SELVVÆRD, VÆRDI OG VALIDERING – HVOR KOMMER DET FRA?
Selvværd er måske et af mest fortærskede områder i både terapi, selvudvikling og spiritualitet. Hvis der dog overhovedet er noget, der hedder selvværd i det spirituelle? Fordi i det spirituelle, dér handler det vel netop om at komme af med sig selv? Det kommer vi tilbage til. I denne blog skal vi se på de områder af livet, hvor selvværd, følelsen af at have værdi og validering har den største betydning. Og selvom det måske er et fortærskede emne, så er relevansen vel aldrig opbrugt? Det store spørgsmål er – for mig at se – hvor værdien kommer fra? Når vi fx føler os værdige, når vi har et godt og et sundt selvværd, når vi føler os valideret, hvor kommer så disse følelser, stemninger eller måske kvaliteter fra?
BØRNS FØLELSE AF VÆRDI OG SELVVÆRD
H. Almaas har skrevet meget om selve værdi-begrebet. Forstået som noget mere fundamentalt end selvværd. Værdi er altså det overordnede. Værdien af selv, dvs. selvværdet, er derfor et underbegreb af at noget har værdi. Så spørgsmålet om værdi kommer før spørgsmålet om selvværd eller ”selvværdi”. Almaas siger: ”When we look at a child, we see that (the) sense of fullness, of intrinsic aliveness, of joy in being, is not the result of something else. There is value in just being oneself, it is not because of something one does or doesn’t do. It is there in the beginning, when we are children, but slowly it gets lost.” Altså: Når vi ser på børn, så ser vi, at spørgsmålet om værdi, værdighed, selvværd etc., slet ikke findes. Børn finder det værdifulde umiddelbart. Og de kender til et naturligt selvværd. Af sig selv. Indtil de så begynder at miste det. En anden meget essentiel pointe fra Almaas ift. værdi og selvværd er, at det (selvfølgelig) er knyttet meget tæt sammen med det nuværende øjeblik. Selvom det måske igen ser banalt og fortærskede ud, fx at sige at værdi kommer fra en barnlig uskyld og fra det nuværende øjeblik, så tror jeg, at man kan lære utroligt meget af betragtningerne fra Almaas. Jeg tror ikke der er mange af de mange mennesker, der snakker så meget om værdi i samfundet, som har hverken en teori eller en erfaring af, at værdi kommer fra det nuværende øjeblik? Eller hvad? Et interessant spørgsmål er – som vi ikke går dybere ind i her – netop, hvilke forestillinger vi gør os som samfund om, dels – det er klart! – hvad der er værdifuldt. Og hernæst vores forestillinger om, hvor det, der så er værdifuldt kommer fra.
AT KUNNE MÆRKE VÆRDI – OG AT KUNNE MISTE DEN
Det sjove i samtalen om værdi er selvfølgelig, at vi alle sammen har evnen til at mærke det. Det er en medfødt evne; som selvfølgelig både kan forfines og næsten ødelægges. Vi kan mærke værdi både når det er der, og når det ikke er der. Vi kan alle sammen, uden undtagelse, mærke når noget virkelig er værdifuldt for en (også selvom man måske ikke handler på følelsen eller decideret undertrykker den. Mærke den kan vi): Den følelse bør man nok sætte to streger under. Lagre ekstra godt på harddisken. Og i det hele taget blive mere opmærksom på. Det modsatte gør sig også gældende: Vi kan allesammen mærke, når det ikke er der. Når noget eller nogen – eller en selv – føles værdiløst.
