Hvorfor er det skadeligt ikke at være blevet mødt i sine følelser?
Vi taler tit om det ikke at være blevet set eller mødt i sine følelser som barn. Eller at vi som voksne har været mindre heldige over for børn – enten som forældre, pædagoger, lærere eller andre ”professionelle”. Men hvorfor egentligt er det så skadeligt ikke at være blevet mødt i sine følelser? Hvad koster det senere hen i livet? Og hvad kan vi i det hele taget lære af dette begreb at blive set og mødt i følelserne?
HVAD BRUGER VI OVERHOVEDET FØLELSERNE TIL?
Dette spørgsmål må være ret afklaret, før vi kan sige noget om, hvad det koster ikke at være blevet mødt og set i dem som barn. Eller for den sags skyld, hvad det koster når vi som voksne ikke ser både børn og andre voksne i deres følelser. Og hvad det koster for os selv som voksne, hvis vi ikke selv ret tit bliver mødt og set i vores følelser. For kan vi overhovedet lære at blive set i noget, vi aldrig er blevet set i? Kan vi lære noget – i 20’erne, 30’erne, 40’erne, 50’erne eller endnu senere – hvis vi indtil da aldrig er blevet set i det?
Det handler altså på et helt fundamentalt niveau om, hvad vi bruger følelserne til. Og endnu mere konkret om, hvad børn bruger følelserne til. For det er nemlig ret anderledes, end det som vi voksne bruger følelserne til. Følelserne hos børn er spontane og levende. Og bl.a. derfor udgør følelserne sammen med sansesystemet det allermest grundlæggende orienteringssystem for at være i verden. Eller man kunne faktisk sige: Følelserne er faktisk det eneste – i hvert fald når børn er mindre og måske ret langt op i teenagerne – tilgængelige orienteringssystem! Og bliver man ikke mødt i det, eller betvivlet i det. Eller kritiseret i det. Så har vi faktisk virkelig balladen. For hvordan skal man så kunne være i verden?
EKSEMPLER PÅ IKKE AT BLIVE MØDT I FØLELSERNE OG SANSNINGERNE
Lad os tage et eksempel: Et barn mærker en stemning i hjemmet, en følelse af konflikt mellem forældrene. Måske spørger barnet: ”Far, er du vred på mor?” Faren benægter. Måske endda med en irettesættelse: ”Det skal du slet ikke bekymre dig om sagt i en aggressiv eller nedladende tone”. Dette betyder, at den måde barnet sanser verden på er blevet både benægtet og ageret med vrede imod! Vi skal tænke på, at det kognitive system, som vi (videre)udvikler som teenagere og voksne, det har mindre børn slet ikke. Dvs. de har ikke noget kognitivt system til at navigere efter. Hvis man var voksen og havde den samme dialog med sin far eller en anden, kunne man måske – fordi man har et kognitivt system! – sige til sig selv: ”Det kan være, han ikke vil tale om det lige nu. Han er måske stresset. Jeg vender tilbage på et andet tidspunkt.” Og på den måde har ens navigationssystem på ingen måde lidt overlast – tværtimod måske. Fordi følelses- og sansesystemet så at sige er blevet reddet af det kognitive system, som kan fortælle, at det måske ikke er lige nu, at ens far ønsker at tage den snak. Dette er formentlig også grunden til, at børn, som ikke bliver set og hørt i deres følelser, kan ende med at udvikle deres kognitive færdigheder for tidligt. Det alarmberedskab, der går i gang, når et barn gentagne gange har mærket en vrede hos fx faren rettet mod moren, og så har fået at vide, at ”Der er ikke noget”, den splittelse mellem farens udsagn og barnets egen sansning kan lave en ”for-hurtig” vækkelse af det kognitive. For hvad er der mon galt? Måske med mig selv? Eller måske med far eller mor?
Et barn har ikke et indre kognitivt system, som ved, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad der er farligt for det. Og hvordan verden er indrettet. Hvem de andre er. Hvem man selv er. Men barnet har følelserne og sansesystemet. Dvs. børn er helt og aldeles henledt til at kunne bruge følelser og sansninger. Og bliver man benægtet, betvivlet, kritiseret – eller på andre måder bare ikke mødt og set i dem – så mister man på en måde sin evne til at kunne navigere i verden! Selvfølgelig har man stadig sit sansesystem i behold, selvom man ikke bliver mødt og set i følelserne. Men sanserne kan også blive benægtet: ”Nej, du kan umuligt være sulten nu. Det er kun en time siden, vi har spist.”
SKAL BØRNS FØLELSER SÅ BESTEMME DET HELE?
Selvfølgelig er der en tynd linje mellem det, der faktisk er i barnets interesse – fx at have nok tøj på, hvis det skal ud og lege i snevejret – og det som barnet måske ”sanser” af lyst til bare at komme ud. Men denne tynde linje mellem, hvad der er i barnets egen interesse er et helt andet tema og emne end det at møde barnet i dets følelser. Man skal selvfølgelig gøre begge dele. Som voksen altså tage det ultimative ansvar for at give barnet de optimale muligheder for at have det godt, og derfor bestemme, hvad det skal spise, hvornår det skal sove, og hvor meget tøj det skal have på. Og så samtidig møde det i dets følelser. Opgaven for voksne har altså noget med autoritet at gøre. Og børn tester os voksne på vore autoritet. For hvornår vælger vi faktisk at møde børnene rent – og hvornår kan vi faktisk dette? Og hvor meget kan vi det faktisk? – og hvornår skærer vi igennem selvom barnet græder? Og hvor tilpas er vi voksne i disse situationer? I samme øjeblik vi føler os kompromitterede på vores autoritet – og hvilke voksne føler ikke det fra tid til anden? – og derfor fx producerer en vredesfølelse mod barnet, som stritter imod, ja, så er det faktisk så som så med både at møde barnet rent, samtidig med at vi udlever den korrekte autoritet. Begge dele røg ud med badevandet. VI følte os ramte af barnets sætten sig imod. Man kom som voksen i kontakt med sin egen afmagtsfølelse. Eller med vreden mod baren. Dér forsvandt både vores mulighed for at møde barnet rent i dets følelser, samt vores mulighed for at agere med korrekt autoritet.
