At blive i den samme virkelighed eller være fremmede for hinanden (om mentalisering)
At blive i den samme virkelighed er nødvendigt i relationer, særligt de nære relationer. Og særligt de relationer, hvor vi ønsker fordybelse, intimitet og nærhed. Her er vi død og pine afhængige af, at vi har relativt meget den samme virkelighedsopfattelse. Eller at vi bliver i den samme virkelighed. Så længe vi gør det – bliver i den samme virkelighed – så længe har vi chancen for en dybere kontakt. Og her kommer mentalisering ind. Et begreb som i psykologi og psykoterapi er både gennemtæsket, og måske stadig underprioriteret. Vores evne til mentalisering er nemlig i høj grad det, der tillader, at vi kan blive i den samme virkelighed. Og så har mentalisering en meget vigtig funktion for vores muligheder for empati. Måske det er godt allerede her at henlede opmærksomheden på, at mentalisering og det at blive i den samme virkelighed ikke er afhængigt af, at vi faktisk er enige om ting og sager og politiske spørgsmål. Vores evne til både mentalisering og empati kan godt tillade en ordentlig kontakt mellem mennesker, som er uenige, fx politisk. Og måske denne evne – evnen til at være i en respektfuld kontakt med dem, som man ikke er enige med – i vores meget polariserede tid vil vise sig mere værd end dens egen vægt i guld.
DET MODSATTE AF MENTALISERING
Nogle gange er det lettere at forstå et begreb – eller fx et chakra – hvis man forestillede sig, at det ikke var der. Det gælder også mentalisering, synes jeg. Mentalisering handler om vores evne til at forstå andre mennesker, og særligt deres handlinger, som direkte udtryk for mentale tilstande; altså følelser, tanker, værdier, drømme etc. Dvs. i stedet for kun at være bevidst om de handlinger, som et andet mennesker udfører, eller adfærden generelt, så tillader mentaliseringsevnen, at vi kan opfatte, at andre mennesker handler, som de gør og har den adfærd, som de har, pga. forskellige indre psykologiske (mentale) tilstande. Set på denne måde er det meget let at ane, hvordan verden og vores liv – og dermed vores kontakt med andre mennesker – kunne se ud, hvis ikke vi kunne mentalisere, overhovedet. Ingen mennesker ville kunne forstå andre mennesker. Vi ville stadig kunne observere forskellige handlinger etc. Men vi ville være fuldstændigt blanke mht. hvorfor nogen gjorde og opførte sig over hinanden, som de nu engang gjorde. Mao.: Vi ville være komplet fremmede for hinanden. En fremmedhed, som ville gøre, at alt egentlig og dyb kontakt ville være fuldstændig umulig. Empati – som er nært beslægtet med, og i nogen grad afhængig af mentalisering – bliver defineret som evnen til at kunne mærke andres følelser eller oplevelser. Og dén evne, empatien, ville vi måske have, selv hvis ikke vi kunne mentalisere. Måske. Men empatien ville have meget sværere ved at rodfæste sig. Simpelthen fordi vi ikke ville kunne vide noget om, hvad der foregik inden i den anden. Interessant er det dog, at empati – det ved man bl.a. fra forskning i spejlneuroner – jo ikke behøver ret meget ”mental båndbredde” for at indfinde sig. Hvis man fx er sammen med et menneske, som er virkeligt deprimeret, ked af det eller stresset, så starter vores ”empatiske system” ofte af sig selv. Vi mærker en omsorg, en bekymring eller vi begynder selv at overtage disse følelser, som oftest ubevidst. Vel at mærke uden at vi nødvendigvis behøver at forstå årsagssammnenhænge omkring, hvorfor mennesket føler som det gør.
MAGIEN I EMPATIEN (OG MENTALISERING OG SPEJLNEURONER)
Når vi lever inde i vores egne sind, vores egne mentale bobler så at sige, så har både empati og mentalisering svære kår. Fx kender vi det fra perioder, hvor man fx har været stresset over længere tid. Eller hvor man befinder sig i kriser over længere tid. Sindet får i disse perioder ingen pauser fra sig selv. Hele tiden plages det af stressende impulser, fx i form af tanker. Eller stressen sætter sig som spændinger i kroppen, og bliver til kroniske smerter eller sygdom. Eller i krisen kredser sindet om den samme problematik eller det samme traume meget længe. Inde fra sådanne tilstande er det meget svært at mærke andre mennesker. Så hvis man forestilledes sig sådan to mennesker – som er opslugt af problemer og stress fra deres egne sind – ja, så vil de to mennesker have svært ved at få en egentlig kontakt. De vil på mange måder være fremmede for hinanden. Også selvom de fx snakker ”sammen”, skriver emails ”til hinanden” eller på anden vis ”kommunikere med hinanden”. Og herover er magien og miraklet i at vi – via vores mentaliseringsevner og vores empatievner – rent faktisk kan, fra tid til anden, mærke andre mennesker. Det kan nogle gange være en rar tanke, eller ligefrem en decideret ”hverdagsmeditation” at kigge op fra sin skærm, se på de andre mennesker, og så vide af, at i princippet, så ville det være muligt at få en ordentlig, god eller måske endda dyb kontakt med ethvert menneske. Ikke at vi rent faktisk vil få det. Eller at det gælder om at få det. Men vi ville kunne. Med hver og én. Også dem, man ikke kan li’. Og dem, som ikke kan li’ en selv. Selve udvekslingen, mentaliseringen, at de ”empatiske neuroner” (spejlneuroner) tænder eller blot og bart: At vi faktisk kan mærke hinanden, kunne i princippet ske for alle mennesker, til alle tider.
