Essenser af de sidste 50 års traumeforskning
Mængden af videnskabelig testet viden om traumer er i dag enorm, sammenlignet med for 50 siden, i 1976. Den viden vi i dag har om traumer har gået hånd i hånd med generel hjerneforskning, forskning i mindfulness samt øvrig forskning i stress, menneskets fysiologi og nervesystem. Og selvom det ikke lader sig gøre at lave et udtømmende resume af den viden, man har produceret de seneste 50 år i et kort blogindlæg, så føles det alligevel aldeles meningsfuldt at forsøge at lave nogle hovedlinjer. Samtidig er det en interessant tanke, at der over hele jorden hver dag fortsat arbejdes på at forbedre og nuancere de eksisterende traumemetodikker, som formentlig betyder, at vi om 50 år ved lige så meget mere, som vi i dag ved ift. for 50 år siden. Og forhåbentlig kommer den ny viden til at betyde, at mennesker også i fremtiden får bedre og bedre hjælp til at overkomme vores almindelige problemer og traumer. Hvis der ellers var en forskel på traumer og almindelige problemer.
LAVERE AROUSALNIVEAU
Arousalregulering vil sige, at vi arbejder på, at regulere klientens nervesystem nedad; henimod mere tryghed; henimod mindre opspænding. Vi skal huske på, at det ikke er en nem sag for nogen at skulle arbejde med traumer. De fleste klienter kommer derfor med en større eller mindre opspænding over at skulle konfrontere traumet. Det er naturligt. Men. Megen forskning har dokumenteret, at vores kapacitet for forandring stiger signifikant, når vores arousalniveau nedreguleres. Samtidig skal vi huske på, at langt de fleste mennesker i vores tid lider af en eller anden form for stress. Klienten kommer måske direkte fra arbejdet og tager derfor det arbejdsmææssigt forhøjedede arousalniveau med sig ind i terapien. Hertil kommer at selve vores tid kollektivt set er præget af (begyndende) klimakatastrofer, krige, epidemier samt et internationalt farvand, der ser mildest talt kaotisk og opbrudsagtigt ud (jf. de seneste naturbrænde i sydeuropa, hvor en kvinde selv spontant sagde: ”Det er apokalypsen”). Helt konkret betyder dette, at stort set alle menneskers nervesystemer er under pres. Heldigvis i mindre grad for mange. Men også mange lider meget. Og mange er ramt af alle tre processer: Et signifikant stressniveau fra arbejdslivet, presset fra dybere traumearbejde, og endelig påvirket af de negative kollektive billeder. Der er altså som aldrig før al mulig grund til at regulere ned i arousalniveau.
KROPPEN ER MEGET VIGTIGERE END VI TROEDE
Går man nogle årtier tilbage, var der en generel konsensus om, at kroppen påvirkes i traumet. Man havde en måske mere naiv forestilling om, at traumearbejde mere handlede om følelser og minder. Og der var derfor langt mindre konsensus om, at kroppen også er det sted, hvor selve helingen foregår. At de ressourcer og potentialer, som udgør selve traumehelingen faktisk bor i kroppen (versus at de bor i sindet eller følelserne, som man måske troede for årtier tilbage). Dette kropsorienterede fokus kan vi se bl.a. på, at stort set alle de nye traumemetodikker (SE, RTT, NARM etc.) arbejder med kroppen i udpræget grad. Herudover er mennesker, der både arbejder på deres egne traumer og dem, som hjælper andre med deres traumer blevet aldeles optaget af forskellige kropspraksisser – som et helt afgørende og fuldstændigt uundværligt (del-)fundament for selve traumearbejdet. Altså vores villighed til at gå i fitness, til løbetræning, til yoga, at danse, qi gong, ridning, gåture. Hvis man forestillede sig, at man fjernede al den kropspraksis, mennesker har lavet de seneste 50 år i både traumeregi og i personlig og spirituel udvikling, så ville vi formentlig kun være nået en brøkdel af dét, vi rent faktisk har nået indtil nu. Mennesker begynder – som oftest af nødvendighed – at prioritere kroppen meget højt. Og det er en glæde at se.
RESOURCEORIENTERING
I både SE og RTT (Relationel Traumeterapi) – samt mange af de øvrige metodikker – har man et ressourceorienteret fokus. Helt konkret betyder det, at man i fortiden havde næsten udelukkende fokus på helingen, på at traumet kunne kureres, på at gennemleve traumet, for så at slippe det. Mens det ressourceorienterede betyder, at man dels har fokus på alt det, som ikke er traumatiserede. Og dels at man arbejder meget med selve den ressource, som man faktisk har til at rumme og processere traumet. Kabat-Zinn, en af pionererne inden for moderne mindfulness, er berømt citeret for, at sige, at uanset, hvor meget galt der er med dig, så er der mere rigtigt med dig, så længe du trækker vejret. En af årsagerne til ressourcefokusset er, at mange opdagede, at man ved at arbejde for længe med selve traumet faktisk forårsagede eller kunne risikere at forårsage en retraumatisering. Dvs. man oplevede, at ”arbejdet” med traumet faktisk fastholdt klienten i traumet – i stedet for at befri klienten fra det. Resourceorienteringen kan også fokusere på bestemte færdigheder, som man fx gør det i RTT. Man har her den pragmatiske orientering, at noget af det udfordrende i et traume er, at man mistede forskellige færdigheder. Det kan være færdigheder som at kunne mærke sin egen krop, færdigheden i at kunne sige fra, færdigheden i at kunne gå væk fra en ubehagelig situation. Derfor er strategien, at man genoptræner disse færdigheder. For således at generhverve sig de ressourcer eller færdigheder, man mistede i traumet.
RELATIONEN SOM HEALER
I fortiden anså man mere terapeuten som neutral behandler. I dag ved man, at terapeutens egentilstand – fx, men ikke kun, den tilstand, der er inde i terapeutens nervesystem – er en direkte regulerende faktor for klienten. Endvidere ved man, at selve relationen – også selvom vi kalder det en terapeutisk relation – har en healende kraft. Når vel at mærke relationen er god (nok). Når der er tillid og respekt etc. En af kontrakterne i den terapeutiske relation er fx, at alle tilstande og følelser er acceptable hos klienten. Dvs. denne regel er i sig selv med til at ændre den relationalitet, som klienten har med terapeuten. Klienten bruger således denne kontrakt til at kunne indgå i en mere autentisk relation med mere autentisk kontakt. Og den autentiske relation, og den autentiske kontakt, er en afgørende healer. Hvis vi sætter dette punkt, der handler om relation og kontakt, ind i ressource-punktet, så gøres vi opmærksom på, at en af de færdigheder, vi mister i traumet er evnen til at være i god, ligeværdig og givende kontakt med andre mennesker. Det gælder derfor stort set alle mennesker – også alle dem, der arbejder med deres traumer – at et udslagsgivende punkt er evnen til at være i en god kontakt med andre.
Simon Vittus Jasper Hansen
