HVORDAN TALER VI OM TRAUMERNE? OG HVORDAN TALER VI OM SPIRITUALITET?
Vi ved det godt, de fleste af os. At måden vi taler om tingene ofte har en meget stor betydning for det, vi taler om. Det gælder fx vores relationer og kærlighedsliv. Her er det ekstremt vigtigt, at vi finder nogle bæredygtige, konstruktive, empatiske og ressourceorienterede måder at tale med vores medmennesker. Gør vi ikke det, så lider relationerne. Og ikke sjældent dør relationer, hvis vi ikke finder gode samtale- og kommunikationsformer. Mon ikke det samme gør sig gældende, når vi skal snakke om traumer? Og mon ikke akkurat det samme gør sig gældende, når vi skal snakke om spiritualitet? Det tror jeg. Og det handler dette blogindlæg om.
DET GÆLDER I ALLE SAMMENHÆNGE
Nemlig det, at måden vi snakker om noget, har en kæmpe indvirkning på det, vi snakker om. Virkeligheden er vel, at det ikke kun – som mange kommunikationsfolk tror – handler om den måde, vi snakker om. Men at det meget mere handler om, fra hvilket sted, vi snakker. Snakker vi således fra et ressourceorienterede sted i os selv? Eller taler vi fra et kritisk-skeptisk, (lettere) anklagende sted i os selv? Snakker vi fra en nærværende ”lytten-ind” i situationen og de pågældende menneskers behov? Eller snakker vi ud fra forudindtagede meninger, teorier, forestillinger, præferencer? Det gælder når vi på arbejdspladserne holder møde. Det gælder når vi skal planlægge weekendaktiviteter, ferier og festlige lejligheder i familierne. Det gælder i venskaber. Intime kærlighedsrelationer. Det gælder allevegne.
HVORFOR?
En af de kendte sprogfilosoffer, John Searle, har opfundet begrebet ”speech acts”; på dansk ”talehandlinger”. Det siger næsten det hele. Normalt skelner vi mellem det at handle og det tale/tænke. ”Det var bar noget, jeg sagde”, kan man indskyde. Men virkeligheden er, at det at tale og udtrykke sig er lige med, at man ”skaber virkelighed”. Som konstruktivisterne har belært os om i mange årtier. Virkeligheden er, at hvis jeg siger noget på én måde, så opstår der én virkelighed. Mens at hvis jeg siger noget på en anden måde, så skaber jeg en anden virkelighed. Så når vi taler, skaber vi virkelighed. Fx de forskellige virkeligheder vi finder i en ressourceorienterede samtale, vs. den kritiske- anklagende-mistroiske. Eller virkeligheds-forskellene på den samtale, der er åben, lyttende, empatisk. Versus den virkelighed vi skaber, når vi taler med forudindtagethed, med bedreviden, med en tro på, at man selv har regnet det hele ud, og nu skal man fortælle alle de andre. Det er temmelig store forskelle. Faktisk som to forskellige galakser. Med andre ord: Når vi taler om virkeligheden, er vi samtidigt med til at skabe virkeligheden. Måske ikke den virkelige, reelle, absolutte virkelighed. Men vi lever i den relative virkelighed. Og den skaber vi bl.a. gennem måden, vi taler om den på. Og endnu vigtigere: vejen til den absolutte virkelighed – hvis man måtte være interesserede i den – den kan kraftigt besværliggøres, hvis man bærer sig uheldigt ad mht. italesættelsen af den relative virkelighed. Man kan således få bildt sig selv og andre en masse røverhistorier ind, og så bruge et helt eller et halvt liv på det. Hvilket gør, at man fx holdes fast i den relative virkelighed. Og dermed lever et illuderet og derfor lidelsesfuldt liv.
HVORDAN TALER VI OM TRAUMERNE?
