AT HUSKE SOMMERENS LYSENDE NATSKYER MIDT I VINTERMØRKET
Vinteren er langsomt, men sikkert ved at miste terræn. Og vi kan se frem til spirende liv i foråret; og sommeren i hælende på det. Sommeren virker forskelligt på mennesker. For nogle er det strandturene; for andre er det grillfester og samvær med familie og vener. For andre igen er det rejser, is etc. For mig er et af de absolut mest livfulde elementer ved sommeren dens lysende natskyer. Man ved, at de lysende natskyer ligger i meget stor højde: mellem 80 og 100 kilometer oppe. Fordi de ligger så højt oppe, rammes de af sollyset. Som jo ellers ikke ”har adgang” om natten. Det handler om vinklerne mellem solen, den, der observerer, og så de lysende skyer. Man kan nogle gange se et lignende fønomen, når man ser en flyver, som tydeligt rammes af solens lys, selv lidt efter solen er gået ned. De lysende natskyer finder sted om natten. I sommermørket, i (slut) juni og (start) juli. Der ikke er så mørkt endda. Man kan ikke se solen. Den er ikke stået op. Alligevel når solens stråler de højestliggende skyer. Når dette sker, har vi fænomenet lysende natskyer. For mig er det et af de absolut smukkeste naturfænomener. Selve de lysende skyer er én ting. Himlens farver omkring dem er en anden. Ofte blå toner, changerende fra lyse blå, lysende lyse blå, til røde, lyse røde, lysende lyse røde.
En af hovedstrategierne i tantraen – den ikke-seksuelle del af tantraen – er, at man husker modsætningen til det, man netop oplever netop nu. Dét kommer sig af, at vi mennesker glemmer den side, vi ikke lige nu mærker. Føler man stor glæde over noget, forlægger man totalt den del af en, som er sorgfuld, vred, skamfuld eller andre problematiske sider. Det samme gælder, når vi er i det negative: Når vi er deprimerede, stressede, når vores hjerte lukker sig i sorg, mister vi totalt kontakten med glæden ved livet: den kærlighed, der er, der har været, og som vil komme. Alle ens egne personlige kompetencer: ens styrke, ens intelligens, ens empatiske evner. Det hele er væk. Derfor minder tantrikerne os om dette: For at befri os fra fangenskabet i altid kun at være i den ene ende af spektret. Og selvfølgelig den ”rutsjebane-eksistens”, der er knyttet til dette: altid på vej mod det positive; altid på flugt fra det negative. Når det ene er der, så er vi blinde over for den anden del. Og dette er en af grundmekanismerne i det duale sind. Derfor, igen. Husker tantrikerne os på: Når der er stor glæde, så husk på sorgen. Når der er stor smerte, så husk på friheden etc. Eller i vort tilfælde: Midt i vintermørket at huske på de lysende natskyer om sommeren.
Strategien er enkel
Strategien er meget enkel, og man kan bruge den i alle slags situationer. Hvorfor? Fordi fangenskabet i kun at huske den ene del findes i alle slags situationer. I vores parforhold: der går det enten godt eller dårligt. Og hvor tit er det, at vi husker det ene, når det andet fylder? På vores job: der er enten balance eller utilfredshed. I vores meditation: Enten har vi gode eller dårlige: Og her kan vi også gøre det.
Når det går dårligt i meditation, så husker man de mest værdifulde eller dybe meditationer, man har haft. Eller når det går godt: Så huske, at der nok ikke er så langt til, at man også igen vil opleve de forfærdelige af slagsen.
Det handler (selvfølgelig) om det, der hverken er godt eller dårligt
I mindfulness og meditation – og sågar i vestlig filosofi, fx i Nietzsches værk Hinsides godt og ondt – er kongstanken, at det ikke handler om kun at få det gode og afsky det dårlige. Men derimod at det handler om noget, som ligger bag, som er hinsides, som har en endnu højere værdi end den lykke, man kan hive ud af ”rutsjebane eksistensen” i en evig ”enten-går-det-nedad-eller-også-går-det-opad”. Og så hele det fængsel, der er forbundet med at, når-det-går-ned-så-er-alt-godt-bortset-fra-at-man-ved-at-om-lidt-så-er-det-igen-opad-bakke etc.
At huske det, der ikke kommer og går; at huske modsætningen til det, man oplever lige nu, løsner vanesindets opdeling, og bringer os tættere på det sted, hvor der hverken er vinter eller sommer. Men hvor solen skinner altid.
