TOPPEN AF TRAUMETS ISBJERG

Jeg må starte indlægget med en såkaldt disclaimer. Noget der kunne oversættes med ansvarsfraskrivelse. Selvom det ikke er et rart ord at ”tage på sig”. Agtpågivenhed er måske bedre. I al fald drejer det sig om, at man kun skal benytte de teknikker, jeg formidler her, hvis:

Man er absolut i tryg i at arbejde med sig selv. Hvilket jo mange mennesker er i selvudviklingsverdenen (især alle dem med år flere på bagen). Vil man gerne helgarderes ift. trygheden kan man lave øvelsen flere sammen, eller fx mens der er andre hjemme i ens bolig, sådan, at hvis man møder store følelser, som man ikke selv kan rumme, så er hjælpen helt nær. Der findes altså mange måder, man kan tilvejebringe de rigtige og trygge omstændigheder ift. at arbejde med øvelsen. En del af formålet med at komme med disclaimeren er også at formidle, at selvom en øvelse som denne måske ser uskadelig ud, så er traumearbejdet alt andet end ”uskadeligt”. Dybt traumearbejde kræver en stor grad af klarhed; både fra klient og terapeut. Eller fra den, der også laver arbejdet alene. Det er derfor vigtigt – er jeg overbevist om – at når menneske guider andre mennesker i traumearbejde fx – uden at være fysisk til stede, som man er det i terapi-sessioner – så må man appellere til, at der er visse nødvendige forhold, der gør sig gældende. Som primært handler om tryghed og rammer. Og hernæst om, at man selv har det absolut fulde ansvar for at arbejde med en øvelse som denne og andet dybere traumearbejde. Og selvom man er tryg i øvelsen, vil det, som jeg også nævner senere, være absolut nødvendigt at konsultere en veluddannet terapeut, man har en god samarbejdsfølelse med.

TOPPEN AF ISBJERGET

Et præcist og særdeles brugbart billede på forholdet mellem bevidstheden og det ubevidste er isbjerget. Hvor en lille top stikker op af havets overflade. Men som rummer en ofte kæmpe ”isbjergskrop” nedenunder vandet. Sådan er det også med traumer. En mindre del af traumet er altid over bevidsthedsgrænsen, dvs. over havoverfladen. Mens størstedelen, og selve roden til traumet ligger under vandet, i det ubevidste. Der er her (primært) tale om udviklings-traumer, da jeg ikke har den store erfaring med at chok-traumer. Det jeg er beskæftiget med her handler om det faktum, at vi faktisk kan finde toppen af traumets isbjerg i ”fredstid” (som jeg tidligere har kaldt det i et andet blog-indlæg).

Dette lille blogindlæg handler om en meget specifik måde at arbejde med traumet på. Og der linkes nedenfor til en guidet meditation, som man kan bruge i denne traumemetode.

INTELLEKTUALITET KAN BLIVE EN DIREKTE AFVEJ IFT. KONTAKTEN MED TRAUMERNE

Vi har i vesten en tradition for go’ videnskab og intellektualitet. På godt og ondt. På godt gør det, at der foregår en meget vid udbredelse af viden om traumer. Og denne udbredelse gør, at bogstaveligt talt millioner, måske endda (snart) milliarder af mennesker i verden får, har fået og vil få hjælp til behandling af deres traumer. Hagen ved intellektualiseringen er, at vi lærer at forstå traumer som noget fjernt. Som noget i hjernen. Som noget i vagusnerven. Som noget, vi primært bør gå til intellektuelt eller forskningsmæssigt. Og her taber vi. Intellektualiseringen forhindrer selvfølgelig, at vi begynder at opdage den tip af isbjerget, der stikker op over havet. Intellektualiseringen gør os ude af stand til dette. Det behøver den ikke som sådan i sig selv, intellektualiseringen. Men når det er den eneste eller markant den mest dominante traume approach, så får det i praksis denne konsekvens. Denne model og den tilhørende guidede meditation tilbyder et mere praksisnært alternativ. Og der opfordres til – hvis man føler det rigtigt, og hvis man har tilstrækkelig tryghed i sig selv – at man begynder at anvende denne meget mere praksisnære approach i sit traumearbejde. For traumerne er – som (stort set) alle teoretiske retninger er enige om – en central del af personligheden. Og personligheden er der jo hele tiden. Ikke sandt? Vi behøver ikke at læse og refererer til hjerneforskning, vagusnerver, peer-reviewed controlled and double blinded forskningsundersøgelser for at mærke personligheden? Måske det er en hjælp at bruge intellektets vej. Men man skal vide af, at intellektets vej er og bliver en bro. Personligheden og traumerne kan ikke findes på selve broen. Dér er de ikke. Personlighed og traumer kan findes, mærkes og opleves, sanses lige nu, i virkeligheden. Hvor de er. Og både traumer og personlighed er en stor del af vores virkelighed. Den måde vi oplever virkeligheden, verden, os selv og andre på.

