HVORDAN SKABES FORANDRINGER? OG HVORDAN NEDJUSTERER MAN SINE FORVENTNINGER?

Dette spørgsmål – hvordan man skaber forandringer – må høre til de helt store spørgsmål. På en måde er det endnu mere fundamentalt end de klassiske spørgsmål som fx ”Hvorfor er vi her?”, og ”Hvem er jeg i virkeligheden?”. For så snart man faktisk kan skabe de ønskede forandringer, så bliver de førnævnte spørgsmål nærmest ligegyldige. Og hvorfor er det så så svært med forandringer? Hvad gør vi galt? Og hvordan kan vi gøre det lettere for os selv at opnå det, vi gerne vil.

Et vigtigt aspekt, der gør sig gældende er, at vi jo skal have en følelse af, at det kan være godt at forandre sig. Og et tror jeg mange mennesker fundamentalt ikke føler. Vi kan vel alle sammen kende en slags hverdagsagtig zombie-tilstand, hvor vi hverken vil eller tror vi kan gennemføre noget, så tingene ændrer sig fundamentalt. Og så ændrer tingene sig jo ikke.

Vi har en kulturelt indgroet naiv forestilling om det at skabe forandringer

Det er tydeligt at spørgsmålet om, hvordan man skaber forandringer er ubesvaret i vores kultur. Beviset for dette finder man i den måde vi taler om forandringer; fx i konsulent-verdenen. I den helt slemme ende a skalaen kan man opleve, at en personalegruppe med eller uden konsulent, afholder en personale-dag. Her siger lederen eller konsulenten, at nu skal afdelingen vælge hvilke værdier, den pågældende personalegruppe har eller vil have. Der udleveres så et stykke papir til hver af de fremmødte, og meningen er så, at hvert individ nu skal nedskrive 5-10 kerneværdier. Herefter indsamles det hele, og lederen eller personalegruppen opsummerer måske 3 værdier, som gik igen flest gange på de nedskrevne papire. Herefter laver man nogle plancher om disse grundværdier, og hænger dem op på arbejdspladsen. Og man tror så, at man har skabt en forandring (hvis det er helt godt, så laver man kaffekopper, hvor man få printet værdierne på). Pointen er – måske det er tydeligt nok – at vi har en naiv og mega ufuldstændig og ubevidst opfattelse af, hvordan man skaber forandringer. Det samme gælder i mange andre af de klassiske forandrings-domæner: Vægttab? Hvor mange mennesker er fx lykkedes med varige vægttab? Det gælder alkohol-, arbejds-, og motions-vaner. Hvor mange mennesker lykkedes egentlig med varige forandringer? Og med varige mener jeg måske efter 5 eller 10?

For at tydeliggøre dette vil jeg invitere dig til at stille dig selv dette spørgsmål: Hvilke varige forandringer har jeg indtil nu lykkedes med i mit liv indtil? Store som små. Brug noget tid på dette spørgsmål, når du har tid, og har den rette motivation. Gå hele dit liv igennem, og besvar spørgsmålet. Og herefter vil du ganske givet være stillet mere realistisk til, hvad der faktisk er muligt.

Urealistiske forventninger – og forandringens 3-enighed

Jeg tror, at meget af årsagen til, at vi generelt har alt for lav succesrate med varige forandringer er, at vores forventninger er for høje og for urealistiske. Og hvad er så igen årsagen til dette: vores urealistiske forventninger? Dels kender vi os selv for dårligt til egentligt at vide, hvad vi kan. Hvis vi på et dybere plan kendte os selv, ville vi vide præcist hvad vi kunne, og derfor hvad realistiske forventninger ville være. Og vi ville derfor i langt, langt højere grad lykkes med vores forandrings-forsøg. Alt forandrings arbejde har på en måde 3 elementer i sig: 1) Dér og dén man er, 2) dér hvor man vil hen, og 3) hvilke skridt, kompetencer, indsats, som det kræver at komme fra punkt 1)-2). Men igen: Vi kender os selv for dårligt til at vide, hvem vi egentlig er; hvilket indebærer, at vi ikke ved præcist hvad vi vil, og hvor vil hen. Endelig har vi sjældent et præcist billede af, hvad det rent faktisk kræver at komme derhen, hvor vi ønsker. Eller for den sags skyld, om vi er villige til at betale den pris, at lægge den indsats, så det kan lykkedes. Med andre ord:

