GRÆNSER ER LETTE AT SÆTTE, MEN SVÆRE AT OPRETHOLDE
Dette emne er et af de allermest centrale inden for terapi og selvudvikling. Formentligt fordi emnet er så svært at navigere i for os. Det handler om grænser. Om hvad vi vil tillade fra andre. Hvad vi vil acceptere, og hvad vi ikke vil acceptere. Psykologisk set har grænser derfor noget at gøre med dels vores behov, dels hvad vi gerne vil her i livet. Mao.: store spørgsmål. Vores behov handler om, hvad der er nødvendigt for os, hvad vi så at sige ”må have”. Fx har vi behov for føde, vand og varme. Og herover handler det om vores lyst, om hvem vi er, og hvordan vi gerne vil ha’ det; fx hvordan vi gerne vil have at andre skal opføres sig og dermed respektere os og vores grænser. Til sidst ser vi dels på det at udvide sit solar plexus som den formentlig mest effektive grænsesætning, der findes, og endelig ser vi på den øvelse der ligger i at selv at blive bedre til at passe på andres grænser. At respektere andres grænser er nemlig et nødvendigt stadie i udviklingen af empati og almindelig kærlighed.
Derfor sætter vi grænser
Hvis man ser på de geografiske landegrænser, så handler grænser dels om at definere, hvor går ”jeg” til; altså eksempelvis: hvor går et lands grænser. Dels om at beskytte det, der så er på ”min” side af grænsen. Hvis ikke jeg har sat en grænse – som person eller som land og alt andet – så ved jeg ikke, hvad jeg skal beskytte og passe på. Mao.: grænser handler også om afgrænsning: Hvor går jeg til, og hvor ophører jeg. Et eksempel kunne være: Min grænse i mit parforhold går til og med en accept af at min partner godt må flirte lidt med andre; men fx ved al fysisk-erotisk kontakt, dér er mine grænser overtrådte. Man kunne så sige, at jeg går til, eller mine grænser går til og med den uskyldige flirt. Og hvad der ligger udover det, ligger udenfor mine grænser. Dvs. det er altså ikke mig.
Integritet – det vi gerne vil beskytte
Der er mange måder at beskrive, hvad det er, vi gerne vil beskytte. Ord som integritet og respekt springer først i øjnene. Grænser er altså noget vi sætter for at opretholde vores integritet og selvrespekt. Set på den måde har grænser derfor meget med vores selvforhold og vores selvbillede at gøre. Vi kender sikkert alle sammen perioder eller relationer, hvor det er svært med grænserne. Hvor vi – som det hedder – tillader andre at gå ind over vores grænser. I det store og i det små. Et grænsebrud er et grænsebrud uanset om det er en fuldbyrdet voldtægt, eller det er en overtrædelse af en aftale, man har lavet om at hænge toiletpapiret med snippen vendende ud eller ind. Grænser handler derfor også om regler og aftaler. Hvis en grænse skal virke, så skal jeg have den anden til at overholde den. Og! Hvis den andens grænsesætning skal virke, så skal jeg overholde den. Både jeg selv og den anden kan jo – som overskriften antyder – sætte nok så mange grænser, hvilket egentligt er let nok. Men hvis ingen opretholder dem, så er vi ikke nået nogen vegne.
Hvorfor er det svært at opretholde grænser?
