordi, bl.a., det er én del af vores personlighed. Det gælder også os, der har arbejdet dedikeret og målrettet i årtier. Der er ingen skam i det. Eller det skal vi forsøge ikke at tillægge dette vilkår, at vi vil tabe til traumet. Vi kan her forsøge at mindske skammen, og dermed øge accepten, tolerancen og overbærenheden med os selv.
ET TRANSFORMATIVT ASPEKT
Som jeg ofte har skrevet om, og som fx Enneagrammet beskriver meget tydeligt, så er traumet primært en følelse. Alle grundtraumer afstedkommer én primær negativ følelse: Sorg, vrede, skam, angst. Dvs. hvis vi skal sætte den opskrift, som er outlinet i dette indlæg, ind i noget, der er helt konkret, så betyder det, at hver gang, man mærker ens negative grundfølelse – angst, sorg, skam, vrede – så kan man spørge sig selv: ”Er jeg villig til at give slip på denne følelse?” Eller mere lig med overskriften på afsnittet: ”Er jeg villig til at transformere følelsen til noget andet?” Er svaret ja – dvs. man vil gerne give slip på den negative følelse, og man vil gerne transformere den – så er svaret ja til, at man er klar til at betale den pris, det koster at ændre eller slippe traumet. Det sjove ved dette aspekt er, at når vi anskuer traumet sådan – nemlig sådan at vi udelukkende møder traumet i den negative grundfølelse (og de medfølgende handlinger) – så har vi hulens mange chancer for at ændre i vores traumatik. For – det ser man tydeligt, når man begynder at kigge nærmere efter, fx på månedslange meditations-retreats – så kan man (næsten) altid, bogstaveligt talt altid, finde en flig eller en stor bid af den negative grundfølelse. Så det sjove er, igen, man har hele tiden chancen. Hver gang den viser sig; følelsen, mønsteret, tilbøjeligheden, selvbilledet, vanen, afhængigheden, masken, selvforglemmelsen, man gemmer sig, man lyver, hver gang det viser sig, ja hver gang har man chancen for at transformere – for ikke at gå med, men at ændre, at give slip. Basalt til at gå en anden vej. Hvis man vil betale prisen vel at mærke. Og det sjove eller smukke er endvidere, at finder man ud af, at man ikke vil betale prisen – fx vil man ikke af med den tryghed, som et traumespor udmøntet i perfektionisme eller en pleasende adfærd har givet – så har man chancen igen: Først se på sig selv med ærlighed og overbærenhed. Hernæst stille spørgsmålet: ”Vil det være muligt for mig med tiden at komme hen til et ståsted, hvor jeg faktisk vil være klar til at give slip eller bare lidt mere slip på den tryghed?” ”Måske når det er lykkedes mig at etablere en tryghed på en anden vis end fx via perfektionisme eller pleasende adfærd, så vil det være meget lettere for mig at betale prisen for at slippe traumet. Og så snart jeg bruger spørgsmålet: ”Er jeg villig til at betale prisen for at ændre traumet, så ved jeg, at det er jeg. At det kan jeg. At jeg allerede er i gang med at gøre. Og derfor tør jeg godt igen.”
Jeg ønsker rigtig god fornøjelse med udforskningen,
Simon Vittus Jasper Hansen
