Hvor kommer den indre power fra?
Mange taler – med rette – om power, om kræfter, om energi, om styrke. Og hvor kommer så disse kræfter fra? Hvor kan vi komme i kontakt med poweren? Det er der mange svar på: alt fra The Power of Now, til “Mærk din sande essens, og lad kræften komme derfra”. Disse svar er meget sandsynligt sande. Men de arbejder også på et meget overordnet niveau; et niveau, der for mange er for abstrakt. For hvornår er vi lige selv gået ind i nuet, og er kommet ud mega powerfulde? Og hvor tit er det, at vi ser nogen, som kommer i en klar kontakt med deres sande essens, og så får adgang til alle deres kræfter? Igen: Svarene er formentligt sande – at poweren og kræfterne kommer både fra nuet og fra vores sande essens – men vi har måske ofte brug for et mere konkret sted at hente kræfterne fra.
Mærk energi og øvrige sansninger i kroppen
Et godt sted at starte med at lede efter power er i kroppen. Og et godt sted at begynde at kigge i kroppen er dér, hvor der er energi og øvrige sansninger. Både det positive og det negative kan bruges. Du kan måske starte med at sidde og mærke energi og de øvrige sansninger af fx smerte/lyst, varme/kulde, behag/ubehag i kroppen i nogle minutter. Herfra kan du begynde at lokalisere det sted, hvor der er mest energi i kroppen.
Meditér og fokusér på dine egne kræfter og din egen power
Dette kan vi gøre, selv når vi ikke føler os powerfulde. Ethvert menneske er udstyret med kæmpestore energimængder. Men det meste af energien er ubevidst. Men tænk engang på, hvor mange ting du allerede har gjort i dit liv. Altså hvor mange skridt, du har taget, hvor mange kilo, du har løftet, hvor mange gange, du har brugt dit hoved til at tænke eller regne noget ud, hvor mange følelser, der er gået igennem dig, kort sagt hvor mange ting, du har gjort – og ikke mindst hvor mange ting, kilo, skridt, følelser, tanker, du i fremtiden kommer til at “gøre”. Man kan nærmest ikke tænke eller opleve sig selv som andet end et kraftfuldt væsen, der har kunnet alt dét. Og som i fremtiden vil kunne lige så meget – og mere til. Power og energi handler også, eller måske mest, om at opleve sit eget potentiale, og man kan derfor begynde med at mærke det potentiale, man allerede har gjort brug af, og de kræfter, man har brugt til udfolde sit potentiale. Dette gælder i lige høj grad for alle mennesker. Man skal ikke være et supermenneske for at gennemgå sit liv og finde ud af, hvor mange kræfter man allerede har brugt. Alle har gået mange skridt, alle har løftet mange kilo på den ene eller den anden måde. Alle er gået igennem kriser. På denne måde bliver kraft og power ikke noget drømmerisk, som en fantasi, som noget vi kan komme til at leve hvis og hvis. Men som noget, vi allerede har gjort brug af, og som vi kommer til at gøre brug af igen i stor stil resten af vores liv. Og derfor som noget, vi også må kunne være i kontakt med lige nu, hvis vi vil det nok.
Poweren og kræfterne kommer fra de nederste chakraer: rod, hara og solar plexus
Klassisk har man formuleret det sådan, at de egentlige kræfter – de egentlige motorer – ligger gemt i de tre nederste chakraer. I vores rod, der har med overlevelse, økonomi, job, bolig, og krop at gøre. Vores haracenter, der har med vores seksualitet, vores energisystem, vores evne til at være afspændte og rolige at gøre. Og vores solar plexus, som styrer vores emotioner, vores grænsesætning, vores evne til at brænde for noget. Med andre ord bør vi, hvis vi vil i kontakt med mere power – og hvem vil ikke det? Og hvem vil det nok til at kigge de nævnte steder? – kigge i de tre nederste chakraer for at finde indgangene til mere power. Catchet – for jo, der er et catch – er, at det også er i vores tre nederste chakraer, at vores traumer primært findes. Så når vi stikker hånden ned til slangerne – sådan som Schopenhauer formulerede det – så må vi være forberedte på, at dette både inkluderer, at vi rent faktisk kan få adgang til virkelig meget power, men også at vi kan blive bidt af slangen – hvilket selvfølgelig bare symboliserer, at vi må tage os af og arbejde med vores traumer. Gør vi ikke det – på en måde som er hensigtsmæssig for os selv – så er det tvivlsomt eller måske endda slet og ret utænkeligt, at vi på den længere bane faktisk kan få adgang til mere power.