SVARET ER ALTSÅ MEGET ENKELT
Det spørgsmål, som vi åbnede ballet med foroven – hvad bruger vi følelserne til – er altså helt klart. Følelserne er vores måde at orientere os i verden på. Senere hen som teenagere og voksne udvikler vi det kognitive system. Som børn har vi det ikke. Og vi bliver altså fremmedgjorte over for virkeligheden, når vi ikke bliver set i følelserne. I praksis betyder det, at vi mister evnen til at være i verden på en hensigtsmæssig måde. En anden måde at sige dette på: Vi mister faktisk alt.
Når vi mister vores orienteringssystem, som vi skulle bruge til at være i verden med, og passe på os selv, og senere som unge og voksne også udvikle evnerne til at passe på vores omgivelser, ja, så mister vi alt. Det svarer lidt til en flyver, hvor alt navigationsudstyr pludselig sætter ud. Intet virker. Og piloterne har ingen anelse om, hvilken retning de flyver i. Hvor de skal hen. Hvor langt der er til der, hvor de ikke ved hvor er henne. Tænk på den angst som piloterne måtte føle.
FOR BØRN ER DET LANGT VÆRRE END FOR PILOTERNE
Det er slemt nok for piloterne. Men det er værre for børnene. Hvorfor? Fordi følelserne er en slags forlængelse af sjælen eller de indre kvaliteter. Følelser er ikke bare følelser. Så når børn ikke mødes i deres følelser, så er det ikke ”kun” deres omverden de mister. Det er også dem selv. Kontakten indadtil. Børnene får en følelse af ikke at kunne stole på det, de mærker. De følelser og de sansninger, de gør sig. Og bliver de ved med at ”lære af dette” – fx af voksne, som simpelthen ikke kan spejle bestemte følelser eller sansninger tilbage – så mister den følelse eller kvalitet hos barnet værdi. Selvfølgeligt. Det som barnet faktisk mærker, mister værdien for barnet. Det får derved den vane ikke at udtrykke det. Hvorved det – igen – mister både omverdenen og sig selv. Derfra – lidt karikeret – må barnet så ty til indlærte og derved ikke-sande impulser, følelser og udtryk. Fx et udtryk, som det i stedet for bliver anerkendt og støttet af hos forældrene og andre omsorgspersoner. Fx høje karakterer i skolen. Et smukt udseende. At man er god til at rydde op på sit værelse etc. Alt sammen noget, som – igen lidt karikeret – har den omstændighed ved sig, at det ikke er koblet sammen med sådan som barnet faktisk er, eller det barnet faktisk mærker.
HVAD MED OS VOKSNE?
Hvilken relevans har dette for os voksne? Vi ved bl.a. fra hjerneforskningen, at hjernen kan blive ved med at udvikle sig og lære nyt hele livet. Dette gælder også for vores følelsesliv. Vi bliver ved med – især hvis vi arbejder med os selv – at udvikle os, lære og dermed bevæges os fremad igennem livet. Min egen erfaring – og en stor del af motivationen for at skrive dette indlæg – er, at selvom jeg har arbejdet med personlig udvikling og terapi på egen krop i +28 år, så er der desværre/heldigvis virkelig meget læring stadig. Der er fx stadig følelser og kvaliteter og erfaringer, som jeg gennem det ganske liv, og stadigvæk, mangler kompetencer ift. at regulere, identificere og udtrykke. Så en helt forsigtigt udtrykt konsekvens af det ovenstående kan være, at vi i de problemer og udfordringer vi møder simpelthen lærer at spørge os selv: ”Hvad er det jeg mangler at lære her?” Eller: ”Hvorfor er det udfordrende i netop denne situation?” Gør vi det, finder vi formentlig ud af, hvad det er, vi har manglet som børn. Hvad det er for en læring, de helt sikkert godintentionsfyldte voksne omkring os ikke har kunnet give. Og dermed hvilke dele af os selv – altså hvilke følelser, hvilke kompetencer, hvilke kvaliteter – vi har mistet kontakten med.
Går vi endnu et skridt ind i denne ekstremt væsentlige og ligeså vigtige undersøgelse, kan det næste spørgsmål lyde – i to afdelinger: 1. ”Hvilken pris har dette haft for mig?” Altså hvad har det kostet, at jeg ikke er blevet mødt og anerkendt i dette eller hint. Og 2. ”Hvad vil jeg kunne få ud af, hvis jeg faktisk kan (gen)erhverve disse erfaringer, følelser, sansninger? – Hvad vil det betyde lige nu og i den nære fremtid i mit liv? Hvad vil jeg kunne? Hvordan vil livet og relationer være anderledes?”
Tak fordi du læste med. Og lod dig inspirere. Jeg ønsker god hjertemedvind ind i dette intime, besværlige, foranderlige men altid, altid evigt relevante landskab af de følelser og kvaliteter, vi ikke er blevet spejlet godt nok i. Og formentlig allermest relevant: Alt det, der ligger til os som vi kan vinde, hvis vi bevæger os med indsigt og empati ind i landskabet – også gerne ledsaget af kompetente mennesker omkring en.
Simon Vittus Jasper Hansen