Som overskriften ligeledes antyder, er det ikke – i princippet i hvert fald – det at sætte en grænse, der er svært, men det at opretholde den (for nogle vil det helt klart opleves som at det svære er at sætte grænserne, ikke at opretholde dem; og så skal man selvfølgelig arbejde med det). Jeg havde for noget tid siden en klient som tydeliggjorde dette. Personen sagde på en klar og direkte måde: ”Jamen, jeg har aldrig fået lov til at sætte mine grænser.” Det som klienten mente var, at man aldrig var blevet respekteret i de grænser, man havde sat. Man havde altså haft mange, mange erfaringer af – ligesom vi er mange, der har det – at have sat nogle bestemte grænser, og så at andre har overtrådt dem mange gange. Klientens formulering fik mig til skrive dette blogindlæg: Fordi det på en måde var så præcist formuleret, hvordan vi kan komme til at tænke uhensigtsmæssigt om det at sætte og opretholde grænser. For virkeligheden er nemlig, at det (primært) er vores egen opgave at opretholde vores egne grænser. Ikke de andres, som klienten havde forstået det. Og for klientens vedkommende var mange af grænserne sat i barndommen; og her er det jo endnu sværere end i voksenalderen at beskytte og forsvare sine grænser. For hvad har man reelt af ammunition at skyde tilbage med, hvis ens mor eller far eller andre nære omsorgspersoner ikke respekterer de grænser man sætter som barn?
Problemet ved opretholdelsen af grænser
Årsagen til, at vi ikke opretholder vores grænser er, at vi ikke er frie i relationen. Og det er igen vores egen opgave at blive det. Et eksempel: Jeg har sat den grænse over for min kæreste, at jeg ikke vil skændes med hende sent om aftenen lige inden sengetid. Dette har jeg så kommunikeret en del gange. Og en dag begynder min partner alligevel en ophedet diskussion kort inden sengetid. What to do? Jeg kan enten vælge at stå ved grænsen eller fortsætte diskussionen, eller stoppe den. Hvis jeg fortsætter den, så er jeg selv med til noget, som jeg tidligere har sat en grænse overfor, og skader derfor min integritet og selvrespekt. Men. Jeg kan også stå ved grænsen, og på en eller anden måde stoppe diskussionen med henvisning til, at jeg klart tidligere har udtrykt, at jeg ikke som det sidste i min dag vil have en aggressiv diskussion. Gør jeg det, står jeg midt inde i skismaet om at opretholde min grænse. Mit problem bliver – som det altid er i grænsesætning – at jeg nu skal tolerere, eller være fri i den måde den anden reagerer på over for min grænsesætning. Er jeg ikke det, kan jeg aldrig opretholde en grænse. Dette er netop forskellen på at sætte grænser – som i princippet er nemt, og det at opretholde dem, som er det svære. Det at opretholde grænser beror ene og alene på min evne til at kunne rumme den reaktion, som den anden kommer med. Kan jeg det, er jeg fri i min relation. Kan jeg ikke det, er jeg ufri. Og jeg kan derfor kun sætte grænser på de områder, hvor jeg godt kan rumme den reaktion, der kommer fra den anden.
At udvide sit solar plexus som den måske mest direkte måde at sætte og til i fremtiden at kunne undgå at sætte grænser – at sende nogen ud af sit solar plexus, ud af landegrænserne
Grænser handler også, jf. ovenstående, om at vise hvem man er, og så stå ved det. Jeg er sådan og sådan. Dét og dét står jeg inde for, og dét og dét vil jeg ikke finde mig i. Denne del af en udviklingsproces foregår ikke kun når vi sætter grænser. Den foregår hele tiden. Som det fremgår af Bob Moores og Helen Gamborgs pædagogik, så kommunikerer vi hele tiden noget til vores omverden; via vores energisystem. Vi viser altså hele tiden, hvem vi er, hvad vi kan lide, og hvad vi står inde for. Dette foregår på alle planer: fra hvordan vi bærer vores krop, til hvad tøj vi har på, til hvilken energi, vi udstråler, til hvilke emotioner vi tillader os at vise og udtrykke, til vores åbenhed i hjertet, til vores kreataive potentialer, til det spirituelle. Mao. når vi bliver gode til den leg, der handler om at udsende de reelle billeder af, hvem vi faktisk er, så vil andre i langt mindre grad bryde vores grænser. Og vi behøver derfor i langt mindre grad at skulle sætte dem. Faktisk kan man sige, at det at vi har været nødt til at sætte en grænse på en måde er ens betydende med et sted inden i os – som formentlig kommer fra fortiden – hvor vi har været sovende på hvem vi selv er. Derfor får vi nu muligheden for at kommunikere det – OG! – opretholde den vågenhed nu og her. Man er velkommen til at kontakte mig, hvis man vil have en gratis instruktion i, hvordan man konkret udvider sit solar plexus chakra.
