KAN ACCEPT FØRE TIL RETRAUMATISERING?
Det korte svar er ”ja”, det kan det godt. Og det korte svar er, at en overdreven brug af accept nok også ret ofte faktisk fører til retraumatisering. Erfaringen viser tydeligt, at mennesker faktisk ofte kommer til at retraumatisere sig selv – i acceptens tjeneste. Så lad os dykke lidt dybere ned i nuancerne: Dvs. hvor accept faktisk fører til en retraumatisering. Og lad os se på dér, hvor accept ikke fører til retraumatisering.
HVAD ER RETRAUMATISERING
Retraumatisering kan ske både i terapeutiske sammenhænge og i livet selv. Hvis man har et forladthedstraume – og hvem har ikke det? – så kan fx angsten for at blive forladt udmønte sig i, at man finder en eller flere partnere, som igen forlader en. Hvorefter ens grundtraume – som har med forladthed at gøre – genaktiveres. Om og om igen. Det kan også være, at man møder en partner, som ikke er så interesseret og investeret i en, som man selv er i partneren. Dette betyder – også selv hvis forholdet varer længere tid – at man faktisk lever i en form for retraumatisering: fordi man hele tiden ”bliver forladt af partneren”. Eller måske man aldrig rigtigt bliver mødt af partneren. Begge dele vil kunne lave en retraumatisering. Begge dele vil kunne efterlade personen med en følelse af forladthed.
RETRAUMATISERING I TERAPI
Hvis en terapeut ikke er opmærksom nok, ikke bearbejdet nok i sine egne relationer eller ikke har helt tjek på det metodiske fundament, kan man også løbe en risiko for retraumatisering i terapi. Hvilket selvfølgelig er meget uheldigt, og aldrig meningen. Hvis terapeuten fx selv har et ikke-nok-bearbejdet forladthedstraume, og har en klient, der arbejder dybt med sit eget forladthedstraume, så kan det genaktivere terapeutens forladthedstraume, bevidst/ubevidst. Og det kan gøre, at der er følelser i sessionen med klienten, som terapeuten ikke vil kunne rumme. Hvilket vil kunne skabe en retraumatisering af klientens forladthedstraume. Fordi klienten bevidst/ubevidst mærker, at noget ikke er velkomment hos terapeuten. Og derfor opstår forladthedsfølelsen igen. Retraumatisering kan også ske i selve det følelsesmæssige arbejde. Hvis klienten opfordres til at mærke for mange svære følelser, eller svære følelser gentagne gange uden at terapeuten er tilstrækkeligt tilstede som støtte. Hvilket resulterer i, at klienten ikke oplever en egentlig bedring, men derimod en form for retraumatisering.
ACCEPT
Hvis man skulle sige det firkantet og med humor, kunne man sige, at samtlige traumer bunder i for meget accept. Accept af at tilstandene hos mor, far og/eller øvrige omssorgspersoner var, som de var. Hvis barnet – på mystisk vis – havde haft kræfterne og viljen til at ændre på situationen, så ville traumet faktisk ikke være opstået – eller kun i minimal grad. Firkantet sagt. Men det kan barnet selvfølgelige ikke. I langt de fleste tilfælde i hvert fald. Børn befinder sig netop i et slags overlevelsesmæssigt afhængighedsforhold til forældre og omsorgspersoner. Ligesom alle dyreunger gør det. Børn og dyreunger kan ikke overleve uden deres forældre, omsorgspersoner eller andre flokdyr. Det gælder både ift. at levere føde og sikkerhed, men – for menneskers vedkommende – også ift. at få omsorg og kærlighed. Der er som nogle ved en del interessant forskning, der utvetydigt viser, at spædbørn faktisk dør eller udvikler kroniske og dødelige sygdomme, hvis ikke de får den nødvendige omsorg. I Bessel van der Kolks klassiker om traumer, Kroppen holder regnskab, findes der et eksempel, som illustrerer, at hvis børn ikke accepterer tingenes tilstand, så traumatiseres de overhovedet ikke eller kun meget lidt. Her fortælles om en sand historie om en gruppe børn, som blev kidnappet og fanget og ført ud i en skov eller hule. Om natten var der et bestemt barn, som kunne hjælpe alle de andre børn med at undslippe, da han fandt en udvej. Alle børn blev således ført sikkert tilbage til deres forældre. Ingen kom til skade. Den dreng, som havde hjulpet hele gruppen med at flygte tilbage i sikkerhed, var stort set ikke traumatiseret, ift. hvordan nogle af de andre børn efterfølgende oplevede (større) traumer. Det fortæller noget om, at hvis vi – hvad de fleste af os som hovedregel gør – accepterer omstændighederne – hvilket også gælder mere almindelige udviklingstraumatiske omstændigheder som fx manglende omsorg, manglende tid, manglende støtte eller manglende nærvær i hjem og omsorgspersoner – så traumatiseres vi i langt højere grad, end når vi kan bevare vores evne til at handle og lave om på de dårlige situationer/miljø. Det gælder som børn, og det gælder hele vejen i livet.