En af årsagerne til, at intellektets vej er en nødvendighed, og at det kan være en hjælper – såvel som det kan være en distraktion, der afleder os fra det egentlige – er at vi ikke er vant til at se det, der udgør vores virkelighed. Det svarer til øjnene: Hvad er det første øjnene ser? Det er næsen! Men fordi næsen altid er i vores synsfelt retoucherer hjernen den væk. Noget tilsvarende  gør sig gældende med traumer og personlighed. På nogle måder udgør personlighed og traumer de briller, eller selve næsen, som vi kigger ud af, eller forbi. Og derfor retoucherer hjernen det væk. Lao Tse – den kinesiske mystiker og en af grundlæggerne af taoismen – siger: ”Abandoning intellectualism, then return to utter simplicity.” Man opgiver intellektualismen, og vender tilbage til ren simpelhed. En simpelhed, der gør, at man kan se virkeligheden mere som den er – end som den er beskrevet i al forskningsmæssig litteratur. En simpelhed, der gør, at vi nemt kan få øje på både personlighed og traumer. I hvert fald toppen af dem.

AT GÅ DIREKTE TIL DEN NEGATIVE FØLELSE

Dér, hvor traumet lettest kan kontaktes er i den mest negative følelse, man mærker hyppigst. For det er nemlig det, som traumet producerer: Negative følelser. De primære negative følelser er: Angst, vrede, skam, sorg, og alverdens afarter og restprodukter af dem: Tvivl, selvbebrejdelse, mindre- og merværd etc. Traumet er i sig selv ikke en følelse, men en reel oplevelse, en reel erfaring, man har gjort. Og som traumeforskningen dokumenterer, så er oplevelsen ikke specielt vigtig. Ens grundtraume kan både opstå fra relativt udramatiske begivenheder såvel som horrible overgreb, dødsnærhed, krig og ødelæggelse. Fælles for traumerne – og fælles for den måde vi møder dem på – er de negative følelser de afstedkommer. Og som følger os hele livet. Gør vi ikke noget vil de styre os – hele livet. Arbejder vi med dem kan vi opnå en frihed fra dem. Men som strukturer i vores personlighed forvinder de aldrig, siger de oplyste traditioner.

Så det handler om at identificere den negative følelse, man er mest plaget af: er det frygt, vrede, skam, sorg? Undersøg følgende spørgsmål:

• Når jeg kigger tilbage på dagen i dag, hvad var da den mest negative følelser jeg oplevede? Hvad var situationen? Hvad gjorde jeg eller hvad gjorde jeg ikke i mødet med denne negative følelse?

• Når jeg kigger tilbage på den seneste uge, altså seneste 7-dages periode, hvad var da den mest negative følelse, jeg oplevede? Hvad var situationen? Hvad gjorde jeg eller hvad gjorde jeg ikke i mødet med denne negative følelse?

• Når jeg kigger tilbage på den seneste måned, altså de seneste ca. 30 dage, hvad var da den mest negative følelse jeg oplevede? Hvad var situationen? Hvad gjorde jeg eller hvad gjorde jeg ikke i mødet med de negative følelse?

• Når jeg kigger tilbage på det seneste år, altså ca. 365 dage tilbage i tiden, hvad er da de mest negative følelse, jeg oplevede? Hvad var situationerne? Hvad gjorde jeg eller hvad gjorde jeg ikke i mødet med disse negative følelser?

• Gør det samme med både 3, 5 10, 20, 50 år, og helt tilbage gennem hele livet, hvis du har en høj alder. På den måde bliver det muligt at klargøre dit eget traumespor

OPGAVEN FREMADRETTET

Når du har lavet ovenstående øvelse gennem længere tid: dage, måneder, år, er du rustet på en helt anden måde til at arbejde aktivt med at mindske traumets magt over dig og dit liv. Hver gang du møder traume-følelsen – altså den mest negative følelse, som du har afklaret i ovenstående spørgsmål, så har du andre muligheder for at frigøre dig fra den. På en måde kan man sige, at dette traumespors-arbejde giver en tryghed. En tryghed i at jeg faktisk har mødt denne traume-følelse i bogstaveligt tusinder eller millioner af gange i mit liv. Og den ”gode” nyhed er, at du – også selvom du virkeligt lægger dig i selen med traumearbejde! – vil skulle møde den tusinder eller millioner af gange til. Det giver faktisk også en tryghed at tænke på. Det kan det gøre, efter noget tid. Det gør følelsen mindre farlig, mere almindelig. Og i sidste ende er der kun et sigte med traume-arbejdet: At vi bliver mere frie til at leve det liv, vi drømmer om.

Jeg må understrege, at denne øvelse med at klargøre sit traumespor kun er første del af et langt terapeutisk arbejde, og at for langt, langt de fleste, så sker det egentlige dyberegående traumearbejde med en veluddannet terapeut, som man har en god samarbejdsfølelse med.

Man er velkommen til at kontakte mig for yderliere vejledning.

Simon Vittus Jasper Hansen