DERES ØJNE LYSER ALLIGEVEL – HVAD VI KAN LÆRE AF ØJNENE PÅ VERDENS MEST UDSATTE BØRN

Hvad vi kan lære af øjnene på verdens mest udsatte børn

Jeg så forleden, mens jeg havde corona, en meget spændende, lærerig og bevægende dokumentar: Tales of Light (den ligger på Netflix). En verdenskendt fotograf får til opgave af UNICEF at fotografere nogle af verdens mes udsatte børn. Dette afsnit af dokumentar-serien, som findes i d. 3. sæson, er optaget i nogle af de allerfattigste kvarterer i Bangladesh, hvor man så følger fotografens arbejde med at fotografere de udsatte børn. Hele dokumentar-serien er meget seværdig, og handler også om alt muligt andet end udsatte børn. I afsnittene om de udsatte børn i Bangladesh er dens verdenskendte skuespiller Orlando Bloom en central skikkelse; da han agerer ambassadør for UNICEF.

De to afsnit om de udsatte børn foregår i et af de fattigste områder i Bangladesh. Man kan næppe kalde det en by. Det er et område som ligger på begge sider af jernbanen. Og hvor mennesker bor i sådan nogle små blik-skure. Deres blik-skure, de tætteste af dem, ligger ca. 1,5 meter (altså som i 150 centimeter) fra toget, ikke jernbanen, men fra togene. Togene kører forbi dér hvert 10. minut hele døgnet. Her lever mennesker, familier og forældreløse børn hele liv. Der er ingen toiletter; intet rindende vand. En ung pige på måske 10 år: Hendes ”job” – og mange andre børns job i dette og formentlig andre områder – er hver dag at gå langs og på selve skinnerne og samle gammelt plastik i store sække, som de så sælger. Hvert 10. minut er de i overhængende livsfare pga. togene. Og det sker da også jævnligt, fortæller en af ”beboerne”, at nogle bliver kørt ihjel af toget.

Nogle af de børn, som ikke samler skrald på skinnerne opholder sig på lossepladser i samme område af Bangladesh. Her har de det samme job som pigen. De går – mange af dem – barfodet rundt, og samler plastik-affald fra lossepladserne. I en blanding af afføring, gammelt madaffald, der har ligget i dagevis i 40 graders varme og skarpe ting, som de skærer deres fødder på.

Undervejs i dokumentaren ser man mange af fotografens portrætter af børnene. Og en del af børnene har en tyngde og et mørke over sig (andre børn, helt ned til 5 års-alderen arbejder 10-12 timer dagligt på fabrikkerne). Men deres øjne lyser alligevel fra tid til anden. Fx når de leger på lossepladsen. Eller den unge pige på skinnerne: Noget får hendes øjne til at lyse op. Dér ligner de ethvert andet barn; som også lyser i øjnene.

Empati og medfølelse i mindfulness og meditation

Som jeg har forstået, så siger man i buddhismen, at selve hovedformålet med al meditation og mindfulness er, at man bliver i stand til at gøre noget godt for andre. Altså drejer mindfulness og meditations sig – i meget høj grad – om udviklingen af empati og medfølelse, sådan at dem, der praktiserer bliver i stand til at gøre noget godt for andre. Grunden til at jeg beskriver erfaringen fra dokumentaren er netop, at den har hjulpet mig til at komme i lidt mere kontakt med netop empati og medfølelse. Det at huske på – fx i starten af en meditations-periode eller hvor det nu giver mening – at der dér i Bangladesh (og mange, mange! andre steder i verden) – lever børn hvis liv ser sådan ud: De går dagen lang, på bare fødder blandt glasskår, afføring, skrald, snavs. Og alligevel lyser deres øjne. Dét er det smukkeste for mig.

At lade hjertet blive bevæget og medfølende

Jes Bertelsen har beskrevet, hvordan den kristne mystiker Teresa de Avila anbefalede, at den spirituelle praksis bl.a. handler om at ”holde sjælen våd”. Så den ikke sander til og tørrer ud. Det findes der mange måder at gøre på. En af mine måder er ved at huske på de børn, som jeg ved – fordi jeg har set dokumentaren – går rundt i Bangladesh, og lever deres liv sådan; hvor langt det så end bliver. Og også at tænke på, at på trods af deres vilkår, så lyser deres øjne op – engang imellem. Selvsamme har beskrevet, hvordan andre kristne og moderne nonner holder deres sjæle våde og aktive – og således kommer i kontakt med medfølelse og empati. De ser en times nyheder hver dag, på klosteret, hvor de koncentrerer sig om lidelsen som rapporteres, sådan at de kan tage denne lidelse direkte med i deres bønner og deres meditation.

Frugterne i at forholde sig til lidelsen i verden (og sig selv)

Nogle mennesker har den opfattelse, at det at se sådan en dokumentar, eller at gøre som nonnerne, er spild af tid. At det er kontraproduktivt, at det kun skaber mere lidelse. Og at det derfor på ingen måde er det værd. Jeg kunne ikke være mere uenig. Selvfølgelig lever mange af os så stressede liv, at vi reelt ikke har muligheden for at tage mere ind. Vi kan ikke engang tage det ind, hvis én tæt på os – vores barn eller vores nære ven – kommer i stor ulykke eller lidelse. Så hvordan skulle vi kunne tage millioner af udsatte børn ind, som går på togskinnerne i Bangladesh. Sandt. Og alligevel er det min pointe, at det at forholde sig til den lidelse, som fx foregår i Bangladesh, kan være noget af det allermest berigende for sådan nogle som os. Af den simple årsag, at det bliver en måde hvormed vi kan få kontakt til vores empati og medfølelse. Og både forskning og erfaring viser entydigt, at kontakten med empati og medfølelse har en afgørende effekt på vores velbefindende og vores livskvalitet. Dette skyldes, at når vi kommer i kontakt med empati og medfølelse, så får vi samtidig kontakt med nogle meget dybe dele af os selv; som vi simpelthen ikke kan få adgang til uden empati og medfølelse.

Hvis man vil forsøge sig på egen hånd, kan man indimellem – i sin meditation eller i sit almindelig liv når der er rum til det – tænke på nogen eller noget, som kan hjælpe med at aktivere ens empati og medfølelse. Og dermed på egen hånd undersøge om de nævnte erfaringer og forskning giver mening for en: Nemlig at kultiveringen af empati og medfølelse – (fx) kultiveret gennem at forholde sig til andres lidelse – kan gøre noget virkeligt godt for ens eget indre miljø og liv.