ÅRSAGEN TIL AT VI ER FORVIRREDE
Ethvert samfund, enhver person, enhver tidsperiode – fx den romerske, de indianske, de persiske og vores moderne vestlige – har værdier. Nogle bevidste, udtalte evt. nedskrevet. Andre uudtalte, ubevidste, ikke-nedskrevet. Mao. når vi fødes, så fødes vi ind i en verden af værdier. Vi fødes ind i ”relationer” med personer, der har værdier etc. Og ret ofte vil børn føle et split mellem det, de mærker lyst og behov for, og så de ”værdier” eller regler, der omgiver dem. Freud har beskrevet det med begrebet ”kulturens byrde”. Dvs. dét faktum at ingen børn (heldigvis!?) får lov til kun at reagere på deres egne behov og lyster. Fordi vi tilpasser os gennem opdragelse og læring. Eller decideret får stukket de eksisterende værdier ned i halsen. Eller får dem banket ind i kroppen, hvis vi ikke efterlever dem. Selvom vi i vesten anser os selv for meget civiliserede, var det først i 1997, at forældre ”mistede” ”retten” til at slå deres børn. Op til da var det altså lovligt at banke værdier ind i børns kroppe. Alt dette er banal viden. Både at vi fødes ind i en verden af værdier. Og at den ”overførsel” af værdier foregår på forskellige måder. Det der er det helt store, afgørende og springende punkt er, at vi som børn under værdi-overførslerne begynder at opleve et split mellem det, vi selv mærker, i kroppen og i følelserne og i tankerne, og så det der bliver tænkt, sagt, følt, og handlet på af de andre. Man havde fx som 3-årig lyst til at spise lille Idas jordbærkage. Hvorfor? Fordi den så lækker ud! Masser af lyst dér. I stedet fik man et rap over nallerne – hvis det var før 1997. Hvis ikke, var der måske en ”venlig” og ”empatisk” pædagog, der fortalte en, hvor skidt det var at gøre sådan noget, og hvor ked af det, man ville kunne gøre lille Ida. Konklusion: Split mellem det, der mærkes indeni, og den respons man får udefra. Den forvirring, som opstår eller kan opstå på baggrund heraf er fundamentet for al manglende værdi. Fordi man indlærer at noget andet end det man mærker er sandt, godt eller rigtigt. Og det retter man sig efter. Hvis man er i tvivl, så tag
STRESS SOM EKSEMPEL
På en måde er det ejendommeligt, at vi – her i den mest avancerede del af verden – har pådraget os stress som folkesygdom. Årsagen? At vi ikke springer fra i tide. At vi ikke agerer på de signaler, der jo er hos samtlige af mennesker med stress. Årsagen? At vi oplever et split – nøjagtig som de to 3-årige jordbærspisende børn – mellem dét, man mærker, og de værdier, de idealer, de forpligtelser, dvs. de ofte ubevidste antagelser om virkeligheden og en selv, der findes: ”Det skal jeg kunne klare”. ”Hvis ikke jeg kan klare det, så er det ikke godt nok.” Alt sammen værdier, som har den utroligt klare fællesnævner, at de ikke – og det er ”ikke” med al mulig understregning – stemmer overens med det, man oplever eller mærker. For når man er i eller på vej ind i stress, oplever man ikke, at det kan man sagtens klare. Man oplever tværtimod sygdomslignende tilstande; af hjertebanken, søvnmangel, utilpashed, ked af det hed, meningsløshed, angst etc. Men man oplever også noget andet? Og det er nemlig overjeget, der siger: ”Du skal klare det!”. ”Det skal du kunne klare” etc. Hvorfor? Fordi vi med et fint ord har internaliseret de værdier, der var og er rundt omkring os. Som sagde at dette er normalen: 40-70 timers arbejdsuge, 2 små børn, et haltende ægteskab, 4-7 sociale arrangementer ugentligt (middag, børnefødselsdag, møder, en tur på museum, træning etc.): ”Det kan vi sagtens klare”. ”Det bliver godt”, siger overjeget. Kroppen siger noget andet. Igen split.
VEJEN TILBAGE
Er selvfølgelig ikke – det sagde Freud vist heller ikke – at vi alle skal have lov til at gøre, hvad vi vil. Det vil blive en afvej. Og vi kan nemt se hos nogle mennesker, som ikke har fået sat grænser, at de som oftest ikke bidrager ret meget til deres omgivelser. Vejen tilbage. Vejen frem. Eller vejen ind: Er igen at skabe (mere) overensstemmelse mellem det man oplever og mærker, og så den virkelighed man lever i. Mao. at give værdi til den primære oplevelse, den primære følelse eller primære sansning, man oplever. Og det starter med at de umiddelbare oplevelser af tanker, sansninger og følelser får lov at være, som de er. At de får plads. Ikke – selvfølgelig igen – at alle behov, følelser, lyster, sansninger, tanker skal ageres på. Men de skal have en plads i virkeligheden. Hvis vi ikke kan tillade vores egentlige virkelighed at være som den er, uden at fortælle – med det samme – at den skal være noget andet, så kan vi aldrig skabe denne overensstemmelse mellem den indre og den ydre virkelighed. Hvilket må være – og også i flere traditioner og af flere forfattere er beskrevet som – endemålet for al personlig udvikling og spiritualitet. Og hvilket er et fundament mod større følelse af værdi, hos sig selv, forstået som selvværd. Men også som en oplevelse af værdi i livet, værdi i livet, værdi i relationer. Hvis den indre virkelighed altid bliver dømt eller manipuleret, så afskærer vi os selv fra værdi, selvværd og det værdifulde liv.
Simon Vittus Jasper Hansen
