SÅDAN KAN OG “BØR” MAN ARBEJDE MED SINE TRAUMER I FREDSTID

Vores traumer er der altid. Uanset om vi mærker dem eller ej. Uanset om de er aktive, i udbrud som vulkaner eller om vi føler os rolige og tilpas. Traumerne ligger som en slags grunddispositioner i kroppen, nervesystemet, hjertet og hjernen. Store dele af traumeterapierne har en forestilling om dels, at vi kan færdigbehandle traumerne; at vi kan blive helt frie for dem. Og dels er der forestillinger om, at vi kan arbejde med traumerne, når de er allerværst: dvs. når vreden dirrer i kroppen, når skammen får os til at forsvinde, eller angsten gør, at vi ikke længere kan være os selv. Jeg vil gerne anfægte begge forestillinger. De oplyste traditioner siger – hvilket den gængse traumeforskning selvfølgelig ikke har viden om, hvilket i sig selv er interessant – at traumerne vedbliver hele livet; og at det først er, når mennesker når langt ind i oplysningsprocesser, at traumerne begynder at slippe helt. For det andet så tror jeg, det er en illusion, at vi kan arbejde med traumerne eller i det hele taget, at vi kan gøre ret meget, når traumerne er værst eller bare temmelig aktive. Pointen er: Det er i fredstid – når traumerne ikke er så voldsomme – at vi kan gøre mest. Det vender jeg tilbage til.

Og ikke nok med at traumerne er der hele tiden. De påvirker os også hele tiden; også når de ikke er aktive. En ting, som mange traumebehandlere ikke er klar over. Dvs. traumerne påvirker os, også når vi ikke er i kontakt med følelsen, som grundtraumet afstedkommer: angst, skam, vrede som er de primære. Traumerne er en central del af personligheden; og dén er der jo hele tiden. På en måde kan man sige, at vores grundtraume ligger rundt om personligheden, ligesom midgårdsormen ligger rundt om hele Midgård. Funktionen er, at personligheden ikke eller kun meget forsigtigt og meget sjældent bevæger sig uden for de landskaber – uden for traumet, uden for Midgaard. På den måde sætter vores grundtraumer også en grænse for, hvad vi kan gøre og blive her i livet. Lidt på samme måde som en flods bredder. Der kan være højvande eller lavvande, eller ingen vand. Men vandet tilpasser sig altid bredderne. Går floden over sine bredder, vil det svare til, at man begynder et dybere terapeutisk arbejde, som kan hjælpe en udover sit grundtraumes flodbredder.

At arbejde med traumer i fredstid

Normalt når vi tænker på traumearbejde, tænker vi på noget meget intenst. Og ofte også noget meget smertefuldt. Men sådan behøver det ikke at være. Og ofte – er min erfaring og andres – at vi kan få utroligt meget ud af at arbejde med traumerne i fredstid, når de ikke er aktive. Og altså når der er mere overskud. Dette kræver selvfølgeligt, at man først allerede har fået identificeret og klarlagt sit grundtraume – ellers ved man næppe, hvad man skal arbejde med i fredstid. Og det er i virkeligheden ikke så svært, hvis man arbejder sammen med en dygtig terapeut. Når man så har en nogenlunde klar fornemmelse af ens grundtraume – og for nogen eller mange kommer denne klarhed først efter mange års terapi; sådan var det for mig selv – bliver det muligt at kontakte traumet i helt almindelige situationer.

Hvordan kan man selv arbejde med sit traume i fredstid?

