HVORFOR VIRKER MINDFULNESS OG MEDITATION? RELATIONEN MELLEM MINDFULNESS OG VORES NERVESYSTEM

At mindfulness og meditation virker ved vi nu i dag hævet over enhver tvivl. Mindfulness og meditation er blevet testet af mange forskellige videnskabelige grene siden 1960’erne. Det at det virker, betyder helt konkret, at man dels har testet brugen af mindfulness og meditation på en lang række specifikke områder; og derefter testet, om det har gjort nogen forskel. For blot at nævne nogle af de områder, som det er blevet testet for: Stress-forskningen har entydigt dokumenteret at mindfulness-praksis reducerer stress. Det samme gælder forskningen af effekterne af mindfulness inden for depression og angst. Herudover er effekterne af mindfulness blevet testet ifm. kræftsygdomme. Ikke så meget ift. at have effekter på selve sygdommen, men bl.a. på kræft-overlevernes- healingsprocesser, hvor man har dokumenteret et meget lettere og mindre kompliceret healings-proces efter endt cancer. Hertil kommer hvad man kunne kalde for performance-forskningen: Dvs. den forskning, som er optaget af at måle, om noget får os til at præstere bedre. Også i denne forskningsgren er mindfulness blevet testet bredt. Eksempelvis har man testet en gruppe revisorer i et firma, som anvendte mindfulness. Resultatet var, at de medarbejdere, der anvendte mindfulness endte med at omsætte for signifikant flere penge end de kolleger, som ikke brugte mindfulness. Endelig er mindfulness også testet og afprøvet af mange elite-atleter. Fx var mindfulness allerede i 1990’erne en integreret del af formentlig (et af) verdens bedste basketballhold, nemlig Chicago Bulls, med den største basketball-stjerne gennem tiderne, nemlig Michael Jordan. Dette Chicago Bulls hold vandt 6 mesterskaber på 8 år, hvilket er uhørt i amerikansk basketball. Mindfulness var en integreret del af træningen på holdet.

Et fjerde område, hvor man har testet mindfulness kunne kaldes for det sociale område. Det gælder fx enlige mødre i flygtninge lejre og andre udsatte grupperinger. Her har mindfulness også vist sig at kunne bringe bedring. Man kunne tilføje mange andre forskningsområder. Et sidste og måske meget centralt område er hjerneforskningen, hvor man gennem årtier har hjernescannet mennesker, der har anvendt mindfulness og meditation. Også mennesker som har rigtig meget erfaring med meditation; årtier og mange tusinde timer. Man har hos disse mennesker dokumenteret egentlige fysiologiske forandringer i hjernen på disse meget erfarne praktiserende.

Men hvorfor virker det?

Lad starte et andet sted: Hvad er det man gør? Når man fx praktiserer mindfulness? Der findes flere varianter af mindfulness-praksis; men den altoverskyggende praksis er det at forsøge at holde opmærksomheden på sit åndedræt? Og så ikke mere? Nej! Faktisk lader man alt andet være. Alle tanker, følelser og sansninger får lov at være nøjagtigt som de er, og ens opgave er derfor udelukkende at forsøge at holde opmærksomheden på åndedrættet. Jeg har tit tænkt den tanke: Hvordan kan noget, der er så simpelt – i hvert fald i teorien – kunne afhjælpe og bringe bedring ind på så mange forskellige områder, som vi ovenfor har set? Og så på endnu flere områder, end der er nævnt ovenfor? Fx alle de spirituelle effekter – altså det at mennesker får en dybere kontakt til deres essens – det er der ikke noget/meget forskning, der dokumenterer. Selvom alle, der praktiserer mindfulness ved, at det er det, det drejer sig om.

Fokus og afspænding

Jeg vælger meget ofte at bruge to overskrifter, når jeg skal undervise nye mennesker i mindfulness: Nærvær (eller fokus; jeg bruger nu oftere ordet nærvær) og afspænding. Dette for at fortælle kursisterne om, hvad det er, det handler om at kultivere, når man laver mindfulness. Jeg synes – sagt i en bisætning – at vi undervisere ofte mangler at formidle, hvad det egentligt handler om, hvorfor vi gør det, eller hvilke frugter vi kan forvente at få ud af det. Og for mig at se, er der disse to hoved-frugter, nemlig nærvær og afspænding.

