HVOR KOMMER KRIGEN FRA – DEN INDRE OG DEN YDRE? OG FRUGTEN I KOLLEKTIVE KRISER

Der er krig. I Europa. Det har der ikke (rigtigt) været mellem to så store nationalstater siden Anden Verdenskrig. Spørgsmålet må da straks blive: Hvad kan vi gøre? Og hvad kan vi lære?

Alle må og kan bidrag på den måde og med de midler, som vi faktisk har

Plausible eksperter og analytikere siger, at denne krig kommer til at berøre os alle sammen. Ja, vel allerede har berørt os alle sammen. Og at den vil det i mange år fremover, på forskellige måder: Økonomisk og tryghedsmæssigt er formentlig de essentielle områder. Mao. er krigen endnu en kollektiv krise. Kollektiv fordi den berører os alle sammen. Kollektive kriser kan kun – siger plausible eksperter og analytikere – løses kollektivt (den amerikanske spirituelle lærer Ken Wilber beskriver nogle interessante udregninger og analyser af, hvor mange mennesker i en gruppe, det kræves for at ændre kollektive tilstande; op gennem historien, fx i revolutioner og andre historiske kvantespring). Den russiske invasion af Ukraine bør derfor anskues – og dermed løses – som en kollektiv krise.

De kollektive kriser er nye for menneskeheden

Menneskeheden har ikke ifølge idehistorikere og militæranalytikere før i det 20. århundrede mødt kollektive kriser (i hvert fald slet ikke på de måder, som de udspiller sig på nu). Dette beror sig primært på udviklingen af den teknologiske viden og formåen.  Fx at vi nu kan ”skabe” bomber og missiler, der kan udslette alle; det hele, det kollektive – ikke bare en gang, men mange gange. I gamle, gamle dage var det ikke udtryk for en kollektiv krise, på samme måde som nu, når fx den kinesiske og den japanske hær mødtes med måske tusindvis eller hundredtusindvis af soldater på en slette i det østlige Asien – udstyret med spyd og træsværd. Alle andre dele af verden kunne være forholdsvis uberørt af udfaldet og. Og LANGT de fleste ”civile” i de øvrige dele af verden har (måske) slet ikke vidst noget om en given storkrig mellem to stormagter, der lå langt væk. I dag ved vi det stort set allesammen, også inden selve krigen udbyder.

Yderpositionerne i kollektive kriser

Ift. klimakrisen synes der at være to yderpositioner; altså to holdninger til krisen, som ligger længst fra hinanden. De er:

”Jeg kan hverken gøre fra eller til” (og derfor gør jeg ikke noget).

”Jeg kan og/eller skal redde hele verden” (og gør derfor ”alt” (hvad jeg kan))

Jeg har ikke svarene i disse processer; men undersøgelsen af, hvordan vi reagerer (det gælder både i individuelle og kollektive konflikter) er værdifuld og indsigtsgivende.

Et balanceret svar i midten

Personligt tror jeg, men jeg ved det ikke, for jeg er ikke en af ovenstående idehistorikere og krise-eksperter, at et svar, der i hvert fald inkluderer en balanceret midte er en af vejene frem. Man kan derfor lave denne indre undersøgelse: Hvad sker der, hvis jeg FAKTISK, i kortere eller længere stræk, fjerner mig fra yderpositionerne; og går mod midten? Jeg kan give dig et overblik: Som måske ikke er pædagogisk korrekt. Og derfor inviteres du – i begge kollektive kriser!!! – til at fortsætte din egen undersøgelse. To ting, der sker, hvis vi burger ovenstående greb: Jeg tvinger således mig selv til rent faktisk at undersøge, hvad jeg kan gøre. Og: Jeg tvinges også til at undersøge, på hvilke områder og måder kan jeg ikke gøre noget; og må derfor opgive dén ambition.

Hvad er krig? Og hvem laver det?

Som når vi skal løse ethvert andet problem, kollektivt eller individuelt, må vi vide, hvorfra det opstår; og hvad der skaber det? Og svaret er meget enkelt – som det er blevet pointeret af alverdens visdomstraditioner: Krigen kommer inde fra os selv. Krig er – før den udleves, før der trykkes på knapperne etc. – et indre fænomen. En overbevisning, en følelse; et indre landskab, der tvinger mig, dig, dem, os alle sammen til at handle for at skade eller slå andre ihjel.  Og pointen er her, at det er et helt almindeligt fænomen. Vi kan meget let tænke det modsatte: At krig er ekstraordinært fænomen; og noget som vi almindelige rare og almindelige mennesker ikke er en brøkdel af. Og det er, synes det, helt forkert. For vi mennesker, almindelig, søde, veluddannede, velmenende, er fulde af netop de indre landskaber, som skaber alle krige. Indre landskaber som handler om negative følelse og negative tanker om andre. Og selvom vi ikke bekriger hinanden; så gør vi så meget andet: taler dårligt om de andre, når de ikke er tilstede (og når de så er tilstede agerer vi anderledes). Vi forsøger at gøre de andre mindre ved ikke at anerkender dem eller deres bedrifter. Vi forsøger at bekæmpe, indirekte eller direkte, deres vej til forfremmelse eller anden progression (de fortjener det simpelthen ikke). Eller vi slås med dem; eller er voldelige over for dem. Vi truer. Vi manipulerer dem. Dette er en af ”bagsiderne” ved at lave seriøs selvudvikling og terapi: At man netop lærer, at man også indeholder de ovenstående kompetencer.

Hvis du ikke er overbevist om, at krig er et fænomen, der er inde i os hver især; så tænk engang på et parforhold du er i, eller har været i: Og hvor svært det rent faktisk er at opnå en ægte respekt og forståelse af den anden. Eller omvendt: Hvor sjældent det faktisk er, at vi mennesker føler os virkeligt rummet og forstået af selv vores partnere, som er vores allernærmeste. Dette er den, der er tættest på os. Hvordan mon vi så forholder os til dem, vi virkeligt ikke kan lide?

Og hvad stiller vi op med det?

Den indiske vipassana/mindfulness lærer S.N. Goenka har sagt: ”If there is no peace in the minds of individuals, how can there be peace in the world? Make peace in your own mind first.” Og det er sådan set den pointe, som hele dette lille skriv gerne vil frem til. Hvis vi hver især vil hjælpe med at undgå krig, så husk på, at enhver krig er startet inde i et hoved eller i følelser på et individ, som altså indvendigt har været fuldt af ufred. Og derfor at hvis vi skal forsøge at undgå flere krige – både de store, de små, de almindelige, og de katastrofale – så kan vi starte med os selv, og arbejde på at minimere krigene inden i os selv og i vores ”nærområder”.