Jeg vil starte med at sige, at det at man laver noget arbejde selv ofte bør gå hånd i hånd i samarbejdet med en dygtig terapeut. For langt de fleste er dette absolut nødvendigt. Men hvorfor ikke også gøre noget selv? I stedet for at tro, at traumearbejdet er noget, man kun kan lave i terapisessionerne én gang om måneden? Det første trin handler om at identificere sit grundtraume (du kan evt. læse min blog om netop grundtraumet). Man skal altså vide, fra hvilken periode i ens liv kommer traumet? Hvad var hændelsesforløbet? Blev man forladt? Slået? Eller seksuelt overgrebet? Blev man holdt nede i en slags psykisk overgreb? Og så skal man vide, hvilken primær følelse dette traume-hændelsesforløb bliver ved med at gentage i en (angst, vrede, skam etc.). Og endelig skal man vide lidt om ens coping strategi; altså hvad er min ubevidste måde at beskytte mig mod netop den følelse (fx hvis man er blevet svigtet, er en almindelig coping strategi, at man vil binde og fastholde mennesker – netop for at undgå at mærke denne svigtethedsfølelse igen. Eller at man selv ikke tør binde sig, fordi man så kan blive svigtet igen). En konkret teknik, man kan anvende for identificere dette er ved at lave en længere tidslinje-øvelse eller livsrefleksion, hvor man besvarer disse spørgsmål:

1. Hvad er den sværeste følelse for mig – nu og igennem livet?
2. I hvilke situationer trigges denne følelse?
3. Hvilke personer kan trigge denne følelse stærkest i mig?
4. Hvordan reagerer jeg på denne aktivering?
5. Kamp
6. Flugt
7. Spille død etc.
8. Andet: gambling, shopping, sex, overspisning, oversocial, være en pleaser etc.

Når dette er nogenlunde klart for en – og igen dette kan tage både kort og lang tid – afhængigt af ens situation og person, og hvordan traumerne er tilgængelige i ens system, så kan man begynde at arbejde med traumerne i fredstid.

At mærke og finde traumerne, når de ikke er aktive

Dette er på mange måder hovedoverskriften: At mærke og finde traumerne, når de ikke er aktive. Hvis nu min primære traumefølelse er angst for forladthed, så kan jeg begynde at lokalisere netop denne forladthedsangst, også selvom jeg hverken mærker følelsen eller måske slet ikke er sammen med nogen, som reelt kunne trigge min forladthedsangst. Det, der sker med denne metode er, at man for det første lærer, at man faktisk godt kan få kontakt med et ekko af selve forladthedsangsten – faktisk altid. Hvilket i sig selv kan være en øjenåbner. For det andet begynder bevidstheden at flyde langsomt og kontrolleret ind i traumestrukturen – og dette er faktisk selve healingen og selve den langsomme opblødning af selve traumet.

Jeg håber også, at det er tydeligt, at denne proces – at bevidstheden langsomt flyder ind i traumet – jo ikke sker, når traumet er allerværst. Her er traumet langt stærkere end vores utrænede bevidstheder. Var dette ikke tilfældet, så havde vi alle for længst vundet over traumerne. Andre måder at sige det ville være: At arbejde med traumerne i fredstid handler om at arbejde under forhold, hvor vi har vores vigtigste resurse (i traumearbejdet) med os, nemlig bevidstheden.

Konsekvensen af ikke at arbejde med sine traumer i fredstid

En anden måde at beskrive, hvilke fordele, der er ved at arbejde i fredstid er at beskrive, hvordan vi er nødsaget til at møde vores traumer, hvis vi ikke arbejder i fredstid – men kun forholder os til dem, når vulkanen er i gang med at sprutte lava. Grunden til at en vulkan, den sprutter lavaen ud er, at trykket bliver så stort, at lava og magma ikke længere kan være der. Dét at kontakte sit traume i fredstid svarer til, at man laver en sidekanal dér, hvor magmaen og lavaen befinder sig. Sådan at der jævnligt og relativt problemfrit kan flyde magma og lava væk fra kammeret, hvorved trykket falder. Hvilket gør, at vulkanen ikke hverken kan eller behøver at sprutte. Man tager noget af trykket, som man siger. Hvilket gør, at man vil have ingen eller færre virkelige udbrud. Og samtidig har man gang i en virkelig dyb og groundet healingsproces. Groundet fordi denne måde at arbejde på kan passe ind i en almindelig hverdag, hvor man engang imellem giver lidt mere bevidsthed til sit traume end man ellers ville have gjort.

Simon Vittus Jasper Hansen