ACCEPT KAN BLIVE ET OVERJEGS-BUDSKAB
Der er ingen tvivl om, at accept er godt til mange mange ting. Også i spirituelle praksisser. Måske er det netop dét, der kan være problemet. Måske er accept mere en spirituel praksis(indstilling), end det er en automatisk farbar vej i terapi og selvudvikling. Mao. er det at kende forskellene mellem terapi, selvudvikling og spiritualitet nogle gange afgørende for at undgå retraumatisering! For mens det for én person måske godt kan være en god spirituel vej at praktisere masser af accept, så kan det for den samme person være direkte retraumatiserende at gå ad acceptens vej i terapeutiske sammenhænge. Fx ift. et forladthedstraume. Tager vi igen personen, der er endt i parforhold med en, der ikke er så interesseret i personen, som personen er i partneren, vil accept-budskabet bare føre til mere forladthed. Hvad der er det samme som en retraumatisering. Personen vil blive ved med at fortælle sig selv – for det har man læst i bøger eller måske fået anbefalet af en terapeut – at man bare skal acceptere sig selv, sine følelser og den anden person i forholdet. Reglen er altså, at personen bliver retraumatiseret fordi, budskabet om accept kommer som en overjegs-besked: ”Det hele handler om accept”. ”Du skal kunne acceptere og rumme alting”. Dvs. beskeden om accept har ingensomhelst berøring overhovedet med personens psykologiske konstitution. Ingensomhelst berøring med personens tilknytningshistorik. Ingen som helst berøring med personens traumehistorie. Og heller ingensomhelst berøring med personens essens. Og derfor kan beskeden om accept aldrig blive ægte. Aldrig komme i egentlig samklang med hele personen og personens essens.
OVERJEG OG SPIRITUALITET ER IKKE DE ENESTE ”FEJLKILDER”
En vigtig pointe ift. accept er, at budskabet ikke kun kommer fra vores overjeg og fra de spirituelle traditioner. Langt de fleste mennesker – også mennesker, som aldrig har haft eller vil få noget at gøre med selvudvikling eller spiritualitet – har en uerkendt tro på, at tingenes tilstand ikke står til at ændre. Hvilket også meget ofte er direkte medvirkende til, at tingene ikke forandrer sig. Sådan havde jeg det også selv. Inden jeg begyndte at læse kloge bøger. De første to kloge bøger jeg læste var en af Dalai Lama, og en af Sofia Manning om coaching. Jeg læste dem samtidigt i gymnasiet. Og budskabet er ret ens – selvom baggrundene er væsensforskellige. Budskabet er, at vi kan skabe vores egen lykke. The Art of Happiness, hedder bogen af Dalai Lama. Det var en revolution for mig. Kan man selv skabe lykke? På samme måde, som en fabrik kan skabe vinduesrammer? Mao.: Det ligger latent i vores ubevidste folkesjæle, at tingene er som tingene er. Hvilket ”fungerer” som en form for ”ubevidst accept”.
FORSKELLEN PÅ BESKED FRA OVERJEGET OG FRA ESSENSEN
Det er altså væsentligt – som jeg håber det ovenstående eksempel viser – at kunne kende forskel på beskeder og budskaber fra overjeget, og så budskaber fra essensen; altså de beskeder der kommer længere indefra. Og det tricky’e ved denne opgave er, at indholdet kan være ens: Ens essens kan sige eller formulere ”Accept”. Og det kan ens overjeg også: ”Accept”. Udefra ser de ens ud. Men kun den ene er egentlig sand for personen. Den anden – overjegets-variant – fører (ofte) til retraumatisering, hvilket er det same som et spirituelt tilbageskridt.
KONKLUSION
Den korte konklusion er: At ja, accept kan – og gør det ret ofte, er erfaringen – føre til retraumatisering. Bl.a. fordi man ikke ser nuancerne i, hvor accept-budskabet kommer fra. Nogle gange er det overjeget, der siger accept. Andre gange er det ens dybere lag, essensen, hjertet etc., der siger accept. Den zenbuddhistiske lærer Shunryu Suzuki, som har skrevet en af de mest indflydelsesrige bøger om spiritualitet i vesten, nemlig Beginner’s Mind, har et citat, som illustrerer dette på bedste vis. Citatet kommer fra den meget fine og særlige bog, To Shine One Corner of The World. Historien og citatet fra bogen kommer fra en undervisningssituation, hvor Suzuki har undervist en gruppe elever i nogle helt specifikke teorier, temaer etc. Herefter er der en af Suzukis elever, der gentager de pointer, som Suzuki har undervist i. Hvorefter Suzuki siger: “When I said it it was true. When you said it it was wrong”. Måske netop fordi, da Suzuki – som var en realiseret zenlærer – sagde det, dér kom det fra essensen. Men da eleven sagde det, kom det fra overjeget.
Simon Vittus Jasper Hansen
