DU SKAL BØRSTE TÆNDER CA. 25.550 GANGE RESTEN AF DIT LIV
Mindfulness-praksis handler dybest set om nærvær. Om at tilføre de almindelige gøremål, såsom tandbørstning, mere nærvær. Dette formål finder man udtrykt i en berømt øvelse: rosin-øvelsen. Jeg har lavet rosin-øvelsen en del gange med mindfulness-kursister. Og jeg synes, ærligt, at den er lige sjov hver gang. Bl.a. fordi den er så pædagogisk forbilledlig. Den forklarer på en måde al teori om mindfulness via spisning af én enkelt rosin. Hvilken forklaringskraft!
Rosin-øvelsen varer i ca. 5 minutter. Deltagerne får hver tildelt én rosin. Herefter ”gennemgår” man rosinen med de fem sanser, en sans af gangen. Fx startende med den taktile sans. Deltagerne starter derfor med at mærke rosinen mellem fingrene eller i håndfladen. Herefter går man langsomt og roligt til duftsansen: Deltagerne tager rosinen op til næsen for at undersøge, om rosinen har en duft. Man kan her bede deltagerne om at trykke lidt på rosinen, for at få den til at frigive duftstoffer. Hvilket betyder, at noget af rosinen smattes ud mellem fingrene, og der derved opstår en sansning af fedtet-heden i rosinen. Så går turen langsomt til høresansen: Man beder derfor deltagerne om at bringe rosinen til øret for at undersøge, om rosinen har en lyd. Man kan her bede folk om at duppe på rosinen, sådan at den faktisk afgiver en lyd. Man sanser så lydene, der opstår. Herefter er det den visuelle sans’ tur: Man tager fx rosinen mellem pege- og tommelfinger, og så i nogle sekunder betragter dette simple synsindtryk: En rosin ligger i håndfladen.
Det næste der sker i denne (sindsoprivende) øvelse er, at smagssansen inkluderes. Deltagerne flytter derfor langsomt rosinen mod munden. Måske mærker man lige inden, rosinen puttes i munden, at mundvandet begynder at løbe. Rosinen lægges nu ind på tungen med beskeden om ikke at tygge endnu. Man sanser igen: Lysten til at tygge. Begær og sult. Herefter får deltagerne lov til at tygge, men uden at synke. Dette er en slags klimaks i øvelsen: Når rosin-skallen skæres over af tænderne, kan det føles som om, munden bombarderes af smags-indtryk (pga. den menneskelige indlevelsesevne kan det være, at du mærker en afglans af det store indtryk fra rosinens smagsstoffer netop nu, mundvandet der løber fx). Herefter får deltagerne lov at synke rosinen, og opfordres igen til at mærke, smage og sanse. Så hvad er det rosin-øvelsen forklarer?
Det essentielle for kvaliteten af vores oplevelse er ikke betinget af indholdet (rosinen, kaviaren, rejsen, kæresten, barnet), men den kvalitet af nærvær, som vi i princippet kan tilføre en hvilken som helst situation i livet.
Ofte når vi har lavet rosin-øvelsen beder jeg deltagerne om at forestille sig, hvordan livet ville se ud, hvis lidt mere af livet blev levet med mere nærvær.
Herefter plejer jeg at sige: Tænk på det følgende. En familie på 4 er i Thailand i 3 uger. 4 Mennesker flyver til Thailand, halvvejs over jordkloden. 4 mennesker spiser, drikker oplever, tænker, taler, ser, hører, smager etc. i 3 uger. Og alligevel kan man faktisk i et undervisningslokale en kold novemberaften skabe en oplevelse i rosin-øvelsen, som – i hvert fald hvad angår nærværs-kvaliteten – slår denne investering i Thailand for de fire mennesker, som måske koster henved 50.000 kroner. Én rosin vs. 50.000 kroner.
Et fælles budskab i de meditative traditioner er netop dette: Det, mennesket egentlig søger er ikke uden for det selv, men inden i det, hvilket rosin-øvelsen synes at bevise med al tydelighed. For mig at se, gør vi altså temmelig klogt i langsomt at bringe mere nærvær til vores liv. Til vores relationelle liv, til arbejdslivet og til alle de ”trivielle” gøremål, som livet også består af.
Vi tager det som en hypotese, at den gennemsnitlige læser af dette er 45 år. Det betyder, at læseren i gennemsnit lever 35 år mere. På disse 35 år skal personen:
- Børste tænder ca. 25.550 gange (2 gange dagligt i 35 år)
- Korte samtaler med folk ca. 191.625 gange (15 gange dagligt i 35 år)
- Spise mad ca. 38.325 gange (3 gange dagligt i 35 år)
- Tømme skrald ca. 19.162,5 gange (1,5 gang om ugen i 35 år)
- Antal skridt ca. 127.750.000 (10.000 skridt om dagen i 35 år)
- Sociale arrangementer ca. 1.820 (1 gang ugentligt i 35 år)
Med andre ord: Livet består af store og små situationer, som vi har – i bogstavelig forstand – rig lejlighed til at berige med vores nærvær . Og netop dette langsomt at føre nærværet derind, i det levede og almindelige liv, er hvad mindfulness handler om.
[2] Fester, middage, fødselsdage, begravelser, bryllupper, konfirmationer