AT KENDE SIT GRUNDTRAUME – OG DERMED SIT STØRSTE FORANDRINGSPOTENTIALE

PSYKOTERAPI DENGANG OG NU

Psykoterapi er i dag en meget anderledes ting – har jeg ladet mig fortælle og har jeg læst mig til – end det var for år og årtier siden. Og det er der både gode og ikke så gode ting ved. For at perspektivere: Det var almindeligt, når man var i Freudiansk analyse, at være hos sin terapeut 5 gange ugentligt. Og hvis man var i Jungiansk terapi – i hvert fald hos nogle af Jung-folkene – fik man til at starte med stillet en analyse; ikke en diagnose, men en analyse, hvis formål netop var at klarlægge ens grundtraumatik. Eller med andre ord: Ens mest essentielle problem. Eller med andre ord igen: Ens største forandringspotentiale.

En af de negative ting ved nutidens terapi er netop dens manglende skoling og tradition for at arbejde med grundtraumet. Jeg har selv arbejdet i terapi i 22 år. Jeg er uddannet psykoterapeut, og har beskæftiget mig med meditation og selvudvikling siden 2005. Og det er stadig sjældnere, at man støder på dette begreb: grundtraumet. Måske meget af det har at gøre med den generelle skepsis og angst for terapi? Det terapeutiske værktøj, som, i mit kendskab, belyser grundtraume-perspektivet mest åbenlyst, er enneagrammet – systemet med de 9 personlighedstyper. Hver type har netop deres basale ønske (basic desire) og deres basale frygt (basic fear). Den basale frygt peger netop tilbage på grundtraumet. Men selvom enneagrammet peger præcist tilbage mod det grundtraumatiske, så forsvinder det alligevel lidt i horisonten. Jeg har dog haft, og har stadig, overordentlig meget gavn af, og derfor respekt for, enneagrammet som værktøj; både i min egen proces, og når jeg arbejder med klienter. Hvis du er nysgerrig på enneagrammet, så tjek denne side ud. Den giver et meget præcist og klart indblik i hver types basale frygt og ønske: www.enneagraminstitute.com/type-descriptions. Hvis du vil læse mere om enneagrammet, får bogen Enneagrammets Visdom af Don Richard Riso og Russ Hudson min varmeste anbefaling.

Men er det ikke lige meget om vi arbejder med vores grundtraume eller ej? Hvis vi arbejder med terapi eller tilsvarende metoder? Hvorfor er det så vigtigt med det grundtraume?

KONSEKVENSEN AF IKKE AT ARBEJDE MED GRUNDTRAUMET

Forestil dig at du er en printer (ja: argumentet for at arbejde med grundtraumet kan fint billedliggøres ved en mekanisk analogi). Du står på et kontor, og din funktion er at spytte printede sider ud. Den funktion er du nu holdt op med at mestre. Der bliver derfor kaldt på en tekniker (terapeut). Måske endda flere ”teknikere”: Dels fagfolk, der ved hvad de laver. Dels dem på afdelingen, der har mest teknisk snilde. Og dels er alle afdelingens medarbejdere i gang med hver deres ”version” af at løse problemet. Jonna slår tre gange ovenpå låget for at se om det dur. Den næstøverste chef forsøger at skifte kablerne; det virker nemlig hjemme hos ham selv. Thorsten forsøger at genstarte hver gang han nærmer sig printerrummet.

Men sagen er: Det er hverken slagene ovenpå, kablerne, eller det at genstarte printeren, der er det egentlige problem – dvs. printerens grundtraume. Det egentlige problem er, at en helt femte person i afdelingen har købt og indsat de forkerte blækpatroner, som printeren ikke kan fungere med. Så… Du forstår pointen? Den ovenstående situation er karikeret nemlig lidt som mange mennesker arbejder i terapi: Man går hos en terapeut, som gør ét. Derefter konsulterer man veninden, som siger noget andet. Endelig forsøger man selv med et tredje værktøj. Og ens allernærmeste forsøger – uden at man ved af det – på nummer 6 og nummer 7 strategi til at hjælpe én. Men det egentlige problem – ens grundtraume – er der ingen, der forsøger at løse. Hverken ens terapeut, en selv, eller ens omgangskreds.

