PSYKOLOGIENS SPIRITUELLE RØDDER – KEN WILBER OG A. H. ALMAAS

I dag anser vi både psykologien og psykoterapien for discipliner som er aldeles adskilte fra spiritualitet. Denne adskilthed hører man fortalt både fra de psykologiske og de spirituelle rækker. Altså: Psykologer hævder med stor selvfølgelighed, at den psykologiske fagdisciplin er aldeles sin egen, og i sin natur ingenting har at gøre med spiritualitet. På samme måde – men fra en anden vinkel – hævder nogle spirituelle lærere, at spiritualitet er en særegen disciplin, adskilt fra psykologien. Hensynet som nogle spirituelle lærere har er dels, at man ønsker at stadfæste en stor klarhed overfor eleven, hvorvidt der arbejdes med noget spirituelt eller noget terapeutisk. Et andet hensyn kan være, at de spirituelle lærere måske ønsker at frigøre sig fra overføringer og projektioner – fx af mor og far – som er almindelige eller ligefrem ønskværdige i psykologi og psykoterapi. Årsagen er, at jo mere et spirituelt lærerforhold kan undgå de almindelige projektioner, jo nemmere vil det egentlige spirituelle arbejde være. Hvis den praktiserende hver gang mærker de uopfyldte behov, når man er i kontakt med læreren, så har det en meget naturlig begrænsning for spirituel progression. Der kan altså være alt mulig grund til at ønske at adskille den spirituelle og psykologiske disciplin. Og samtidig kan der – hævdes det ligeledes fra spirituelle lærere! – være en nærmest umulighed ved denne adskillelse. Måske primært fordi den aldrig har været det. Hvilket betyder, at de to discipliner faktisk er en og samme eller har den samme rod.

KEN WILBER – OG BOGEN INTEGRAL PSYCHOLOGY

Grundlaget for dette blogindlæg er Ken Wilbers forord til hans bog Integral Psychology. Det er interessant læsning. Formentlig ingen eller kun meget få mennesker er i stand til at sammenfatte så enorme mængder af teori som fx Ken Wilber har gjort i sit enorme forfatterskab på. I forordet til Integral Psychology laver han en historisk redegørelse for psykologiens opståen og historie. Forordet rummer små spadestik tilbage til antikken og renæssancen, men koncentrerer sig om perioden i 1800-tallet, da psykologi begynder at blive en moderne selvstændig videnskab (Freud er født i 1856 og begynder at udgive sine værker i 1880’erne). Det nærmest hovedrystende ved Wilbers forord er, at han gør fuldstændig klart rede for, at der har været afgørende perioder i psykologiens historie, hvor psykologien og spiritualiteten har gået hånd i hånd som den største naturlighed. Wilbers forord redegør så også for, at der lidt senere sker den adskillelse, som vi i dag anser for gode varer. Hvor man netop anser psykologi/psykoterapi for sin egen individuelle og fra det spirituelle adskilte disciplin.

Spørgsmålet er, om det overhovedet er muligt i praksis at adskille psykologi fra spiritualitet? Jeg har ikke svarene på disse spørgsmål, men jeg synes, der ligger en form for forpligtelse i at sætte sig ind i Wilbers pointer. Og måske en forskrækkelse i at finde ud af, at de to discipliner er så tæt, også historisk, forbundet, og at stort set ingen, der arbejder inden for disse verdener, faktisk ved det. Udsagnene udfordrer radikalt de forestillinger, vi har i dag. Vi vender tilbage til de praktiske implikationer! For betyder det så, at alle psykologer og psykoterapeuter skal begynde at brænde røgelse af i deres terapi-rum? Absolut helst ikke! Eller betyder det, at alle psykologer og psykoterapeuter nu skal udgyde varm luft om spirituel hulla-bullaj. Helst heller ikke…

A.H. ALMASS

Almaas er enig med Ken Wilber i sine betragtninger om sammenhængen mellem psykologi og spiritualitet. Han siger i sin bog The Point of Existence fra 1996: “We also believe that understanding the spiritual nature of the self can help us to understand even the severe forms of narcissistic disturbance. This perspective can help us to see that we cannot separate our psychology from our spirituality, our psyche from our spirit, for we are fundamentally whole. Our self is one self, and cannot be dichotomized into a spiritual or “higher” self and a psychical or psychophysical self.”

Der er to interessante pointer: Det første er uadskilleligheden mellem det psykiske og spirituelle (”We are fundamentally whole”). Det andet interessant perspektiv er, at ved at arbejde med denne uadskillelighed, altså den naturlige sammenhæng mellem psykologi og spiritualitet, så har vi nogle nye og andre måder at behandler nogle alvorlige diagnoser som fx narcissisme, selv i de alvorlige tilfælde.

STRØTANKER

Som sagt er jeg ikke interesseret i at komme med svar på, hvad konsekvenserne egentligt er af de udsagn som d’herrer kommer med. Det må være op til hver enkelt. Jeg kan dog lægge ud med at sige, at jeg anser både psykoterapi og psykologi for succesfulde discipliner. Og at den store succes og den samfundsmæssige helt centrale rolle, bl.a. ifm. traumehandling, ikke skal gå tabt. Den hviler i sin egen succes. Det handler måske netop om at lade det store arbejde og den succes, som både psykologi og psykoterapi har opnået, og hver dag opnår igen og igen i arbejdet med mennesker, fortsætte ufortrødent. Måske med den viden og det perspektiv – når det er sandt for terapeuten – at det terapeutiske arbejde er indskrevet i en større kontekst? Måske vil vi i fremtiden se en naturlig voksende sammenhæng mellem psykologi/psykoterapi og spiritualitet. Og måske vil derfor psykologer og psykoterapeuter naturligt tilegne sig nogle af de kompetencer, som førhen blev anset for spirituelle. Denne proces er velsagtens i gang i dag. Hvor mange psykologer findes der ikke, som fx i større eller mindre grad bruger mindfulness eller afarter af mindfulness i deres konsultationer? I løbet af de næste årtier, bliver det nok lettere at tælle de psykologer og terapeuter, som ikke anvender fx mindfulness. Og måske er den traumeforskning, som vi ser i stigende grad i disse årtier, i virkeligheden udtryk for en spirituel proces; hvad dette så end måtte betyde. I hvert fald kan man sige, at nogle af de store forskningsmæssige fremskridt, bliver de nye fundamenter i traumeforskning har spirituelle rødder eller et ”spirituelt aftryk”.

Jeg håber, at dette lille skriv kan være med til at danne grobund for konstruktive dialoger. Og ikke til flere skyttegrave. Og troen på, at jeg er bedre end dig; eller omvendt. Den slags har vi næppe tid til i vores moderne katastrofe-ramte tid.

Simon Vittus Jasper Hansen