LØB, FLOW, MINDFULNESS OG MEDITATION
Som underviser hører jeg meget tit sætningen, at noget er meget meditativt. Det kan fx være løb eller at ro i kajak, der altså er meget meditativt. Sågar har jeg hørt, at det at handle ind i supermarkedet, hvor det gøres uden for ”myldretiden”, kan være meget meditativt. Og jeg bliver ofte spurgt om det på retreats og kurser: Spørgsmål som fx ”Behøver jeg at meditere, for når jeg går ture i naturen eller løber ture i skoven, dér føler jeg mig nemlig meget meditativ.” Mit svar er at anerkende, at der rent faktisk er meditative kvaliteter ved fx løb eller at være i naturen, og mange andre ting. Og samtidig også understrege, at der er kvaliteter ved siddende og formel mindfulness og meditation, som man ikke får fra løb, at være i naturen eller at købe ind uden for myldretiden. I dette indslag skal det handle om de meditative kvaliteter, der er ved det at løbe.
Specielt vil jeg fokusere på de kvaliteter, som for mig, og som jeg har hørt det for mange andre, opstår efter længere tids løb; måske efter 30-60 minutters løb. Det er som om tingene forandrer sig dér. Alle de spekulationer og al den modstand og alle de projekter, man har i starten af en løbetur forsvinder dér, nogle gange. I starten, fx, dér løber man for noget. Fx løber man fordi det nu er ”længe siden”, man sidst har været ud at løbe. Man løber for at smide de gram og kilo, man har tilranet sig henover julen i form af and, marcipan og rødvin. Man løber for at komme i god form. Man løber for at opretholde sin gode form. Man løber for at reducere stress, eller man løber for at opnå de meditative kvaliteter. Kort sagt: Man løber for noget. Og det er dette, som undertiden ændrer sig efter 30-60 minutter. Nogle løbere taler om endorfin-kicket, når man løber.
I hvert fald: Typisk for mig efter en times løb, løber jeg ikke længere for noget
Ambitionen om at komme i god form, findes ikke længere eller meget mindre.
Den dårlige samvittighed over usund kost i en periode er borte som blæsten.
Man løber ikke længere for noget.
Man løber bare.
Eller måske mere korrekt: Løb sker
Ben og arme bevæger sig. Og løb sker
Dem der er glade for løb, kunne inviteres til at afprøve om de positive erfaringer, man har fra løb kan overføres til mindfulness og meditation (eller omvendt: fra mindfulness/meditation til løb). På den måde kan man meditere uden, at man mediterer for noget; ikke for at opnå noget bestemt, mental balance, ro eller nærvær. Men simpelthen bare mediterer. I zen beskriver de deres ”meditations-praksis” med ordene ”just sitting”. Og den instruktion tager de meget bogstaveligt, og sidder derfor bare.
Jon Kabat-Zinn besrkiver flere steder i sine bøger den belæring, som handler om, hvem det er, der gør noget: Hvem det er, der mediterer, hvem det er, der trækker vejret. Dette anser jeg for at være en avancerede belæring, som måske ikke giver mening for så mange. I al fald er der en klar sammenhæng mellem netop den type af belæringer og så de erfaringer, jeg har beskrevet omkring løb. Det er klart, at når alle personlighedens svar på, hvorfor man løber ryger væk, så kan der opstå en følelse af, at det ikke rigtigt er nogen, der løber. Og igen:
At løb bare sker.
At benene og armene bevæger sig, og at dét er dét.
En tilstand af flow,
Hvor tingene sker
Fuldstændig uproblematisk
Af sig selv
For sig selv
Ikke for noget somhelst
Ikke for nogen som helst
Men i og for sig selv[1]
Jeg anbefaler derfor – særligt for dem, der har de ovennævnte type erfaringer fra løb, kajak-roning, indkøb uden for myldretiden, eller noget femte – at man engang imellem iværksætter denne indstilling i sin meditations-praksis.
[1] Forfatteren Haruki Murakami har skrevet en essay-samling om det at løbe, som hedder Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe. Den østlige meditations-lærer Sakyong Mipham Rinpoche har skrevet en bog om meditation og løb, som endda er oversat til dansk, Løb og meditation for krop og sind.