Og prisen ved det? Det er at man ikke kommer til at behandle sit eget egentlige og største problem. Og prisen ved dét? At man ikke får fat på sit største forandrings-potentiale: For selvom grundtraumet selvfølgeligt er udtryk for dér, hvor man er mindst; og ens problemer er størst. Så er det – naturligvis og selvfølgeligt – også dér, man faktisk kan gøre de største og vigtigste fremskridt. Tag igen printeren som eksempel: Alle de ”interventioner”, som alle på afdelingen går og putter energi i har det til fælles, at ingen af dem, bogstaveligt talt ingen, kan løse problemet. Og sådan er der også megen aktivitet i moderne terapi og selvudvikling, der ser ud. Man prøver velmenende dette, så noget andet, så noget tredje. Fælles for indsatsen er, at man ikke får adresseret ens grundtraume. Og dermed frisat den enorme energi-mængde, der ligger bundet dér.

AFSLUTNING

Måske dette skriv kan inspirere mennesker til faktisk at få bedre fat om nælden om problemet: det gælder både terapeuter og klienter. Det er intentionen. Afslutningsvist har jeg lyst til at fortælle en anelse om, hvordan terapi, der er centreret omkring grundtraumet, kan foregå. Og den er nemlig ikke (nødvendigvis) meget anderledes end almindelig terapi. Forstået på den måde, at det ofte tager tid at nå ind til de lag i psyken, hvor det overhovedet bliver muligt at arbejde med grundtraumet. Indtil da arbejder man med respekt og empati, netop dér hvor klienten er. Dér hvor den store forskel kan vise sig er i rammerne for sessionerne. Dvs. sigtet med terapien. Og dér er en meget stor forskel: på hhv. terapi, der har grundtraumet som en del af rammen for arbejdet, versus terapi-former, der ikke har.

Jeg arbejder både med grundtraumet hos mine klienter; og superviserer også terapeuter, der ønsker at kunne arbejde med deres klienters grundtraume. Jeg arbejder både fysisk og online/telefonisk med terapi.

HVAD KAN MAN SELV GØRE?

Det er selvfølgelig klart, at det bedste sted at arbejde på sit grundtraume er hos en kvalificeret terapeut. Men man kan også – og bør formentlig, uanset hvad – selv gøre et stykke arbejde. Fx ved over tid at mærke og reflektere og komme dybere med følgende spørgsmål:

• Hvad er mit største problem egentligt her i livet?
• Hvordan oplever jeg dette problem?
• I hvilke situationer oplever jeg det tydeligst?
• Hvilke følelser og fornemmelser oplever jeg?
• Hvor i kroppen sidder disse følelser
• Hvis der er behov for en forståelse – som der hos mange – hvor kommer så dette traume fra? Altså hvilken situation er det, jeg genoplever (formentlig fra min barndom)?

For at hjælpe sig selv med ens motivation kan man yderligere spørge:

• Hvordan ville livet mon se ud for mig, hvis jeg langsomt og roligt kunne blive mere fri af grundtraumet?
• Hvordan ville jeg mon have det med mig selv? Altså hvordan ville mit selvbillede ændrer sig? Hvordan ville jeg tænke om mig selv?
• Hvordan ville mine relationer – især de nære og dem, der er svære nu – mon ændrer sig? Hvordan ville det være anderledes i relationerne og i kontakt med mennesker både for mig selv? Men også for de andre?
• Hvad ville jeg mon kunne præstere og opnå her i livet, når eller hvis jeg blev mere fri af mit grundtraume?
• Hvilke oplevelser og erfaringer ville vente mig? Og derfor: Hvilket liv ville jeg leve?