SKAL MAN NOGLE GANGE GIVE SLIP PÅ, AT MAN ALTID SKAL GIVE SLIP?

Kan det at give slip også betyde, at man skal holde fast? Og skal man en gang imellem også give slip på forestillingen om, at man altid skal give slip?

De oplyste visdomstraditioner fra Østen giver et meget entydigt svar på ovenstående spørgsmål: Deres svar er, i hvert fald dem, der kommer fra de højeste og mest avancerede traditioner, fx (advaita vedanta og vajrayana budhismen), at man altid skal give slip. At det at give slip simpelthen er vejen frem. Vajrayana buddhismen siger dog også rigtigt meget andet; men i sidste ende, når det handler om de højeste belæringer, ati yoga-belæringerne, så er slippet betonet og essentielt. Eller det slet ikke at gøre noget overhovedet. Hvilket vel også er en form for at give slip!? Men kan almindelige, moderne og vestlige mennesker, som du og jeg, i det 21. århundrede bruge denne instruktion? Altid at give slip? Og kan der være negative konsekvenser ved denne procedure? Synspunktet, jeg her vil hævde, er, at det langtfra er en ”algoritme”, som vi moderne vestlige mennesker kan bruge altid – altid at skulle give slip. Jeg har også valgt at skrive artiklen fordi min erfaring er, at alt for mange mennesker har fået det ind som en slags automatisme, at det at give slip altid er løsningen på alle problemer. Samtidig er det også på sin plads at ”holde fast i”, at det ofte er meget hensigtsmæssigt for ens proces at give slip.

Konsekvenserne ved at give slip, når det ikke er den rigtige løsning

Forestillingen om altid at skulle give slip minder om det der hedder at lave en spirituel bypass. Dvs. man bruger et for højt spirituelt princip på ens almindelige virkelighed, som slet ikke hverken kan eller skal leve op til dette princip. Når man laver en spirituel bypass, så fortæller man sig selv en historie – om sig selv, om andre eller om verden – som måske, måske ikke er sand. Men hvad end det er sandt eller ej, er slet ikke pointen. Pointen med at lave en spirituel bypass er nemlig at beskytte sig imod at konfrontere det reelle problem og de reelle følelser. Det kan man fx gøre ved at fortælle sig selv eller andre, at man altid i alle situationer ”bare” skal give slip. Der er altså ligheder mellem det at lave en spirituel bypass og så forestillingen om, at man altid skal give slip. Eller man kunne sige, at forestillingen om, at man altid skal give slip kan være en del af ens spirituelle bypass. Men hvorfor? Lad os forestille et eksempel, som bogstaveligt alle kan genkende. Kærlighedslivet og parforholdet. Lad os sige, at den ene part ønsker nogle dybere forandringer i parforholdet, i den måde, man samlever på. Hvis denne person får fingre i, eller bliver givet eller dikteret, forestillingen om at man altid skal give slip, så kan det betyde, hvis personen køber forestillingen, at man så ikke behøver at konfrontere den mistrivsel og de negative følelser – altså det relationelle skisma – som ligger under ønsket om forandringerne. Personen kan så – som man gør det i en spirituel bypass – klappe sig selv på de spirituelle skuldre over hvor accepterende og eftergivende man er. Og se hvor er man god. Og der er mange der gør nøjagtigt dette. Mange der, med en nærmest dogmatisk automatisme, simpelthen går ud fra, at man altid skal give slip på alting. Og at det altid er løsningen i alle situationer. Risikoen er dels, at man faktisk ikke får konfronteret de reelle problemer og følelser, man faktisk har. Dels at man kommer til at leve et liv, hvor man ikke får det, man ønsker sig. Fordi man kommer til at leve i en illusorisk drøm at man skal give slip på alting. Også det man inderst ønsker sig; fx i sit parforhold.

At holde fast – det modsatte af at give slip

At holde fast er det modsatte af at give slip. Spørgsmålet bliver nu, om det at holde fast også nogle gange kan være et rigtigt spirituelt princip. Eller anderledes formuleret: Hvordan ville vores liv se ud, hvis vi aldrig ”skulle” eller ”måtte” holde fast i noget? Hvordan ville livet se ud, hvis vi aldrig, med vores kærlighedspartner, holdt fast i kærligheden? Eller hvordan ville vores spirituelle liv og praksis se ud, hvis vi aldrig holdt fast i essensen, i os selv, i vores højere potentialer? Og hvordan ville vores helt almindelige liv se ud, hvis vi aldrig forsøgte at holde fast i vores jeger, i os selv, den man nu engang er, det vi kan li’, det vi drømmer om, og det vi tror på?

Hvordan ved vi om vi skal give slip eller holde fast?

Dette er det udviklingsmæssige og spirituelle 10.000-kroners-spørgsmål. For vælger vi forkert – og det gør vi alle sammen af og til – så får vi problemer. Vælger vi fx at give slip i situationer, hvor det havde været rigtigt at holde fast, så går det den gale vej. Og omvendt: Vælger vi at holde fast i situationer og relationer, hvor vi skulle ha’ givet slip, får vi ligeledes problemer. Så vad gør man? Man kan altid prøve sig frem, little by little. Som en empirisk videnskabsmand. Man tester. Man prøver at give lidt slip, og mærker efter. Bragte det noget godt med sig? Eller blev det værre? Hvordan føles kroppen. Mærk kroppen; den kan altid eller ofte give et prej om, hvad der er rigtigt i en situation – at slippe eller holde fast. Bringer handlingen – at slippe eller holde fast – en nærmere på det man gerne vil eller ej? Princippet er klart og pragmatisk: Hvilket giver en naturlig modbalance til den naivitet og nærmest dogmatisme, der findes i princippet i, at vi altid skal give slip. Til sidst kunne man noget firkantet sige. I terapeutiske og selvudviklingsmæssige sammenhænge er det oftere, men selvfølgelig ikke altid, hensigtsmæssigt at holde fast. Og i egentligt spirituelle processer er det oftere mere hensigtsmæssigt at give slip. Selvom det modsatte selvfølgeligt også er tilfældet.