Der er heldigvis flere typer af erfaringer, som bekræfter denne hypotese. Mange vil kunne kende det fra kurser og retreats. Der får man ofte lejligheden til at sidde over for et komplet fremmed menneske, et menneske, man måske kun har været i rum med i få timer. Og så dér under en deling eller en healing, så mærker en meget klar og fin kontakt. Dybden af kontakten har, viser erfaringen også fra andre kontekster, ikke noget at gøre med længden af tid, man har kendt hinanden. Og med et hjertesuk kan man desværre også konstatere, at en hel del relationer enten bliver mindre dybe med tiden, eller blot stagnerer i dybden. Et andet meget inspirerende eksempel er – som jeg har beskrevet i efterhånden mange blogs – Marshall Rosenberg og hans ikke-voldelige kommunikationsmodel. Marshall Rosenberg fortæller i sin perle af en bog Spiritualitet i praksis om både metoden og erfaringerne med den ikke-voldelige kommunikation. En af kernerne i den ikkevoldelige kommunikation er, at de stridende parter bliver opmærksomme på hinandens behov. Dvs. den ikkevoldelige kommunikations omdrejningspunkt er en forståelse af egne og andres behov. Hvorved både konflikt reduceres på det kraftigste, og hvorved dybere kontakt kan indfinde sig. Rosenberg fortæller om, at han har brugt sin metode sammen med mennesker, der har været i krig mod hinanden. Fx kristne og muslimer i ex-Jugoslavien, og muslimer og jøder i Palæstina. Erfaringerne har vist, at mennesker, der aktivt og bogstaveligt har været i gang med at slå hinanden i ihjel, faktisk har kunnet forene sig, og finde fred – og endda, som han siger Rosenberg – fået så meget gensidig respekt, at de har sunget hinandens sange, efter de har deltaget i ikkevoldelig kommunikations workshops med Rosenberg. Den ikkevoldelige kommunikation er altså et udtryk for en mentaliserings-praksis. Der centrerer sig om en forståelse og en tydeliggørelse af egne og andres behov. Eksemplet er virkelig interessant, af flere årsager. Bl.a. fordi, at mentalisering – bl.a. i den form som Rosenberg praktiserede den – kan tillade kontakt og forståelse hos mennesker, der har anset sig som så forskellige, at har været i gang med at slå hinanden ihjel. Dvs. metoden viser, at selv i de tilfælde, hvor mennesker lever i allerlængst fra hinandens virkeligheder, dér er forsoning muligt.
AFSLUTTENDE BETRAGTNINGER
Inde fra vores personlighed er vi fangede. Jeg er fanget i mig. Du er fanget i dig. Vi er fælles om at være fanget. Vi er så fanget i hvert vores, at kontakten mellem os kan blive helt umulig, eller blot intetsigende. Her fra denne fangethed leves mange liv, meget af tiden.
Men der er en vej ud. En vej, som bygger på medfødte evner. Evner som vi kan kultivere i forskellige praksisformer: Meditation, psykoterapi, selvudvikling. Set fra ét perspektiv og fra én tradition har denne vej ud af fangetheden at gøre med mentalisering. På et helt almindeligt niveau handler det ”bare” om, at vi kan mærke og sætte os ind i andre menneskers følelser, oplevelser og liv. Så set fra et andet perspektiv er dette et mirakel. Og det er lige så meget et mirakel, at andre mennesker omkring os har denne evne. Sådan at vi kan blive set og oplevet igennem deres mentaliserings- og empatiske evner.
Et lille glimt af den andens tilstand – følelser, tanker, handlinger – findes nu i mig. Jeg mærker det. Jeg sanser det. Jeg oplever det. Og et ”biprodukt” heraf er den naturlige samhørighed som kommer som en selvfølge ifm. mentalisering og empati. Det samme gælder den anden vej rundt:
Et lille glimt af min tilstand – følelser, tanker, handlinger – findes nu i den anden. Den anden mærker det. Og sanser det. Og oplever det.
Rigtig god fornøjelse med mentaliseringen, empatien og samhørigheden. De har aldrig været i højere kurs end nu.
Simon Vittus Jasper Hansen
