Hvorfor har man opmærksomheden på åndedrættet i mindfulness?
Er der noget ekstremt interessant ved åndedrættet? Er det derfor, man i mindfulness hele tiden forsøger at vende opmærksomheden mod det? Altså åndedrættet. Eller er det, fordi åndedrættet er intimt forbundet med vores livsprocesser og opretholdelsen af vores liv? Eller er det noget helt femte som gør, at opmærksomheden i 2500 år, siden Buddha, har været et favoritpunkt for praktiserende at vende deres opmærksomhed imod? Eller kan vi besvare spørgsmålet ud fra moderne hjerneforskning? Og nemlig sige, at når vi gennem længere stræk er i stand til at holde opmærksomheden på åndedrættet, så forårsager det, at vi aktiverer det parasympatiske nervesystem, hvilket øger vores niveau af afspænding og derved sænker vores stressniveau?
DE BUDDHISTISKE BELÆRINGER OM MINDFULNESS
Mindfulness stammer fra buddhismen. Det er der måske stadig mange, der ikke helt ved så præcist. Og det er interessant i sig selv. Både at vi er mange, der måske ikke ved så meget om, hvor denne praksis egentlig kommer fra. Og dels er det interessant, at mindfulness faktisk kommer fra en af de store spirituelle traditioner på kloden. Der er mange tekster fra den buddhistiske kanon, som beskriver mindfulness. Hovedteksterne er bl.a. Mahāsatipaṭṭhāna Sutta, på engelsk The Greater Discourse on the Foundations of Mindfulness. En af de andre berømte tekster, hvor mindfulness altså beskrives en af de allerførste gange i verdenshistorien, er i Anapanasati Sutta, på engelsk ofte oversat til Mindfulness of Breathing. For en god ordens skyld skal jeg sige, at mit kendskab til buddhismen ikke er kæmpestort. Jeg baserer min praksis og viden om mindfulness dels på 20 års meditation, bl.a. inklusiv mindfulness, dels på deltagelse i forskellige vipassanaretreats (vipassana er et ord, som mindfulness ofte oversættes med). Bl.a. hos Uffe Damborg, bl.a. på Goenkas 10-dages retreats og i den moderne MBSR-tradition, som kommer fra Jon Kabat-Zinn. Hertil kommer Jes Bertelsens udlægninger af mindfulness og såkaldt neutral iagttagelse.
Det korte svar er (måske nok), at der ikke er ret meget interessant i selve åndedrættet. Men at det er de frugter, vi mærker, når vi kan holde opmærksomheden på åndedrættet, som er hele humlen i mindfulnesspraksis. Selvom de bud, jeg nævner ovenfor, alle sammen i og for sig er sande: fx at mindfulness hjælper med at aktivere det parasympatiske nervesystem, fx at mindfulness via kontakten med åndedrættet hjælper os med at forbinde os med selve livsprocesserne og måske derved med en taknemlighed og værdsættelse af livet. Eller at mindfulness gør det mere sandsynligt, at vi træffer bedre valg. Alt sammen sandt. Alt sammen noget, som vi via forskning kan bekræfte. Men intet af det rammer og rummer de instruktioner, som den historiske Buddha gav angående mindfulness på åndedrættet. For Buddha handlede det om én eneste ting – som måske kan formuleres på to måder: Det handlede om at bruge mindfulnesspraksis – hvilket han faktisk kaldte ‘Den eneste vej’ – til at bringe sig til oplysning. Hvilket var motiveret af ‘bodhicitta’, dvs. ønsket om at nå til oplysning for derved at kunne hjælpe alle levende væsener hen imod samme tilstand.
MANGE FOKUSPUNKTER – IKKE KUN ÅNDEDRÆTTET
Som mange måske ved og har prøvet, så er opmærksomheden på åndedrættet ikke den eneste buddhistiske mindfulnessteknik. Opmærksomheden på kroppen – fx gennem kropsscanning – er lige så meget en original buddhistisk praksis. Buddha nævner i de oprindelige tekster fire områder, som man skulle inkludere i sin mindfulnesspraksis: mindfulness på kroppen, mindfulness på følelserne, mindfulness på sindet, mindfulness på objekter. Med andre ord: Åndedrættet var langt fra det eneste sted, man skulle placere sin opmærksomhed. Opmærksomheden skal også rettes mod kroppen, mod følelserne, mod sindet og mod objekter i det hele taget. En kort konklusion af dette er: Opmærksomheden skal inkludere det hele. Der er ikke noget, som nærvær og opmærksomhed ikke skal inkludere; fx tanker, krop, begær, følelser, sansninger etc.