Nærværet opstår når opmærksomheden er rettet mod noget, der foregår lige nu og her. Derfor bruger vi åndedrættet som fokus-punkt. Åndedrættet er altid lige nu og her. Og derfor er åndedrættet et fremragende – blandt mange mulige – fokuspunkter. Når vi holder vores opmærksomhed på åndedrættet, så bruger vi åndedrættet som en slags bagdør ind i det nuværende øjeblik. Fordi åndedrættet altid er her og nu. Andre gange bruger man kroppen – fx som i kropsscanninger – eller et lys man kigger på, eller noget fjerde. Med andre ord er det vores fokusevne, der er den ene store virkende komponent i mindfulness og meditation: Vores evne til at holde fokus på noget bestemt, og så blive dér med opmærksomheden, så godt vi nu kan. Og dette fokus baner vejen for den anden store komponent: nemlig afspænding. I stedet for at vores opmærksomhed blæser som vinden – så en tanke, så en følelse, så et telefonopkald, så et skænderi, så en skinkesandwich, så en dagdrøm, så noget arbejde – så holder vi opmærksomheden, så den ikke bliver et offer for vores ubevidste kaos – hvilket ellers forekommer. Og denne fastholden af opmærksomheden mod det samme objekt – åndedrættet, kroppen, et mantra, et stearinlys – skaber stor afspænding, stor afslapning. Således de to hovedkomponenter: nærvær/fokus og afspænding.

Bevidsthedens yin og bevidsthedens yang – og det autonome nervesystem

Det autonome nervesystem består af to overordnede systemer: det sympatiske nervesystem og det parasympatiske nervesystem (med til det autonome nervesystem hører også det enteriske nervesystem, som styrer fordøjelsen). Det autonome nervesystem regulerer de ting, som vi ikke kan styre med vores vilje. Fx kamp-flugt reaktionen (som styres af sympaticus). Og tænk på vores evne til at slappe af, regenerere og heale, når der har været stress eller fare på færde (som styres af parasympaticus). Tænk på betegnelsen ”de autonome”; de ville også bestemme alting selv; ligesom det autonome nervesystem bestemmer selv, uden vores bevidste indblanding. Når vi i mindfulness træner det at holde opmærksomheden på åndedrættet, så laver vi en intervention, en regulering af både sympaticus og parasympaticus. Vi bruger evnen til at handle fra sympaticus og iværksættelsen af fokus, og det sympatiske nervesystem giver parasympaticus’ mulighed for at komme til og iværksætte den afslappende og regenererende effekt.

Når det virker optimalt, så ender vi i en tilstand af afspændt vågenhed. Nærvær, der er roligt. Fokuseret afslapning. For mig at se er denne forståelse af det autonome nervesystem meget gunstig for vores mindfulness-praksis, og for vores personlige udviklingsrejse. Det handler om at forstå, at det vi egentligt træner i mindfulness – og en del anden spirituel praksis, men langt fra al spirituel praksis – det faktisk er noget som allerede findes inde i vores nervesystemer (og i virkeligheden også i vores bevidsthed, i vores hjerner og vores kroppe). Ofte kan man have den følelse, at spirituel praksis er noget, ”man finder på til lejligheden”. Det viser sig at forholde helt omvendt. Spirituel praksis – når den er genuin – arbejder sammen med, understøtter dét, vi allerede kan og er. Sådan at vi får endnu mere glæde af det, vi allerede er og kan. I tilfældet med mindfulness vores evner til at være vågne og afspændte.

Som en båd, der navigerer efter to fyrtårne

Jeg har ofte anvendt dette billede i undervisningen: at når vi praktiserer mindfulness, så er vi en båd, som hele tiden navigerer efter to retninger, eller to fyrtårne. Dels skal vi forsøge at kultivere vores fokus, vores nærvær, vores opmærksomheds klarhed. Og for det andet kultiverer vi vores evne til afspænding, til at være rolige, til at føle os sikre og rolige. Meget ofte har vi gjort det på kurser og retreats, at vi træner egenskaberne nærvær og afspænding en af gangen. Målet på den lidt længere bane er, at vi skal have adgang til begge kvaliteter på samme tid. Langt de fleste mennesker har enten lettest ved sympaticus – handling, vågenhed – eller para sympaticus – afspænding, ro. Jeg opfordrer derfor ofte mennesker til at undersøge med dem selv, hvilken del af det autonome nervesystem, som de har lettest ved. Hvis man kan klargøre dette, så er man måske allerede et stor skidt videre i både den eksistentielle udviklingsproces, og måske også et stort skidt nærmere ift. at anvende mindfulness med større effekt. Det næste trin – for den interesserede – handler selvfølgelig om, at når man har fundet ud af hvilken del af nervesystemet der er svagest, så at gå i gang med at træne den. På alle de måder, og med al den indsats som det kræver.

Du kan lytte til guidede meditationer her, som hver især fokuserer på bestemte aspekter af moderne mindfulness-praksis https://simonvjhansen.dk/mindfulness-og-meditations-oevelser/