Sådan kan man arbejde videre med opretholdelsen af grænserne
Undersøg en konkret relation, du har, hvor der er issues omkring grænsesætning. Find ud af, hvad det er for en reaktion, du ikke kan håndtere fra den anden, når du allerede har sat din grænse. Eller ved den grænse som du gerne vil sætte i fremtiden. Hvad er du bange for? Hvad frygter du for en respons? OG det er klart, at hvis man ikke er villig til at tage den reaktion, som man er bange for, og som måske/måske ikke er et realistisk bud på den andens reaktion, så kan vi ikke opretholde vores grænser. Her kommer et par forslag til, hvad der kan gøre det svært for os at opretholde vores grænser. Er du bange for den anden bliver ked af det? Bange for den anden bliver vred? Bange for den anden forlader dig? Eller helt andre ting? Når du har identificeret dette, så kan du arbejde med det; fx i terapi eller med refleksion: Hvorfor er jeg bange for dette? Har jeg erfaringer, som understøtter at det kunne være rigtigt? Kan jeg tale med nogen om det? Både den person, jeg vil lave grænsen over for, men også andre neutrale, venner etc. Hvis grænser skal opretholdes, skal jeg have modet til at stå bag dem, også hvis de udfordres eller ligefrem overtrædes. Hvis ikke er der ikke tale om en grænse, men et ønske, en fantasi. Et ønske, en fantasi om at noget var på en bestemt måde, som det ikke er.
Undersøg de steder, hvor jeg selv overtræder andres grænser
De fleste af os er rigtigt gode til at se de steder, hvor alle de andre hele tiden bryder vores grænser. Og selv hvis det har sin rigtighed, så er der en stor blind plet. Nemlig en selv, og de steder, hvor jeg selv overtræder andres grænser. Hvis man står i konkrete konflikter og intense udviklingsprocesser, hvor mennesker overtræder ens grænser, er det formentlig det man skal koncentrere sig mest om. Men der er store potentialer i den anden ende af øvelsen også; når man er klar til dét arbejde: Der hvor jeg selv bryder andres grænser. Den ene store frugt handler om en nuancering af hele dette umådeligt store og interessante emnefelt: Grænser, integritet, etik. Med andre ord vil det blive nemmere at opdage, når andre overtræder mine grænser, hvis jeg øver mig i at opdage de steder, hvor jeg er overtræderen. Den anden store frugt er den etiske. Hvis jeg bevidst begynder at opdage og dermed at ændre min adfærd langsomt ift. ikke at bryde de grænser, som jeg hidtil har gjort, så begynder det at åbne i hjertets retning. At respektere andres grænser er et nødvendigt stadie i udviklingen af empati og almindelig kærlighed. Det at handle med empati og kærlighed handler mere om (eller måske lige så meget om), hvilke grænser jeg kan respektere hos de andre, end om den respekt jeg selv modtager.
Så hvis og når du er klar til det, anbefales det at du i lige så høj grad begynder at lytte og mærke efter, hvor du kan blive bedre til at respektere andres grænser. Og at du derved kommer i mere kontakt med de empatiske potentialer, der ligger i det at udvise og handle med respekt og empati over for andre og de grænser, de sætter. Selvfølgelig vil denne etik – på forskellig måde – som du udviser over for andre også smitte direkte af på dig selv. Og man vil (formentlig) – men kun hvis det kommer fra et autentisk sted i en selv – opleve, at dét at blive bedre til at respektere andres grænser, vil have den konsekvens, at andre også oftere respektere mine grænser.
