VEJEN UD AF DET ASTRALE MØRKE I SOLAR PLEXUS

”Dér må du aldrig gå hen, Zimba”, siger Zimbas far til Zimba i filmen Løvernes konge. Mens de to sidder og kigger ud over skrænten. Noget lignende kunne man sige om det astrale mørke: ”Dér bør vi aldrig gå hen.” Hvorfor vender vi tilbage til.

De emotionelle konflikter i solar plexus synes ofte uendelige. Og uendeligt forskellige. Jalousi og afmagt den ene dag. Angst og vrede den anden dag. Men der er noget, der binder alle disse forskellige negative tilstande sammen. En fællesnævner: Mørket. Dvs. uanset hvilke negative tilstande og følelser, vi møder i solar plexus, så er der – ved nærmere eftersyn – en fælles tilstand af mørke. Mindre lys. Og dét, mørket, er netop noget af det forfærdelige ved de negative tilstande i solar plexus. Og vi leder med lys og lygte, inde i mørket. Efter udveje. Efter løsninger. Efter forklaringer. Vi prøver måske dette eller hint. Tænke andre tanker. Gøre noget ved problemet, som vi siger. Men lige lidt hjælper det. Fordi mørket vedbliver. Fordi vi ikke får adresseret selve mørket.

Så, hvordan kommer man ud

Det første udvejen kræver, er at man begynder at bevidstgøre mørket: en begyndende viden af, at der faktisk er tale om et mørke. Det kan være en lang proces. Jeg startede med terapeutisk arbejde i ca. år 2000, og det er først inden for de seneste år, at dette rigtigt er gået op for mig (jeg bruger stadig terapi på egen krop; med stort udbytte og stor glæde). Efter man har genkendt mørket, skal man indse den lidelse, der ligger i mørket. Og at det er mørket, der er det rigtigt ”farlige”, det rigtigt lidelsesfulde. Ikke selve følelserne af fx angst, vrede, afmagt etc. En analogi er et sort hul i universet. Et sort hul, der engang var en kæmpe stjerne, og som imploderede til et nuværende sort hul, har så meget tyngdekraft, at al stof, der kommer i nærheden, opsluges af det sorte hul. Det gælder også lys. Det æder selv lyset; bogstaveligt talt. Dét gælder også vores emotionelle konflikter i solar plexus: de æder vores lys; og efterlader os i mørke.

At opdage meningsløsheden i mørket

De fleste af os mennesker lever store dele af vores liv i mørket: eller i hvert fald liv, som er stærkt influeret af mørket. Fordi vi ikke er opmærksomme på det. Derfor kan det styre os. Og derfor lever mange mennesker hele liv i eller stærkt præget af mørket. Dette astrale mørke, som tager bolig i mennesker i 3-, 6- eller 12-årsalderen, dvs. mens vi er børn og unge, lever et helt liv, som ubevidst snylter. Det lever af vores lys. Og for mange er mørket stort set uantastet, når man lægger sig i graven som 87-årig. På en måde har mørket haft relativt frit spil i 87 år (selvom der selvfølgelig og heldigvis også kan have været masser af almindeligt lys fordelt sporadisk udover de 87 år). Frit spil fordi man ikke har opdaget mørket. Eller måske fordi man har forsøgt at tildække det; fx med kager, sex, arbejde, anerkendelse, socialitet, eller skjule det. Det kan være en sjov øvelse – som også kan bringe medfølelsen frem – at forsøge at iagttage det i andre; dette astrale mørke. Nogle gange er det lettere at se hos andre. Det hviler (også) på en bund af udtryksløshed. Døde eller halvdøde øjne. Temmelig ubehageligt, når det ses: En slags ”ansigtets og øjnenes mørke.” Og når det ses, det astrale mørke, i andres øjne, så kan det også omvendt tænde – paradoksalt nok – en enorm stor gnist i en selv. Der dels kan handle om selv at leve i lyset. Dels måske til at hjælpe lyset frem i andres øjne og hjerter.

Når vi er fanget i vores emotionelle konflikter

Et af problemerne, og derfor en af grundene til, at vi ofte ikke får løst de emotionelle konflikter, er, at vi ikke går ud af mørket. Vi bliver inde i det; slet og ret. Og dér, inde i mørket, tænker vi over vores problemer, eller handler måske. Men det hjælper os ofte ikke. Vi indser ikke meningsløsheden og håbløsheden – det at der ingen udveje er – inden i mørket. Og vi bliver derfor derinde. For ofte selv når vi kigger efter løsninger, mens vi er i mørket; hvor kigger vi da hen? Stadig imod mørket, og fra mørket. Vi forsøger at finde såkaldte ”mørke løsninger”. Hvorfor? Fordi vi ikke kan se udover mørket. Derfor er de løsninger, vi finder inde i mørket ofte pseudoløsninger. Frembragt af mørket selv. Vi husker Einsteins måske mest berømte citat: ”Man kan ikke løse et problem med den samme bevidsthedsindstilling, som skabte problemet”. Det samme gælder vores astrale konflikter; dem med mørket. Og mørket selv laver ikke udveje fra mørket. Det kan kun lyset. Pointen er ganske, ganske banal. Vejen ud af mørket er lyset. Eller i hvert fald en laden-være-med-at-stole-på-mørket. Det er nemlig det vi gør, når vi er derinde. VI stoler på, eller køber ind på mørket. Men vi kan ikke, er hypotesen, egentligt tilvælge lyset, hvis ikke vi har indset, vi er i mørke. Hvis man skulle oversætte dette til mere almindeligt terapeutisk sprogbrug, kunne man sige, at vi ikke kan gennemføre dybere forandringsprocesser, uden at dette inkluderer, at vi tilvælger lyset, det nye, det som er mere sandt. Hvis man efter en længere selvudviklings- og terapeutisk proces forbliver i det samme mørke, så er der ingen egentlig forandring sket. Det samme gælder andre almindelige livsforhold: Vælger vi ikke noget nyt og mere sandt, noget mere lysende, så forandrer vi os ikke.

Sådan kan man arbejde videre selv

Selvfølgelig skal alle eller langt de fleste forsøge at løse de tungere emotionelle konflikter via professionelle sammenhænge, med veluddannede terapeuter, hvor der er en god samarbejdsfølelse. Men man kan gøre meget på egen hånd. Og man skal vide, at det at gå ud af det astrale mørke i solar plexus ikke er det samme som, at de negative følelser og tilstande forsvinder. At gå ud af mørket er en bestemt tilgang til det astrale mørke. Det kræver mod at gå ud af mørket. For mørket giver også en enorm tyngde, som giver en enorm tryghed. Næste gang, du er fanget i en negativ emotion, så mærk, at der er et mørke forbundet med den negative følelse. Som vel at mærke ikke er identisk med selve den negative følelse. Forsøg at gå ud af mørket. Lad mørket tilbage. Bevæg dig videre, bevidsthedsmæssigt. Dvs. lad lyset blive frit af mørket. Gør noget andet, end mørket vil have dig til. Når det lykkes, bevirker det også, at vi mærker den negative følelser mere rent. Hvilket vi ikke altid vil. Vi er ikke længere beskyttet af mørket. Måske er mørket i virkeligheden en forsvarsmekanisme, som vi først slipper, når vi er klar til at mærke de negative følelser i lys lue.