Jeg vil italesætte en tendens, som måske har en slagside. Det handler om videnskabeliggørelsen af traumernes væsener. Som vi ser det i traumeforskningen. På mange måder skylder vi alle sammen denne traumeforskning utrolig meget. Da en kæmpe stor del af, hvad vi i dag ved om traumerne, netop skyldes denne videnskabelige bølge, traumeforskningen, som i det store og hele er lavet på universiteter; heriblandt mange amerikanske. Slagsiden er, at den måde vi i den almindelige, akademiske traumeforskning taler om traumerne gør, at vi får skabt en meget stor afstand til den egentlige virkelighed, som traumerne faktisk udgør. Bl.a. havde jeg den oplevelse, at jeg deltog i et online kursusforløb med store traumeforsker-kapaciteter fra amerikanske universiteter. Og jeg måtte desværre sande, at efter mange timers kursus, med mange forskellige eksperter, at jeg (stort set) ikke kunne genkende mig selv i den information, der blev fremlagt. Dvs. den sprogbrug og den måde at gå til traumerne, var – for mig at se! – så langt fra sådan som vi normalt møder og oplever traumerne – både som private og som professionelle – at man kunne fristes til at synes, at denne akademisering af traumerne skaber en form for parallelunivers. På samme måde, som den nogle gange mindre heldige måde, vi italesætter det spirituelle på gør. Folk ”udefra” – og nogle gange gælder det også mig selv – som hører en samtale mellem to traumeforskere eller to spirituelt praktiserende oplever, at de samtalende bor i paralleluniverser. Fordi sprogbrugen er så fjern fra den almindelige sprogbrug, vi normalt anvender. Og måden at tale sammen på er så fjern fra en normal sprogbrug. Konsekvensen? Konsekvensen er, at vi risikerer at skabe paralleluniverser. Eller parallelsamfund. Et almindeligt samfund. Og så et samfund, hvor vi snakker om traumer. Eller et almindeligt samfund, og så et samfund, hvor vi snakker spiritualitet. Jeg tror ikke, det er hensigtsmæssigt. Jeg tror ikke på parallelsamfund eller paralleluniverser. Jeg tror, at vi skal tale om tingene, sådan at vi alle sammen forstår, hvad der bliver sagt. Og sådan at vi kan ”blive i den samme virkelighed”. Jeg tror prisen for at vi mister den fælles virkelighed er meget stor.
HVORDAN TALER VI OM DET SPIRITUELLE?
Noget meget identisk gør sig gældende mht. spiritualitet. Her har vi også en sprogbrug, som for udefrakommende kan få dem til at tro, at det spirituelle må være noget fra et parallelunivers. Noget som dels ikke findes i den almindelige verden. Noget, som dels ikke kan måles og beskrives med almindelig sprogbrug og sund videnskabelighed. Og noget, som ingen relevans har for den ”rigtige” virkelighed. Alle tre ting er forkerte: Det spirituelle er en del af virkeligheden: dvs. det findes. Og – det ved vi nu efter mange års forskning – at effekterne kan bevises videnskabeligt på mange forskellige måder; bl.a. hjerneforskning. Og endelig – det ved vi også fra forskning og dataindsamling – så er det, som tilbydes fra de spirituelle traditioner, med forskelle selvfølgelig, absolut relevant for ”den almindelig verden”.
SÅ
Uden at have nogle svar, kunne man forestille sig, at dette skriv kunne være med til at skabe lidt fokus på, hvordan vi taler om tingene. Både ift. at undersøge, de steder, hvor man (måske) har en ”grøftgravende” sprogbrug – enten som psykoterapeut, psykolog, traumeforsker- eller behandler. Eller som spirituelt praktiserende. Eller i andre situationer: I sit kærlighedsliv. Til møderne på arbejdet. Når vi planlægger vores fritid: ferier, fester og begravelser. Måske er der en masse at vinde ved at undersøge, hvor – og igen: hvorfra vi taler – om tingene. Sproget er vel en slags spejl af vores indre liv. Så måske vi finder flige, stykker og fragmenter – både dem, vi kan li’, og dem vi ikke vil stå ved – af os selv i det sprog, vi bruger. Og at vi derfor kan bruge vores eget sprog – bl.a. når vi taler om traumer og spiritualitet – som en måde at lære os selv bedre at kende. Og formuleret defensivt: Som en måde at sikre, at vi ikke skaber uhensigtsmæssige paralleluniverser og parallelsamfund. Så vi kan blive i den samme virkelighed. Og møde hinanden dér. Og dér udtrykke vores egne synspunkter tydeligt, men med en tolerance og respekt for dem, der ser tingene anderledes.
Simon Vittus Jasper Hansen
