SÅDAN OPNÅR MAN DEN INTEGREREDE PERSONLIGHED
Mennesket er et sammensat væsen. Dvs. at du og jeg, og alle andre, er sammensatte væsener. Helt konkret betyder det, at vi består at modsatrettede impulser: En del af os vil til højre, en anden del til venstre. En tredje vil slet ikke. Og hvorfor er dette så vigtigt ift. personlig udvikling og generel livskvalitet? Det er på en måde kart: Hvis ikke de enkelte dele af en selv arbejder sammen og vil mere i samme retning, så ender de enkelte dele af os med at modarbejde hinanden, og man kommer derfor ikke rigtigt nogle vegne overhovedet. Når man ser sådan på det, fremstår det med en selvfølge. Og et af problemerne er netop, at vi normalt ikke ser og tænker os selv som sammensatte væsener. Fordi vi kun italesætter og identificerer os med en mindre del af os selv; fx dén, vi godt kan li’, eller dén vi tror, andre godt kan li’, men glemmer de andre dele, som måske er dem, der holder os fast. Hvilket gør at vi ikke kan bevæge os fremad.
Sådan får vi overblik over vores forskellige dele
Hvilke dele består vi af?
Der er flere gode måder og teorirammer til at få overblik over, hvilke dele og modsatrettede impulser, vi rummer, fx findes:
– Chakra systemet
– Den tredelte hjerne
– Yin og Yang – det mandlige og det kvindelige
– Det bevidste og det ubevidste.
Lad os (igen) forestille os, at jeg har en drøm om at gøre noget specielt: Det kan være at skabe en harmonisk kernefamilie, at blive selvstændig inden for mit felt, at lave kunst (skrive bøger, lave musik, bygge tiny houses, at gøre noget for at forandre verden) etc. Denne drøm er måske noget, jeg mærker i mit solar plexus eller hjerte chakra. Og jeg bliver lykkelig af at tænke på det. Men jeg får det ikke (rigtigt) gjort. Det forbliver en drøm. Årsagen er så fx, at et eller flere af de andre chakraer ”vil” noget andet, at de vil i en anden retning (eller at en anden del af solar plexus bare ikke vil). Som vel at mærke bremser mig og holder mig tilbage. Som et gammelt arabisk ordsprog siger:
”Det er ikke vejen forude, der tynger dig. Det er stenen i din sko.”
At identificere sine sten i skoen
En rigtig god måde at arbejde med dette kan være at spørge sig selv: ”OK, jeg har denne drøm om…, MEN:
– Hvilke dele af mig selv vil ikke denne drøm?
– Hvor er de/den del, som ikke vil? Og hvad vil den del i stedet for?”
En anden meget velkendt blokering for udvikling kan forklares med termer fra hjerneforskning (den tredelte hjerne). Jeg har måske en ide om, at fællesskab og community building er min vej: Jeg vil indgå i nærende relationer, og udvise empati mod andre (dette er alt sammen noget som den såkaldt nyere pattedyrhjerne kan ønske sig). Men krybdyrhjernen – som har været undervejs i 400 millioner år!!! – den vil noget andet. Den føler sig utryg i relationer. Den føler, at de andre er intrigante, indbildske og usympatiske. Ergo: krybdyrhjernen forhindrer mit mål om empatisk community buidling. På samme måde kunne man fortsætte med yin-yang: Måske den mandlige del af en vil noget, men den kvindelige del vil noget andet. Hvilket giver samme problem: ingen eller ringe udvikling, og hvad der måske er endnu vigtigere: indre konflikt. For er det vel nogen rar tanke, at man består af flere delelementer, som egentlig er i konflikt eller direkte i krig med hinanden? I sidste ende handler dette arbejde – arbejdet på at integrere sine forskellige sider og få dem til at arbejde mere sammen – om at opnå inde fred. Release. Ahhr. Ro. Stilhed. Dette kan vi ikke så længe, vi tillader vores forskellige sider at være oppe at toppes
Samarbejde, selvaccept, fremskridt
At få krybdyrhjernen, som svarer meget godt til rod chakraet, til at ville i samme retning som ens hjerte-chakra er et højt mål. Det lader sig gøre, men det er arbejdsomt og krævende. I princippet er det nøjagtig hvad den mere avancerede tantra handler om: At udnytte den energi, der ligger i de nederste chakraer (rod, hara, solar plexus) til netop at understøtte de drømme, der ligger i fx hjertet eller de øvrige højere chakraer. Så et for mange mere brugbart mål kunne være at benytte disse retningslinjer til at skabe en større selvaccept. En accept af, af jeg består af flere elementer, og derfor er et sammensat væsen. Problemet opstår når vi gør det. Så kommer vi til at identificere os med drømmen: Jeg vil dette, dette er min livsmission, jeg er ambitiøs, jeg er dygtig, jeg er vidende: Men hvad med de sider, som ikke vil, som ikke er dygtige, som ikke er vidende, som ikke er empatiske? At integrere, at arbejde med, at terapeutisere, at se disse sider vil skabe en langt større selvaccept. Og i sidste ende vil denne selvaccept være med til at tage nogle af kræfterne fra de sider, som ”ikke vil”, så vi kan bruge disse kræfter på de ting, vi faktisk gerne vil.
Hvordan kommer man videre?
I mit kendskab er chakra-systemet det mest effektive redskab til med tiden at få disse sammensatte sider til at hænge bedre sammen. Det er dét, jeg selv bruger, og derfor også underviser i. Men der er mange andre gode redskaber, som man selv kan gå i gang med umiddelbart. Det er også klart, at noget af dette arbejde er helt almindelig terapi hos en dygtig terapeut, som man har en god samarbejdsfølelse med. Meget af arbejdet handler om at finde de ubevidste komponenter i én; modstanden; det, der ikke vil; det, som ikke er klart til flere fremskridt. Brug en dagbog – fysisk eller elektronisk – til gennem længere tid at få mere bevidsthed ind i dette område: start en indre, skriftlig dialog med modstanden: Det, der ikke vil. Lær i højere grad at acceptere disse sider som en del af dig selv – hvilket også inkluderer at forstå deres værdi. Stil fx en gang imellem spørgsmålet til disse sider:
”Hvilken værdi har det tilført mit liv, at jeg har en eller flere sider, som synes direkte at stoppe mig i det, jeg gerne vil?”
Der ligger nemlig både visdom og værdi i disse mørkere sider; og det skal man finde frem. Lær også, med tiden, at udtrykke og vise disse mere ikke-så-stolte sider frem til andre. Så der kommer større overensstemmelse mellem hele dig, og den du viser og udtrykker til omverden. Dette er ekstremt vigtigt.
Og i sidste instans skal man arbejde på selve integrationen: dvs. at de forskellige sider bliver i stand til at arbejde mere sammen. Her kan man igen benytte chakra-systemet. Sådan at de drømme, der fx ligger i hjertet om community eller kernefamilie kommer til at spille sammen med – og i sidste instans ligefrem næres af – de instinkter, der ligger i rod, hara og solar plexus.
Afslutningsvist
Der er altså på denne måde to projekter i dette med at integrere sin personlighed: 1. Dels en kasten lys over de mørkere sider, som ikke vil; som bremser mig i mine drømme, som ikke er empatiske, som ikke vil udvikle sig, som ikke vil forandre sig etc. 2. Dels arbejdet på selve integrationen, sådan at den mere instinktive energi i de nederste chakraer den med tiden bliver en støtte for de drømme jeg måtte have andre steder; i hjertet, i solar plexus. Eller deciderede spirituelle praksisveje og -ambitioner.