MESTRINGSFØLELSEN – IFT. TRAUMER, LIV OG SPIRITUALITET
Det at mestre noget, mestring, coping (i den positive forstand) har en længere rod i både psykologi, selvudvikling, sundhedsfremme og spiritualitet. Helt basic kan man sige, at mestring er to ting. 1) Det er en følelse eller en kvalitet, vi kan være i kontakt med eller mangle. Og dels 2) dækker mestring over nogle konkrete kompetencer, evner, man har eller ikke har. Og det er vigtigt at der er overensstemmelse mellem følelsen på den ene side, og så selve kompetencen på den anden. Jeg kan fx have den følelse, at jeg alene kan lave mad til 12 mennesker på 15 minutter. Virkeligheden kan være modsat: Jeg får fx en oplevelse af ikke at kunne det. Eller omvendt: Jeg går rundt med en følelse af ikke at kunne udrette en bestemt type arbejdsopgaver ifm. mit job. Selvom jeg måske i virkeligheden godt kan.
ESSENS-KVALITETER
Både indenfor buddhismen, sufismen og mange andre spirituelle traditioner og skoler inddeler man de oprindelige, de essentielle, de naturlige, de oplyste, de mest værdifulde – kært barn, mange navne – i essens-kvaliteter. Mestring er en sådan essens-kvalitet. Det at noget er en essens-kvalitet, betyder at den kommer længere indefra. At den der koblet sammen med vores essens. At alle er i besiddelse af den. Og at de fleste af os skal gøre et stykke arbejde for at komme mere i kontakt med den. Den specifikke mestrings-essens er knyttet helt tæt sammen med det at kunne. Når man mestrer noget, betyder det også, at man kan dét, som man mestrer. Igen: Det handler om at kunne. At kunne overleve. At kunne danne meningsfulde relationer. At kunne sætte grænser. At kunne sætte sig igennem i sit arbejdsliv. At kunne praktisere sundhed – mentalt, psykologisk og spirituelt.
HVAD, HVIS JEG IKKE KAN?
Det ikke at kunne oversættes med manglen på mestrings-essensen. Og det er noget af det absolut mest skræmmende for mange mennesker. Mange mennesker har det fx sådan – jeg hører det ofte ifm. meditations-kurser – at hvis der er noget, man ikke kan, så vil man ikke møde op. Fx tror en del mennesker – også ifm. begynderkurser i meditation! – at hvis de ikke kan hjemmefra, så er de næppe berettiget til eller så kan det ikke betale sig at være med på et kursus. Hvortil jeg svarer, at hvis de havde kunnet hjemmefra, så var der næppe megen melodi i at være med på et begynder-kursus. Så mestrings-essensen, det at kunne, er meget beslægtet med det at lære. Det at være ærlig omkring det, man netop ikke kan, eller ikke kan så godt, eller det man gerne vil blive bedre til. Når vi har den klarhed – klarheden omkring det vi ikke kan – så er det ikke så farligt og skræmmende ikke at kunne. Når vi ikke har den klarhed, så bliver vi ofte ekstremt og meget hylet ud af den, når vi oplever ikke at kunne. Jeg kan fx huske, at et nært menneske af mig skulle tage kørekort i en høj alder, efter længere tid uden kørekort pga. en øjensygdom. Personen havde tidligere haft kørekort, og kørt med almindelige manuelle gear. Personen skulle nu til køreprøve i en bil med automatgear. Jeg husker, hvordan personen fortalte om sin oplevelse, da hun kom ind i den bil, og ”fik øje på alle knapperne”: Personen fortsatte: ”Jeg blev rædselsslagen”. Dette er et klasse-eksempel på, hvordan vores systemer reagerer på at komme ind i en kontekst, som man ikke føler sig hjemme i. Tænk således på din egen og andres oplevelser af ikke at kunne noget med teknologi, computere, apps, telefoner, internet: Forfærdeligt. Noget vi ikke mestrer. Det gør os rædselsslagne. Ofte fuldstændig uden en rationel grund. Udover at vi ofte tror ubevidst, som personen i eksemplet, at det kan blive ekstremt farligt ikke at kunne noget. Rent overlevelsesmæssigt har det heller ikke været godt på vores forfædres savanner ikke at kunne. Ikke at kunne jage, ikke at kunne beskytte sig selv og sit afkom mod fjender. Det ikke at kunne skabe ild. Det ikke at kunne høre til i de større stammer. Det ikke at kunne blive accepteret. I vores moderne kultur handler det mere om, at vi på mange måder har en succes-kultur. Hvor vi ikke bare forventes at kunne det meste, men også forventer og forventes at være gode til, måske ligefrem sublime til, en eller flere ting. Man vil således gerne kunne være en over gennemsnitlig forælder, en over gennemsnitlig medarbejder eller leder. Og en over gennemsnitlig golfspiller/løber/meditations-udøver/ven/søskende etc. I vore dage handler vores kunnen og manglen på at kunne ikke decideret om overlevelse, men om angsten for at fejle, for ikke at kunne slå til. For ikke at kunne være gode nok. For ikke at kunne leve op til forventninger: egne, andres og samfundets.