IKKE FOKUS PÅ INDHOLD – MEN PÅ KVALITETER
Mange af os, der praktiserer mindfulness i moderne tider, bruger mindfulness som beskrevet øverst, fx for at aktivere det parasympatiske nervesystem. Fx for at blive bedre i stand til at træffe vigtige beslutninger. Eller måske for at komme i kontakt med større taknemlighed. Personligt ser jeg intet galt i den måde at bruge mindfulness på. Og samtidig synes det også meget klart, at når vi bruger mindfulness på netop disse måder, så betyder det, at vi misser noget af den pointe, som den historiske Buddha formidlede. Vi får noget andet, fx taknemlighed, øgning af det parasympatiske nervesystem, evnen til at træffe bedre valg. Og (måske) misser vi noget at det rene nærværs- og opvågningspotentiale, som mindfulnesspraksis er lavet for.
En af de store mindfulnessudbredere, den nu afdøde Thich Nhat Hanh, sagde i et interview med The Guardian, at han ikke synes, vi skulle være bekymrede over, at mindfulness bliver (mis-)brugt, fx i ledelse. Simpelthen af den grund at hvis mindfulness bruges korrekt, så er det i sig selv et værn mod at misbruge det. Som han sagde: “We need not fear that mindfulness might become only a means and not an end because in mindfulness the means and the end are the same thing. There is no way to happiness; happiness is the way.”
INSIGHT, OPVÅGNING, NÆRVÆR?
I virkeligheden er dét at vågne op – sådan som de fortidige mestre har gjort det; Buddha, Jesus, Lao Tse – irrelevant for os moderne mennesker. I USA anvender 10-20 % af befolkningen mindfulness. Det svarer til 35-70 millioner mennesker. For (næsten) alle gælder det, at opvågning ikke er hverken det eksplicitte mål eller det realistiske mål. Flere andre spirituelle lærere har sagt, at der måske heller ikke er brug for mange oplyste mennesker – men derimod for, at den almene grad af nærvær og empati vokser.
Det virker derfor, som om vi moderne brugere af mindfulness må øve os i at sætte nogle klare og realistiske mål for brugen af mindfulness. Hvorfor bruger vi det? Hvad vil vi gerne med det? Hvad er der brug for? Hos os selv og dem omkring os? Og gør vi rigtigt i ikke at bruge det som en opvågningspraksis? Snyder vi os selv for noget? Eller snyder vi netop os selv, hvis vi har en forventning om opvågning?
Personligt kan jeg godt li’ den tanke, at selvom jeg heller ikke primært bruger mindfulness og meditation som et opvågningsredskab, så har vi, der bruger mindfulness på den måde, alligevel del i et fællesskab med alle dem, der gør. Og har gjort. Så selvom man måske “bare” er holdt ind på en rasteplads, der ligger smukt, og i øvrigt mellem to aktiviteter i ens dag, hvor man så får mulighed for “bare” at tage 10 dybe åndedrag, så er man beslægtet med dem, der virkelig har gjort det flot med deres praksis – altså dem, der efterlader sig kæmpemæssige spor i årtusinder. Og på nogle områder, at det slet og ret er det samme, vi gør. Måske vi nogle gange fortæller os selv nogle andre historier – som dem nævnt foroven – som selvfølgelig er forskellige fra de historier, som fx den historiske Buddha fortalte om brugen af mindfulness. Men alligevel er vi beslægtede. Vi bruger den praksis, som den historiske Buddha og Co. gav. Så godt som vi kan. Til de formål, som vi finder mest meningsfulde.
Med håb om, at det kan inspirere og skabe glæde ved den praksis man har. Og måske gøre den endnu mere klar.
Simon Vittus Jasper Hansen