1) Vi ved ikke, hvem vi selv er

2) Vi ved egentligt ikke, hvor vi vil hen, og hvad vi vil

3) Vi ved ikke, hvilken indsats det rent faktisk kræves at gå netop den distance (altså at komme fra a-b; endsige, om vi dels selv tror vi kan gå den distance, dels om vi vil gå den distance)

At blive klar på sig selv – og kunne nedjustere sine forventninger

At lykkes med de varige forandringer handler altså meget om at lære sig selv bedre at kende (som man fx lærer med mindfulness, meditation, terapi og selvudvikling). Men også meget om at nedjustere sine forventninger. Den måde mange mennesker forsøger at lave forandringer er ved at sætte for høje mål, for høje forventninger. Og med det samme de indser, at de ikke kan indfri disse for høje forventninger, så stopper de mere eller mindre med at forsøge. Hvilket jo på en måde er mærkeligt. Noget mere rationelt ville nok være at indse: ”Ok; det at træne 30 minutter 5 gange om ugen kan jeg altså ikke holde i længden, så derfor må jeg blive nysgerrig på, hvad jeg rent faktisk ville kunne holde i måneder og år – i stedet for at give op og lade være med at træne; hvilket mange gør.” Man kan sige, at det at nedjustere sine forventninger også handler om at ens drømme og ens virkelighed kommer mere sammen, bliver mere ens. For uanset hvad ens drømme, forventninger og målsætninger er, så vinder virkeligheden jo alligevel hver gang.

Realisme og nøgternhed er nøgleord – især i svære perioder

Jeg har selv, og bakser stadig meget med det at kunne holde rutiner; i mit tilfælde praksis-rutiner; rutiner med meditation og krops-træning. Og jeg har her fundet ud af, at det jo altid er i de svære tider, at det er svært at opretholde ens forandrings rutiner. Det er let, når det er let. Og alt er godt, og solen skinner, og kærligheden er der. Men hvad gør man, når det ikke er tilfældet? Det er her kunsten at nedjustere sine forventninger og målsætninger kommer ind. Hvad når vi er syge? Når vi er ulykkelige? Hvad kan vi så gøre? Hvis vi nedjusterer målsætninger og forventninger, så kan vi faktisk gennemføre forandringer her. Og det handler om, at vi primært må forstå, at på en af de svære dage, så har jeg nogle langt dårligere forudsætninger for at gennemføre mine forandringer. Og fordi jeg nar nogle helt andre forudsætninger, så er det helt sikkert rationelt, realistisk og nøgternt også at nedjustere målsætningerne. Gør vi det, så kan vi altid gennemføre vores ønskede forandringer. Og det er vel egentlig en virkelig dejlig tanke: at uanset hvor svært det er i en dag eller en periode, så kan vi faktisk – hvis vi vil – og hvis vi følger nogle af de anbefalinger som er anvist her, opnå vores ønskede forandringer.

Konklusion – “jeg vil” og “jeg kan”

Og hvordan gør man så? Nedjusterer sine forventninger? Der er to ting, man skal kunne i enhver forandrings-situation; uanset hvad det handler om. Man skal dels ville det nok. Og dels skal man have en virkelig tro på, at man kan det, som forandringen kræver af en. Hvis man med helt ro og god følelse i hjertet og maven kan sige: “Jeg vil det”, og “Jeg tror helt klart på, at jeg kan det”, så er man aldeles på rette vej. God fornøjelse.