ALT, DET JEG KAN
Mennesker i vesten kan utroligt meget. Og vi ved utroligt meget. Hvilket er tæt forbundet med at vi kan en masse. Det store men er, at det meste af det vi kan er ubevidst. Dvs. vi oplever derfor ikke den essentielle kvalitet af at kunne, mens vi gør det vi gør. Mens vi mestrer det, vi mestrer. Om det er, at vi mestrer at skifte skraldepose, om det er at mestre at klippe græs i haven, om det er mestring af at putte og læse højt for børnene, om det er mestring af at kunne have en god og givende aften med sin ægtefælde etc. Vi gør det måske. Og kan det måske. Men uden et nærvær. Uden en ægte registrering af mestrings-kvaliteten. En af vejene til at komme i bedre kontakt med mestrings-kvaliteten er derfor at huske og mærke – og det er to forskellige aspekter! – når jeg kan noget. Mens jeg kan det. Mens jeg gør det. Mens jeg udfører det. For når vi kan noget. For når vi mestrer noget, så er der rent faktisk adgang til nogle meget positive følelser; i større eller mindre grad. I modsætning til, når vi ikke kan noget. For mange mennesker er oplevelsen – jf. personen med kørekortet – af ikke at kunne en direkte bagvej ind i grundtraumet. En fællesnævner for vores grundtraume er således også, at man ikke kunne hjælpe sig selv. Hvad end man oplevede i selve traumet. Dvs. manglende mestring er en fællesnævner i (stort set alle) traumer.
Nogle kender måske til den historie, hvor en større gruppe børn blev kidnappede (jeg mener et sted i USA). En meget alvorlig situation. Hele gruppen af børn, som alle var i ca. 6. klasse, mener jeg, blev ført til et stort underjordisk beskyttelsesrum (hvor formentlig forfærdelige ting var udset til at ske). Hele børnegruppen sad fanget dér. Indtil en af børnene faktisk lykkedes med at befri resten af gruppen. Hvorefter hele den samlede børneflok kunne gå igennem skoven og atter tilbage i friheden. Samtlige børn kom i efterfølgende traumeterapi med specialister. Den eneste som overhovedet ikke, eller kun i radikalt mindre grad, havde pådraget sig traumer eller alvorlige traumer, var ”rednings-barnet”. Det barn, som rent faktisk kunne løse situationen. Det barn, som kunne befri og hjælpe både sig selv og resten af gruppen. Sådan kan forskellen på at kunne og ikke at kunne se ud i ekstreme situationer. Og selvom de fleste af os aldrig kommer ud for at blive kidnappet. Så vil vi alle sammen opleve situationer, hvor det er rigtigt godt, at vi kan. At vi bevarer kontakten med den reelle mestring: Mestring ift. ens stress-situation. Mestring ift. livskriser: skilsmisser, dødsfald, store skift (arbejde, skoleskifte, sociale skift). Mestring i selvudvikling og spiritualitet. Mestring i ens meditations-praksis.
“MASTER, ARE YOU THERE?”
Mestring har dels noget at gøre med at kunne. Dels noget med den indre mester, den indre visdom. For det at kunne, og det at gøre, og det at gå i den rigtige retning, på den rigtige måde, er det, som både mestring og indre visdom har til fælles. Hvis min indre visdom er intakt eller i balance, så ved jeg altid, hvad jeg skal gøre. Hvordan jeg skal gøre det. Eller hvordan jeg skal lære det, jeg ikke kan lige pt. På den måde at se kan vi sige, at mestring handler om evnen til at vide, hvordan jeg skal leve. Hvilke næste skridt jeg skal tage. Hvornår og hvordan. Og så gøre det. Det er aldrig nok at vide det. Mestring ligger i handlingen.
En berømt historie fra zen-traditionen er følgende: En zen-praktiserende gik hver morgen op på et bjerg, og råbte så: ”Master, are you there?” Hvortil der blev svaret: ”Yes, sir I am”. Det interessant var, at både spørgsmål og svare kom fra ham selv. Selvom han sagde eller råbte det hele højt. Det var ham selv, der anråbte sin egen indre mester. Sin egen indre autoritet. Sin egen indre visdomskilde. Som al højere udvikling handler om at komme i kontakt med.
I PRAKSIS
Lær nærværet ifm. og måske endnu vigtigere følelsen af at kunne: Følelsen af at kunne alt det, som du faktisk kan:
Tømme skrald, lave mad, give omsorg til dine børn, udføre stykke arbejde, elske med din partner, afholde fødselsdagsfest.
Mærk det belivende i at kunne. Mantraet eller narrativet er: ”Jeg kan”. Sig det højt eller inden i.
Når du støder på alt det du ikke kan. Sig eller mind dig om: ”Det kan jeg lære”.
Og brug narrativet: Det jeg ikke kan, det kan jeg lære. Særligt hvis jeg virkeligt vil det.
God fornøjelse med at mestre. Og med at lære.
Simon Vittus Jasper Hansen
